F.P.J. Dahl, Frederik Peter Jacob Dahl, 5.8.1788-16.1.1864, filolog. Født i Slangerup, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). D. blev student 1804 fra Fr.borg og teologisk kandidat 1812. 1816 blev han konst. docent i filosofi i Kristiania, men måtte n.å. af helbredshensyn trække sig tilbage. 1818 blev han overlærer ved Fr.borg lærde skole, 1834-36 fungerede han som skolens rektor, men måtte 1840 på grund af øjensvaghed søge afsked. N.å. valgtes han til stænderdeputeret, men flyttede 1842 til Kbh. og mistede derved sin valgbarhed. Som lærer havde han efter sin berømteste discipel, J. N. Madvigs udsagn særlig betydning ved sin undervisning i modersmålet, og hans vigtigste skrifter har også dette til genstand. Over for Torkel Baden (1834-35) og senere (1844) over for I. Levin tog han C. Molbech i forsvar, og med Baden havde han (1838) en ny skarp strid i anledning af den ubetimelige genudgivelse af Roma Danica. Uden polemik er hans klare og forstandige Oversigt af den danske Retskrivningslære, 1823 og brudstykket Om Toneholdet i det danske Sprog (1. hæfte 1836), begge igen udg. af hans søn, sognepræst F. P. J. D. (1891), som også har optrykt de i D.s håndeksemplar tilskrevne senere bemærkninger. Ikke mindst disse viser hvorledes D. stadig på ny har tænkt over spørgsmålene og drøftet fra anden side fremsatte tanker. Endvidere må nævnes D.s omhyggelige besørgelse af 2. udg. af Peter Erasmus Müllers Dansk Synonymik, 1853 og 3.-4. udg. af Ludvig Meyers Fremmedordbog, 1852-63, begge med betydelige tilføjelser. Tit. professor 1854. - Også sønnen Bendt Treschow Dahl, født 25.7.1836, død 14.5.1918, interesserede sig for modersmålsproblemer. Han blev student 1856, cand. philol. 1868, var 1869-72 privatlærer i Slagelse, 1889-1905 ansat ved Statens lærerhøjskole. 1884 udgav han Bidrag til Dansk Sætningslære, 1889 Dansk Stillære. Sammen med H. Hammer udgav han 1907-14 Dansk Ordbog for Folket.

Familie

Forældre: residerende kapellan i Slangerup, senere sognepræst i Skævinge Frederik Peter Jacob D. (1749-1813) og Anna Margrethe Dahl (1745-1813). Gift 6.8.1819 i Hillerød med Tønnesine Antoinette Langøe, født 4.3.1795 i Kbh. (Frue), død 9.7.1864 i Kbh. (Frue), d. af koffardikaptajn Tønnes L. (1753-94) og Kirstine Clemmensen (1761-1839). - Far til Frederik D. og Hans D.

Ikonografi

Mal. af G. Rump, 1848. Litografi.

Bibliografi

Kilder. Breve i Vor ungdom, 1898 273-309; sst. 1902 633-81 og Pers. hist. t. 5.r. I, 1904 185-231; sst. VI, 1909 99-143 185-207.

Lit. III. tid. 24.1.1864, nr. 226. J. N. Madvig: Livserindr., 1887 60. J. N. Schultz i Fr.borg lærde skoles progr. 1897 XIX-XXII. Hakon Müller i Fra Fr.borg amt, 1930 131-42. Bj. Kornerup: Fr.borg statsskoles hist., 1933.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig