Finnur Jónsson

Finnur Jónsson, 29.5.1858-30.3.1934, nordisk filolog. Født på Akureyri, Island, død på Frbg., urne på Ass. kgd. J.s far var en bekendt autodidakt i hvis samling af bøger og håndskrifter sønnen allerede som barn følte sig hjemme. Familien flyttede 1865 til Reykjavik hvor J. 1872 blev optaget i latinskolen. 1878 kom han som student til Kbh. hvor han studerede klassisk filologi med M. Cl. Gertz og J. L. Ussing som hovedlærere; samtidig gik han til Konràð Gislasons øvelser over skjaldekvad og fik derved en interesse for disse digte der varede hele livet. Allerede halvandet år efter at have taget embedseksamen (i jan. 1883) var J. færdig med en disputats Kritiske Studier over en Del af de ældste norske og islandske Skjaldekvad, som han forsvarede 1884. Efter at Gislason havde taget sin afsked blev J. 1887 docent i nordisk filologi, en stilling som 1898 blev udvidet til et ekstraordinært (1911 ordinært) professorat.

I sin studentertid havde J. udgivet et par sagaer efter håndskrifterne, og da han i en forholdsvis ung alder havde fået en livsstilling som tillod ham helt og holdent at bruge sine kræfter i videnskabens tjeneste tog han fat med en overordentlig energi. Hans særlige arbejdsområde var den islandske – og i tilknytning dertil også den norske – litteratur i middelalderen, men tillige islandsk sprog og kultur, nordisk mytologi m.m. Sin største indsats ydede han som udgiver af middelalderlige islandske værker, og hans arbejde var derved i fremtrædende grad knyttet til de københavnske samlinger af islandske håndskrifter, først og fremmest den Arnamagnæanske samling som han dagligt besøgte. Den langsomhed som i de foregående årtier havde præget det københavnske udgivelsesarbejde blev nu afløst af en sådan fart at såvel de gamle institutioner, Den Arnamagnæanske kommission og Det kgl. nordiske oldskriftselskab som det 1879 stiftede Samfund til udgivelse af gammel nordisk litteratur i J.s tid altid havde nok at bestille.

Tiden fra disputatsen og en snes år fremover var J.s bedste arbejdsperiode. Talrige vigtige udgaver så lyset ved hans hånd; de betydeligste er: Egils Saga. 1886–88, Hauksbók (sammen med Eirikur Jónsson), 1892–96, Heimskringla I–IV, 1893–1901, Landnámabók, 1900, Fagrskinna, 1902–03 og Hrólfs Saga Kraka, 1904. Alle disse udgaver bygger på indgående (om end ikke altid tilstrækkelig grundige) undersøgelser af håndskriftsmaterialet, og de fleste af dem er forsynet med udførlige indledninger, tolkninger af de deri forekommende skjaldevers m.m. Et stort arbejde blev nedlagt i den fototypiske og diplomatiske gengivelse af eddadigtenes hovedhåndskrift, som J. besørgede sammen med L. F. A. Wimmer (1891); fem år efter fulgte en lignende gengivelse af det Arnamagnæanske parallelhåndskrift. Ved siden af de kritiske udgaver fremkom håndudgaver af enkelte hovedværker: Islendingabók, 1887, Eddalieder, 1888–90, Egils Saga, 1894, Snorri Sturluson, Edda, 1900 og Gisla Saga, 1903.

Samtidig med denne vidtspændende udgivervirksomhed skrev J. en mængde afhandlinger i fagtidsskrifterne og udgav sit største originalarbejde, Den oldnorske og oldislandske Litteraturs Historie I–III, 1894–1902. Værket behandler en litteratur der frembyder talrige yderst vanskelige problemer, bl.a. fordi de allerfleste dateringer er usikre, og at skrive dens historie ville i virkeligheden have været en tilstrækkelig livsgerning for en enkelt forsker. Det kan da ikke forbavse at J.s værk ofte savner den grundige fordybelse i problemerne. Det er heller ikke rigt på frugtbare originale synspunkter, og nu, efter årtiers fortsatte granskning, ser man let dets svagheder: den snævre synskreds der næsten aldrig åbner sig ud mod Europa; den overdrevne tillid til den mundtlige (og til gengæld for stor mistillid til den skriftlige) overlevering; fremhævelsen af 1100-årenes litterære virksomhed på 1200-årenes bekostning; en tilbøjelighed til at antage at de bedste skrifter også er de ældste. Værkets store fortjeneste er at man her for første gang fik en udførlig og nøgtern besked om hele litteraturen i sammenhæng, med henvisninger til tidligere undersøgelser, og skønt det ikke kan kaldes velskrevet, mærker man næsten overalt forfatterens varme kærlighed til emnet; kun for enkelte områder, særlig de religiøse skrifter, glipper forståelsen.

Litteraturhistoriens hævdelse af at de fleste Eddadigte måtte antages at være blevet til i Norge gav anledning til en polemik med rektor Björn M. Ólsen i Reykjavik som mente at de først og fremmest var islandske, og påviste at J.s argumentation ikke var holdbar. En anden videnskabelig duel havde J. i 90erne med den nordiske filologis høvding, professor Sophus Bugge i Oslo. Bugge havde fremsat en teori om at den nordiske mytologi i virkeligheden var et konglomerat af klassiske sagn og kirkelige legender som først i vikingetiden var kommet til Norden og var blevet omformet dér. J., som altid var en hader af dristige hypoteser, meldte sig som en bestemt modstander af Bugges lære og angreb den på et af dens mest sårbare punkter: mytologien, således som vi kender den, forudsættes allerede af de ældste skjalde fra 800-tallets første halvdel, og den må således være ældre end vikingetiden. Bugges forsøg på at bevise at disse skjaldevers ikke kunne være så gamle som hævdet af traditionen virkede ikke overbevisende, og hans teorier, som i begyndelsen havde fået adskillig tilslutning, blev efterhånden opgivet af alle. Kampen blev fra begge sider ført på en smuk og værdig måde således at begge parter kunne nedlægge pennen med ære, men eftertiden har i hovedsagen givet J. ret.

Da de store arbejder, Heimskringlaudgaven og litteraturhistorien, var afsluttede begyndte J. af al kraft at forberede et af sine hovedværker, den fuldstændige udgave af skjaldedigtningen. Han havde siden disputatsen gang på gang beskæftiget sig med disse kvad i afhandlinger og udgaver samt i bogen Det norsk-islandske Skjaldesprog, 1901, og trangen til en samlet udgave måtte stadig melde sig med stor styrke, men vanskelighederne var meget store, dels på grund af det brogede og uensartede håndskriftmateriale, dels på grund af den dunkle udtryksmåde og den ofte meget forvanskede tekstform. Arbejdet skred så hurtigt frem at trykningen kunne begynde 1907, og 1915 forelå hele værket færdigt, i fire store bind. To af dem (A-bindene) indeholder digtenes tekst, trykt efter ét af håndskrifterne med afvigende læsemåder fra de andre; i de andre to (B-bindene) gives teksten normaliseret i den efter udgiverens mening oprindelige form, med dansk oversættelse nedenunder. Hertil slutter sig en ordbog til Edda- og skjaldekvad, Lexicon poeticum, 1913–16 der fremtræder som en ny udgave af Sveinbjörn Egilssons værk med samme navn (1860), men ændringerne er så gennemgribende at det snarere må betegnes som et nyt arbejde.

Gennem sine tidligere arbejder havde J. fået ry som den førende autoritet på skjaldekvadenes område, og da han havde fremlagt alle disse spredte digte og digtfragmenter i en samlet udgave med oversættelser samt en dertil hørende ordbog følte man det som om man stod ved afslutningen af en af den nordiske filologis store bedrifter. Det varede imidlertid ikke længe før kritikken begyndte at lyde, og det kan heller ikke nægtes at der i A-bindene, udgavens hoveddel, er visse mangler i plan og udførelse som forringer værkets værdi, og at udgiveren såvel i B-bindene som i ordbogen mange gange optræder som talsmand for tolkninger der er uheldige og principielt betænkelige. Alligevel er det et spørgsmål om denne den mest angribelige og stærkest kritiserede af alle J.s udgaver ikke tillige er den der har haft størst betydning. Blot derved at den samlede hele materialet sammen og benyttede talrige håndskrifter som man ikke havde ænset før betegnede den et overordentligt fremskridt.

Medens disse hovedværker forberedtes eller var ved at udkomme udgav J. talrige andre, bl.a. kortere fremstillinger af litteraturhistorien både på islandsk (Bókmentasaga Islendinga, 1904–05) og på dansk (Den islandske Litteraturs Historie tilligemed den oldnorske, 1907), en kommenteret udgave af Njáls saga (1908), en undersøgelse af de islandske gårdnavne (i Safn til sögu Islands, 1911) og en nordisk mytologi på islandsk (Goðafræði, 1913). I somrene 1907–09 foretog han sammen med kaptajn Daniel Bruun udgravninger på Island der bragte betydningsfulde minder fra den hedenske tid for dagen. Et vigtigt udgiverarbejde der påbegyndtes i disse år er Rimnasafn, en samling af den islandske senmiddelalders episke digtning der udkom i to bind i årene 1905–22 (en ordbog dertil 1926–28). Udgaven af det store kongesagahåndskrift Eirspennill, 1916 bør også nævnes.

Efter afslutningen af Den norsk-islandske Skjaldedigtning og Lexicon poeticum begynder den sidste periode i J.s videnskabelige virksomhed. Hans produktion var også i disse år forbavsende stor, men tillige trådte det hastværk som også tidligere havde sat sig spor i hans arbejder stærkere frem end før. Han holdt som regel fast ved 80ernes og 90ernes problemstillinger og standpunkter, og var lidet tilbøjelig til at revidere sine én gang fremsatte anskuelser. Et eksempel herpå var nyudgaven af den store litteraturhistorie der udkom 1920–24, og som i hovedsagen er et optryk af det gamle værk skønt dette på mange punkter var blevet forældet. De vigtigste udgaver fra dette tidsrum er Konungs skuggsjá. 1920 (dansk oversættelse 1926), Codex Wormianus, 1924, Passiusálmar Hallgrims Pjeturssonar, 1924, Hávamál med kommentar, 1924, Alexanders Saga, 1925, Landnámabók Islands, 1925, Færeyinga Saga, 1927, Gisla Saga, 1929, Islendingabók med kommentar, 1930, Edda Snorra Sturlusonar, 1931, De gamle Eddadigte med kommentar, 1932, Morkinskinna, 1928–32, Olafs saga Trygg-vasonar af Odd Munk, 1932. Det betydeligste originalarbejde er Norsk-islandske Kultur- og Sprogforhold i 9. og 10. Aarhundrede, 1921, væsentligst polemik med forskere der havde regnet med stærk påvirkning fra de keltiske lande. En biografi af Arne Magnusson i A. M.s Levned og Skrifter, 1930 viser klart J.s begrænsning.

J. var en rank og kraftig personlighed som aldrig kendte svig eller rænker, en udpræget rationalist der hadede mystik og religion og foretrak den strengt nøgterne fremstilling fremfor den kunstneriske og åndfulde. Han var jernflittig, og arbejdet skulle gå rask fra hånden; den langvarige, tålmodige syslen med en enkelt opgave tiltalte ham ikke. Han mødte megen anerkendelse; således blev han medlem af Videnskabernes selskab 1898, dr. litterarum islandicarum i Reykjavik 1921, vicepræsident i Det kgl. nordiske oldskriftselskab 1924, æresdoktor i Kiel 1929; på 70-årsdagen modtog han et festskrift med bidrag fra et halvt hundrede fagfæller i alle Nordens lande. Men han mærkede også i de sidste år vinden blæse imod sig fra visse sider, og særlig hans tolkning af skjaldekvad var udsat for skarp kritik. Han lod sig dog ikke bøje, men kæmpede til det sidste med usvækket energi for det standpunkt som efter hans mening var det rigtige.