Lis Jacobsen

Lis Jacobsen, Elisabeth (Lis) Jacobsen,  29.1.1882-18.6.1961, nordisk filolog. Født i Kbh. (Mos.), død på Lucasstift., Hellerup, begravet i Sindbjerg. J. voksede op i et velsitueret embedsmandshjem og i et intellektuelt miljø med mange kulturelt betydende og indflydelsesrige personligheder, som med åbent blik for hendes evner og fremsynethed i mange tilfælde i tiden fremefter støttede den meget initiativrige unge forsker. Efter at have taget studentereksamen (1900) fra N. Zahles skole og det følgende år filosofikum fortsattes uddannelsen med lærerindeeksamen fra N. Zahles seminarium (1903), men en kortvarig skoleundervisning blev snart (1904) afløst af et universitetsstudium der i 1907 bragte hende universitetets guldmedalje i nordisk filologi (Naar og hvorledes har det fællesnordiske Sprog spaltet sig i forskellige Grene) og 1908 magistergraden. Allerede to år senere (1910) forsvarede hun for doktorgraden sit sproghistoriske hovedværk, Bidrag til det danske Rigssprogs Historie. I. Lydhistorie. Arbejdet, hvis hovedtesis er at det ældre kancellisprog er grundlaget for rigsskriftsproget, betegnedes som første del af en påtænkt behandling af "det danske Rigssprogs Historie fra det ældste Skriftsprogs Tid til Nutiden" omfattende "Lydenes, Ordenes og Sætningsbygningens Udvikling". Når denne plan ikke blev realiseret skyldtes det at J. gennem bl.a. disputatsen blev klar over de manglende forudsætninger: tilvejebringelse af brugbare tekster og (igen på basis heraf) opslagsværker, ordbøger og monografier. Dette blev for J. i alle rige arbejdsår det centrale krav, som måtte konkretiseres, og som hun i 1911 – efter opfordring af Kristian Erslev – sammen med Carl S. Petersen skabte et nyt hjemsted for ved oprettelse af et udgiverselskab. Dette selskab, der fik navnet Det danske sprog- og litteraturselskab, stiftet 29.4.1911, og for hvilket J. var formand til 1931 og derefter administrator til 1951, blev det mest omfattende og varigste vidnesbyrd om hendes indsats i dansk sprog- og litteraturforskning (Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Fyrretyve års virksomhed, 1951). Selv havde hun for Universitets-jubilæets danske samfund påtaget sig udgivelse af Peder Palladius' danske Skrifter hvis første bind udkom 1911–12 og sidste, femte bind 1925–26. I arbejdet med tilrettelæggelse af publikationer, valg af videnskabelig medhjælp og kontrol samt økonomisk støtte osv. var J. den utrættelige forhandler og organisator. Og store opgaver meldte sig snart. Igennem mange år havde Verner Dahlerup arbejdet på en større nydansk ordbog, og 1909 havde forlaget Gyldendal ladet et prøvehæfte trykke. Imidlertid viste det sig umuligt for Dahlerup at gennemføre den oprindelige plan, og 1915 blev selskabet af undervisningsministeriet og direktionen for Carlsbergfondet – efter samråd med Dahlerup – opfordret til at påtage sig opgaven. Trods betænkeligheder påtog J. sig sammen med cand.mag. H. Juul-Jensen at reorganisere ordbogsarbejdet og trykke en lærebog for redaktørerne (Redaktionsregler, 1917 og Tillæg. 1920). Ordbog over det danske Sprog udkom derefter i 28 bind i tiden 1919–56 under ledelse af H. Juul-Jensen indtil dennes død 1949. J. redigerede kun et mindre afsnit i bind III. Blandt de mange store publikationer som selskabet under J.s ledelse påtog sig skal nævnes Diplomatarium Danicum (fra 1938 og fremefter under forskellige redaktører) og den sideløbende danske oversættelse: Danmarks Riges Breve der giver ikke-fagspecialister adgang til udnyttelse af det righoldige stof.

Så vidtspændende og igangsættende J.s virke end var er det dog hendes runeforskning og de videnskabelige resultater heraf der vil bevare hendes navn inden for filologiens vingård. Som student i lære hos L. F. A. Wimmer fik hun hans tilladelse til at gøre indholdet i Wimmers store værk tilgængeligt i en sammentrængt og handelig form, og denne "Haandudgave ved Lis Jacobsen" udkom 1913 og blev ved sin fortræffelige tilrettelæggelse i de følgende årtier den almindeligt benyttede håndbog i faget. For J. selv blev en anmeldelse af Årups Danmarks Historie I, 1925, hvori Erik Arup byggede på Wimmers tolkning af ordet "Landmand" som landbruger indledning til en lang række afhandlinger og selvstændige publikationer: Sjælle-Stenen, 1927 (Festskrift til Kr. Erslev), Sædingestenen, 1929 (i Svenskevældets Fald), Nye Runeforskninger, 1931, Eggjum-Stenen, 1931, Evje-Stenen og Al-stad-Stenen, 1933, Forbandehesformularer i nordiske runeindskrifter, 1935, m.m. Formålet var en ny samlet udgave af alle runekilder, og ved samarbejde med cand.mag. Erik Moltke, der især havde dyrket fotograferingen som skulle afløse ældre tegninger, lykkedes det med støtte fra Carlsbergfondet under besættelsen 1941–42 at afslutte og udgive storværket Danmarks Runeindskrifter ved Lis Jacobsen og Erik Moltke under medvirkning af Anders Bæksted og Karl Martin Nielsen, omfattende dels et tekstbind med alle indskrifterne samt ordbog og sagleksikon, og et atlas med alle fotografierne. Samtidig udkom en lommeudgave med alle tekster. Senere har J. kun en enkelt gang beskæftiget sig med runerne i afhandlingen Rokstudier, 1961 (Arkiv for nordisk filologi) som hun kun nåede at se i korrektur kort før sin død.

Endnu ind i det sidste årti var foretagsomheden trods svigtende syn, der dog blev genvundet ved operation, usvækket, således at nye forskningsområder blev gjort levende. Allerede 1946 havde J. taget initiativet til at tilvejebringe et realleksikon som afløser af samlingsværket Nordisk Kultur (påbegyndt 1931), og 1956 udkom første bind af det i 1979 afsluttede fællesnordiske værk: Kulturhistorisk Leksikon for nordisk Middelalder med J. som administrator indtil 1957 og derefter medlem af det danske præsidium. 1952–53 tilrettelagde J. redaktionen af en nydansk håndordbog: Nudansk Ordbog (redaktør Erik Oxenvad, 10. udg. 1979), og endelig var hun ophavsmand til og leder af udgivelsen af Synonymordbogen med Allan Karker som redaktør (1957,7. udg. 1980).

J. elskede at udforske livet og kulturens stade bag om ordene, og gennem hele forfatterskabet lyser en række studier eller "epistler" op, snart (især under besættelsen og landflygtigheden) som kronikker i dagbladene, snart som selvstændige publikationer (som eksempler: Kvinde og Mand. 1912, Sprogets Forandring, 1912 (efter Axel Kock: Om Språkets forandring), Fremad -til Hjem og Børn, 1932, Fru Nikolajsen i Sverige, 1946 (sammen med fil.mag. Sten Malmström), Silkebogen I–II. 1949–50, Pakkenellike, 1955 (sammen med Ada Bruhn Hoffmeyer)) eller større samlingsarbejder: Dansk Sprog, 1927, Tolv Epistler, 1928.

J. var medstifter af flere faglige sammenslutninger, således ud over de ovenfor nævnte: Dansk selskab for oldtids- og middelalderforskning, 1934 Udgiverselskab for Danmarks nyeste historie (DNH), 1959 og Sydslesvigsk kultursamfund, 1950 ligesom hun også havde en væsentlig andel i forberedelserne til oprettelse af Dansk Sprognævn. Hun kunne i samarbejdet være meget krævende og udsætte medarbejderen for svære prøvelser, men det skyldtes at hun selv gik fuldt og helt ind for sagen og dens løsning, den hun anså og sansede som den eneste selvfølgelige. Hun fik da også på forskellig vis stor påskønnelse, blev indvalgt i fremmede lærde selskaber, fik et festskrift (Runer og rids) på 70-års dagen og samtidig den svenske Vasaorden samt Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademiens fortjanstmedalj i guld, 1958.