P.K. Thorsen

P.K. Thorsen, Peder Kristian Thorsen, ved dåben Christian, 28.10.1851-23.8.1920, filolog. Født i Sejerby på Sejerø, død i Horsens, begravet i Ballerup. Efter konfirmationen kom T. til søs som skibsdreng og kok, blev derefter møllersvend hjemme på Sejerø, kom 1872 på Gedved seminarium hvor han drev dialektstudier blandt sine (især jyske) kammerater, tog 1875 lærereksamen og blev privatlærer i Kisum ved Skive hvor han hørte det rene vestjyske mål omkring sig, 1877 andenlærer i Pedersker på Bornholm hvor den helt afvigende østdanske dialekt vakte hans interesse. På Bornholm lærte han sig også sprog som tysk og latin, under sommerferiekursus i Kbh. tillige oldnordisk. "Mit Liv skal herefter være viet Sprogstudiet", skriver han på denne tid i et af sine breve. 1881 afbrød han virksomheden som folkeskolelærer og rejste tilbage til Kbh. hvor han tog studentereksamen 1883. Med Vilh. Thomsen, Ludv. Wimmer og Karl Verner som sine universitetslærere forberedte han sig til magisterkonferens i nordisk filologi (mag.art. 1890), samtidig med at han i en talrig kreds af fagfæller (F. Dyrlund, Dines Andersen, Chr. Blinkenberg, Axel Olrik, Kr. Nyrop, Otto Jespersen) og som alumne på Valkendorfs kollegium (1887–92) ansporedes til og modnedes i sprogvidenskabelig forskning. Med understøttelse på finansloven og fra Carlsbergfondet og med forskellige småindtægter som lærer på sommerferiekursus, som udgiver af Såbys retskrivningsordbog (fra 4. udg. 1904) m.m. levede T. i Kbh. (fra 1907 med bolig i Ballerup) et frit studieliv, uden nogen embedsgerning, med en originals beskedne fordringer, arbejdende spredt, men ihærdigt, om end tidligt hæmmet af en sygdom (sukkersyge) der i stadig tiltagende grad nedsatte hans arbejdsevne.

Dialektstudierne afsatte arbejder som Bidrag til nørrejysk Lydlære, 1886 der rummer det blandt jyder indsamlede dialektmateriale, og Sprogarten på Sejerø, 1894, en fyldig og på intimt kendskab hvilende skildring af fødeøens mål, T.s dialektologiske hovedarbejde. Hertil slutter sig en række større eller mindre afhandlinger om bornholmsk, mønsk og navnlig sønderjysk, ofte med sprogteoretiske betragtninger og indgående behandling af de kulturelle og historiske udviklingsvilkår. En dybtgående og original undersøgelse af forholdet mellem vestjysk og østjysk findes i Gedved seminariums jubilæumsskrift 1912 under titlen Den berømteste Dialektgrænse i Danmark. – Allerede før midten af 1890erne havde T. dog ladet dialektstudierne træde i baggrunden for et historisk studium af rigssproget og sprogteoretiske betragtninger der førte ham til et meget selvstændigt, kritisk syn på sprogvidenskabens metoder og resultater, med fremhævelse af de helt forskellige vilkår, hvorunder "primær" (umiddelbar) og "sekundær" sprogtilegnelse finder sted – hos hhv. børn og voksne. Skønt hans skepsis over for de gængse sprogvidenskabelige teorier og metoder var stærkere end hans tro på selv at have fundet de nye og rette hævdede han sine standpunkter og sin kritik med en styrke og ensidighed der til en vis grad isolerede ham i fagkredsen, men som ved hans æggende, næsten græsk-klassiske samtaleform virkede ansporende og vækkende på yngre fagfæller hvem han altid redebon søgte at føre frem til selvstændig iagttagelse og vurdering. Den sprogteoretiske del af T.s studier vil man navnlig møde i afhandlingerne Glidning og spring i sprogomdannelsen, 1894 og Sprogforandringer, 1909, i festskrifter henholdsvis til Vilh. Thomsen og Ludv. Wimmer. En menneskealder igennem arbejdede T. på en stort planlagt ordbog der skulle rumme vort sprogs ord – især de ganske almindelige og nu brugelige – fra deres første litterære fremtræden og med deres tidligste brug og betydning, og som således skulle vise vort litteratursprogs opståen og udvikling, især i tidsrummet 1500–1700. Spredt virksomhed på flere felter og tiltagende sygelighed sinkede dette arbejde hvis bevarede resultater kun blev store seddelsamlinger der nu (sammen med en del breve) findes i Det kgl. bibliotek. En betydelig samling efterladte breve, der udgaves efter hans død, giver mere levende end afhandlingerne et billede af den gamle sokratiske sprogfilosof, den fine og vise almuemand, den ærlige og djærve sandhedssøger og sandhedssiger.