J.P. Jacobsen, Jacob Peter Jacobsen, 13.12.1869-10.9.1918, filolog, historiker. Født i Ulkær, Sindbjerg sg, død i Vejle, begravet Sindbjerg kgd. J. voksede op på en gammel slægtsgård på Vejleegnen som hans far, der var påvirket af de stærke jyders religiøsitet, havde givet navnet Salemgården. Han gik i Viborg katedralskole 1884–89 hos rektor H. H. Lefolii og havde bl.a. Aage Friis og P. Munch som kammerater. Allerede da udviklede J. sig meget selvstændigt, især ved udstrakt læsning af Ibsen og Kierkegaard. Han blev politisk og religiøst radikal, men bevarede en nær forbindelse med familien hvorom en omfattende brevveksling vidner, og hjalp i lange perioder under faderens sygdom sin mor og den yngre bror, der overtog gården, med dennes drift. Efter studentereksamen 1889 var J. rejst til København hvor han 1896 blev cand. mag. med fransk som hovedfag. Det flg. år vandt han universitetets guldmedalje, var i 1898 på studieophold i Paris og blev dr. phil. 1903. Efter nogle års lærergerning ved flere skoler var J. fra 1903 til sin død sekretær ved Danmarks lærerhøjskole og udførte trods tiltagende sygdomssvækkelse et betydeligt kulturhistorisk forfatterskab.

Den modsætning mellem hjemmets gammeldags bondemiljø og den moderne bykultur som J. oplevede så stærkt, og som yderligere accentueredes ved hans ægteskabsforbindelse med Københavns højeste radikale borgerskab, prægede hans personlighed dybt. Allerede i rusåret påvirkedes han stærkt af Fr. Nietzsche og fordybede sig de følgende år i usædvanlig grad i dennes tænkning, men derudover i det hele taget i tidens europæiske, især franske, kultur- og samfundskritik som de udgivne optegnelser og brevvekslingen med vennen P. Munch viser. Dog forblev J.s filosofiske standpunkt skeptisk, og han overvandt delvis sin patetiske tilbøjelighed med en større sans for humor og folkelig djærvhed. Hertil bidrog hans forskningsemner, og i de senere år en stigende interesse for Grundtvig hvem J. så i en for samtiden helt uortodoks synsvinkel. Med sine værker, artikler og kildeoversættelser, der alle er sprogligt smukke og farvet af hans personlighed, ønskede J. at nå et bredere publikum, en konsekvens af hans stærke sociale engagement. Dette er også hovedinspirationen i J.s forskning der bevidst søgte bag om al "åndsaristokratisk klassekultur" og "dannelsessvindel" ind til den folkedigtning og den slægtsbestemte, lokale og religiøse samfølelse der for ham repræsenterede de egentlige samfundsskabende kulturværdier.

J. begyndte som litteraturhistoriker og blev især kendt som religionshistoriker; men hans sigte var primært at fremstille de store sammenhænge i samfundslivet, opfattet fra hvad man i dag kalder bevidsthedssiden. Fra prisopgaven om fransk farcedigtning før 1600-tallet arbejdede han sig bagud i tid og indad til den kulturhistoriske baggrund i den katolske middelalder som han skildrede i disputatsen Det komiske Dramas Oprindelse og Udvikling i Frankrig før Renaissancen, 1903, fransk udg. 1910. Dette arbejde kan ses som et modstykke til Nietzsches Geburt der Tragödie idet J. her påviser den moderne komedies rod i bibel- og martyrdramaer. Overensstemmelsen og kontinuiteten mellem antikkens "folkelige" og middelalderens "folkekirkelige" forestillinger blev i disse centrale gæringsår J.s hovedinteresse, og hans senere forskning fulgte denne interesse op, i lige grad inspireret af den franske historiker Fustel de Coulanges' analyser af romerske og franske samfundsinstitutioner, og af den tyske filolog Erw. Rohdes studier i græsk psykologi. Den sidste har J. sat et smukt minde i artiklen Et Venskab. Friedrich Nietzsche – Erwin Rohde.

Det ufuldførte hovedværk Manes. De Døde og Menneskelivet I–III. 1914–20, fransk udg. 1924, havde i en kladde undertitlen Studier til det nyeuropæiske Samfundslivs Historie. Manes er romernes navn på de afdødes sjæle som dyrkedes i en gravkult der for J. er det egentlig kulturskabende og samfundsbærende i antikken, og som han fandt bevaret og videreført i det kristne Vesteuropas hovedland Frankrig, mens han anså den kristne dogmatiks indførelse for et betydningsløst overfladefænomen. En særlig side af denne fundamentale dødekult er fællesskabet i dyrkelse af "stormennesker", arkaiske helte og lovgivere eller bisper fra folkevandringstiden, som i live og senere ved deres relikvier, har beskyttet lokalsamfundene; omkring deres kult dannes de socialt betydeligste og mest stabile institutioner hvortil lægekunst, billedkunst osv. er knyttet. Dette hovedaspekt havde J. allerede fremstillet i essayet Heros og Helgen, 1913. I Manes III som blev udgivet posthumt af vennen Niels Møller, nåede J. dog kun frem til 400-tallet, og den senere franske og europæiske samfundsudviklings centrering om kirker og klostre står nu kun skitsemæssigt antydet i hans bidrag til "Folkenes Historie" om den ældre middelalder, og til "Verdenskulturen" om det franske samfund i 16- og 1700-tallet hvoraf især det sidste der skildrer den folkelige traditions sammenbrud er originalt og dybt personligt. I sine indledninger til de omhyggeligt udførte oversættelser af Widukinds Sachserkrønike, 1910, og Gregor af Tours' Frankerkrønike, 1911–18, og udgaver af Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede I-111, 1915–17 har J. behandlet særlige sider af den store helhed med sin egen diskrete varme.

J. afviste at bygge på sammenlignende antropologi og folklore; hans metode er stringent filologisk-historisk og bygger på indtrængende læsning af indskrifter og, ofte lidet kendte, litterære tekster. Derfor er hans dokumentation oftest uangribelig mens konklusionerne i samtiden vakte stor modsigelse. J.s kompromisløse og undertiden paradoksale udtryksform er imidlertid altid semantisk velovervejet, fx når han gennemførte glosen "folkelig" i stedet for "hedensk", og afvisningen af det konventionelle kulturbegreb er blottet for romantik – han angreb samtidens dialektdigtning som bagstræb og eventyrdigtning som umoralsk. Skønt forfatterskabet står uafsluttet hører det dog til de betydeligste inden for 1900-tallets danske humanisme, og rummer indsigter som den internationale forskning kun delvis har tilegnet sig.

Familie

Forældre: gårdejer Hans J. (1817–92) og Nielsine Christensen (1830–1911). Gift 9.7.1903 i Kbh. (b.v.) med Elisabeth Rubin (Lis J.), født 29.1.1882 i Kbh. (Mos.), død i 8.6.1961 i Hellerup, d. af kontorchef, senere nationalbankdirektør Marcus R. (1854–1923) og Kaja Davidsen (1854–1909).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i J. P. J.: Afhandl, og artikler, 1919. – Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1904 116f. J. P. J.: En ungdomsbrevveksl. mellem P. Munch og J. P. J. 1889–1901, udg. Lis Jacobsen og Holger Brøndsted I-11. 1962. Samme: Religionshist. brevveksl., samme udg., 1964. – Vilh. Grønbech i Hist. t. 9. r. I, 1919 244f. Samme i Nord. t. for vetenskap, konst och industri, Sth. s.å. 133–38. Niels Møller i Tilskueren XXXVII, 1920 I 119–27. P. Nørlund i Ord och bild XXX, Sth. 1921 65–71. P. Engelstoft i Elers' kollegium 1641–1941, red. J. C. Christensen, 1942 247f. P. Munch: Erindr. I, 1959. J. Prytz Johansen i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XI, 1979. – Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig