Jørgen Bloch, 16.4.1839-10.1.1910, sprogforsker. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet på Frbg. B. blev student 1857 fra Borgerdydskolen på Christianshavn, cand. phil. 1858, studerede først teologi, siden nordisk filologi under N. M. Petersen men tog ingen embedseksamen. 1870 ansattes han i Kongerigets arkiv som assistent, blev 1885 fuldmægtig og var 1889–1909 arkivsekretær i Rigsarkivet. Han udgav for arkivet Rentekammeret 1660–1848, 1892, Finansarkiverne 1660–1848, 1900 og Stiftamtmænd og Amtmænd 1660–1848, 1895. Særlig betydning for B. fik svogeren Svend Grundtvig hvis medhjælper han blev bl.a. ved den store udgave af Danmarks gamle folkeviser. Sammen med ham og efter hans død alene udarbejdede B. sit hovedværk, et vældigt håndskrift i atten kvartbind og tre folio-bind indeholdende (med normaliseret retskrivning) samtlige kendte opskrifter af færøske folkeviser med tilhørende færøsk ordbog (eksemplar i Dansk folkemindesamling i Det kgl. bibliotek, afskrift i Norsk folkemindesamling, Oslo). B. var ikke alene en fin kender af ældre nordisk litteratur men også nøje fortrolig med dansk litteratur- og personalhistorie i 1700-tallet; især følte han sig tiltalt af den Bernstorff-Schimmelmannske kreds hvis kultur, sværmeriske hjertelag og begejstrede pligtfølelse stod hans eget væsen nær. I "Museum" udgav han en del af sine rige materialsamlinger vedrørende dette tidsrum, bl.a. En Brevveksling fra Struenseetiden, Brevveksling fra Aug. Hennings' Rejse i Jylland 1779, To miskendte Venner m.m. Endvidere udarbejdede han en fuldstændig ordsamling til alle Holbergs værker, et håndskrift på et par tusinde sider i folio, samt ordsamlinger vedrørende N. F. S. Grundtvigs skrifter. Sidstnævnte to leksikalske arbejder er efter B.s død blevet udnyttet i den store danske ordbog. B. var en hjælpsom, myreflittig og grundlærd mand; i stilhed har han ved sine imponerende flidsarbejder ydet videnskaben meget vigtige tjenester.

Familie

Forældre: manufakturhandler Christen Laurits Georg B. (1799–1884) og Oline Sofie Frederikke Hadsund (1814–46). Ugift.

Udnævnelser

R. 1898. DM. 1909.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

V. Dahlerup i Berl. tid. 15.4.1909. A. Olrik i Danmarks folkeminder VI, 1910 60. – Saml. i kgl. bibl. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig