Herman Møller

Herman Møller, Martin Thomas Herman(n) Møller (Moeller), 13.1.1850-5.10.1923, sprogforsker. Født i Hjerpsted, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). M. var født i en dansktalende egn, men allerede 1851 blev hans far sognepræst i Kejtum på Sild. Opvæksten i Kejtum og på Halligen Oland (1861-64) fik den største betydning for M. Han blev således fra sin tidligste barndom fortrolig med "fire germanske idiomer" (dansk rigsmål, højtysk, nedertysk og nordfrisisk), og han har selv meddelt at dette forhold meget tidligt vakte hans interesse for sprogsammenligning. 1867 blev han student fra Flensborg og fik i de følgende år hele sin universitetsuddannelse i Tyskland. Hans studiefag var klassisk filologi og historie som han dyrkede i Kiel, Leipzig (hos Georg Curtius), München og Berlin. Det var af vigtighed for hans fremtidige udvikling, at han 1872 tog et flerårigt ophold i sit hjem for at skrive en nordfrisisk grammatik. Dette førte ham ind på et selvstudium af samtlige oldgermanske dialekter, og da han 1874 genoptog universitetsstudierne var det som germanist, i Breslau og Leipzig, hvor han 1875 blev dr. phil. på afhandlingen Die palatalreihe der indogermanischen grundsprache im germanischen. Efter et nyt, toårigt ophold i sin fars præstegård, nu i Ketting på Als, habiliterede han sig 1878 i Kiel (Epenthese von k-lauten im germanischen ...) i sammenlignende grammatik med særligt henblik på germansk, og han forelæste i de følgende år over et vidtstrakt område (latinsk, slavisk, engelsk, frisisk, tysk sproghistorie). 1883 søgte M. det efter L. H. F. Oppermanns død ledige docentur i tysk ved Kbh.s univ., skønt han havde gode chancer for at få et professorat i Kiel; han blev s.å. beskikket som normeret docent, og var professor i germansk filologi 1888-1921.

M. skrev foruden enkelte mindre afhandlinger to bøger som beskæftiger sig med den oldgermanske digtning, Das altenglische volksepos in der ursprünglichen strophischen form 1-11, 1883 og Zur althochdeutschen alliterationspoesie, 1888. Begge bøger arbejder med en konjekturalkritik der ud fra en dengang – særlig i Tyskland – almindelig fremgangsmåde foretager betydelige rettelser og omstillinger af den overleverede tekst, som forsøger at udskille forskellige oprindelige digte, retter ud fra bestemte metriske teorier osv. Selve metoden er ret ufrugtbar og kan næppe føre til blot nogenlunde sikre resultater, men da M. anvender den med stor skarpsindighed og omfattende lærdom, kan han give værdifulde bidrag til forståelsen af enkelte tekststeder. Både i disse bøger og i en række afhandlinger og anmeldelser kommer M. ind på problemer vedrørende de germanske stammers historie i de første århundreder af vor tidsregning.

M.s egentlige felt var imidlertid den sammenlignende sprogvidenskab. Foruden de to ovennævnte akademiske skrifter har han i en række afhandlinger og meget udførlige recensioner givet værdifulde bidrag til den germanske og indoeuropæiske lyd- og formlære; syntaksen lå ham fjernere, og det gælder også for disse sproglige arbejder at han snarere prøver på en konstruktiv løsning af vanskelige enkeltproblemer – karakteristisk nok ofte i fodnoter eller ekskurser – end på en samlet fremstilling af et emne. Han blev aldrig færdig med sin første store plan, den nordfrisiske grammatik; men en del af det meget omfangsrige efterladte materiale, der viser M. som en særdeles dygtig iagttager af de nuancerige frisiske dialekter, er blevet udgivet 1938 (af Peter Jørgensen (1899-1970): Nordfriesische Beiträge. Aus dem Nachlass Hermann Møllers). -1893 blev M. indviklet i en polemik med L. F. A. Wimmer angående de sønderjyske Vedelspangstene. M. havde ret i sin kritik af et bestemt vigtigt punkt i Wimmers argumentation, mens Wimmer i det store og hele havde draget de rigtige historiske konklusioner. M.s egentlige livsværk var helliget et forsøg på at bevise slægtskab mellem den indoeuropæiske og den semitiske sprogæt. Tidligere påstande om en sådan sammenhæng havde været lette at afvise, da de byggede på løse enkeltheder. M. arbejdede med et uhyre omfangsrigt materiale fra begge sproggrupper og opstillede det systematisk med faste lydkorrespondancer; vigtig er fremfor alt påvisningen af, at der hverken i lydsystemet eller i ordenes oprindelige form foreligger principielle forskelligheder. Hovedværkerne er Semitisch und Indogermanisch, 1906 og Indoeuropæisk-semitisk sammenlignende Glossarium, 1909, i udvidet form Vergleichendes indogermanisch-semitisches Wörterbuch, 1911; desuden findes der fra M.s hånd adskillige vigtige afhandlinger om dette emne. M.s teorier er blevet modtaget gunstigt af nogle betydningsfulde sprogforskere, andre har stillet sig kritisk afventende, mens atter andre har afvist dem blankt. Alle har været enige om at anerkende M.s mægtige arbejdsindsats, hans skarpsindige lærdom og konstruktive fantasi. – Som universitetslærer var M. meget ensidig i emnevalg og -behandling, han læste kun nødig over tekster yngre end Luther. Han havde vanskeligt ved at komme i personlig kontakt med sine studenter, men den beundring og agtelse, hans elever nærede for ham, gav sig flere gange synligt udtryk. – 1892 blev M. medlem af Videnskabernes selskab; desuden var han medlem af videnskabernes selskab i Göttingen og af akademiet i Bologna.