N.C. Kall

N.C. Kall, Nicolai Christopher Kall, 25.9.1749-4.10.1823, filolog. Født i Kbh. (Frue), død sst. Efter at være blevet undervist privat kom K. i 1762 til latinskolen i Randers hvorfra han 1765 dimitteredes til universitetet. 1768 blev han alumne på Borchs kollegium, og januar 1769 blev han teologisk kandidat. 1771 blev han dekan ved kommunitetet hvor han markerede sig som modstander af den formalisme og det ordgyderi som de til kommunitetsbespisningen forbundne disputereøvelser havde udartet i. Samtidig studerede han orientalske sprog, og han tog 1775 magistergraden, dengang den højeste grad i det filosofiske fakultet, hvorefter han påbegyndte en studierejse til Göttingen, Wien, Rom og Paris. I 1776 blev han udnævnt til faderens efterfølger som professor i orientalske sprog ved universitetet, en stilling han dog først tiltrådte efter at han med udgangen af 1777 var vendt hjem fra udlandet. Hans stilling var i de første år ulønnet hvorfor han januar 1778 udnævntes til kommunitetsprovst, en stilling han beklædte indtil han i begyndelsen af 1781 opnåede et af de fast aflønnede professorater med sæde i konsistorium. Sit professorat i orientalsk filologi bestred K. til sin død med omhu, men uden, såvidt det kan skønnes, at udvise større originalitet. Efter tidens skik underviste han dels offentligt, dels privat mod særskilt betaling, og han varierede sin undervisning ved i disse to rækker skiftevis at give grundundervisning i orientalske sprog og forelæsninger over udvalgte dele af Det gamle testamente. Men det er værd at bemærke at han ikke i hele sin karriere benyttede sig af muligheden for at få undervisningsfritagelse.

Sin egentlige indsats ydede K. imidlertid inden for universitetets styre og administration. Han var efter tur rektor 1792–93 og 1804–05, men mere vigtigt er det at han 1784 blev en af de to inspektores quæsturæ som i dette år introduceredes som et mellemled mellem konsistorium og universitetets daglige regnskabsførelse. I denne egenskab udførte han et kolossalt arbejde hvad de bevarede arkivalier efter universitetets regnskabsvæsen vidner om. Overalt finder man hans smukke og karakteristiske håndskrift som spor efter hans ihærdige arbejde. Han var den af professorerne der gennemså regnskaberne, kontrollerede bilag, deltog i det store kommissionsarbejde som bl.a. landboreformerne medførte for universitetet, var formynder for sine afdøde kollegers umyndige børn, og var i det hele taget det praktiske bindeled mellem den akademiske verden og det daglige livs realiteter. At universitetets regnskabsvæsen i 1805 brød sammen kan ikke lastes K., som systemet var indrettet måtte det før eller senere ske, men han har, hvad atter arkiverne viser, sin store del af æren for at der blev etableret en ny og mere hensigtsmæssig ordning. K. var ikke den store videnskabsmand, og efter lektionskatalogerne at dømme holdt han sig i sin undervisning hele sit liv inden for de én gang afstukne rammer, omend der ikke er grund til at tvivle på at han i hele sin lange embedsperiode samvittighedsfuldt passede sin undervisning, men han var sit universitet en nidkær tjener når det gjaldt dets materielle velfærd, og hans indsats på dette område skal ikke undervurderes.