C.F. Tietgen, Carl Frederik Tietgen, 19.3.1829-19.10.1901, bankdirektør. C.F. Tietgens far stammede fra en holstensk slægt, moderen der i sit femtenårige ægteskab fødte ti børn hvoraf kun C.F. Tietgen og tre søstre overlevede hende, stammede fra et odenseansk håndværkermiljø, men blev ved forældrenes tidlige død opdraget hos herrnhutiske slægtninge i Christiansfeld. Hun døde da C.F. Tietgen var 12 år. C.F. Tietgen gik i Odense realskole og blev 1843 sat i lære hos Chr. Jürgensen, indehaveren af Odenses største manufakturhandel. Da han var færdiguddannet ønskede han at komme til udlandet. Via direktøren i Fyens Disconto Kasse L. Bierfreund kom han i forbindelse med Erhard Hald fra det danske Manchester-firma Hald & Rahr og traf i efteråret 1848 aftale med ham om en plads i Manchester. Om læreårene i Odense vides kun lidt fra C.F. Tietgens egne erindringer, nedskrevet fra omkring 1890. C.F. Tietgen fremhæver selv den indflydelse den erfarne bogholder hos Jürgensen George Colding havde på ham. 31.1.1848 rejste C.F. Tietgen fra Odense for via Hamburg, Ostende og London at tiltræde sin plads i Manchester. I dette dynamiske center for den blomstrende økonomiske liberalisme opholdt han sig i de næste fem år, afbrudt af rejser dels i den engelske provins, dels til Nordtyskland, Danmark, Sverige og Norge. Hald & Rahr drev kommissionshandel med alle slags produkter.

Heller ikke årene i Manchester har C.F. Tietgen beskrevet nærmere. Men man kan formode at han har suget praktisk viden og sprog til sig for at komplettere de kundskaber han havde fået i Odense. De måtte forekomme mangelfulde i sammenligning med den viden han fandt eksempelvis hos sine tyske jævnaldrende, som opholdt sig i Manchester og som var udgået fra de tyske handelsgymnasier med en betydeligt større teoretisk ballast. Efter eget udsagn abonnerede C.F. Tietgen på det ugentlige Bankers' Magazine, hvis indflydelse kan spores i de par artikler han sendte hjem til Fædrelandet 1852–53 om bank og toldforhold. I maj 1853 forlovede C.F. Tietgen sig under et ophold i Danmark med Laura Charlotte Jørgensen, barndomsveninde og datter af hans fars fætter. Forlovelsen var utvivlsomt medvirkende til at han i jan. 1855 vendte tilbage til Danmark og nedsatte sig som selvstændig grosserer i Kbh. under firmanavnet C.F. Tietgen & Co. med det store handelshus J. P. Suhr som nabo på Gammeltorv. Manchester-årenes betydning for C.F. Tietgen er vanskelige at opgøre nøjagtigt. Men opholdet har utvivlsomt været stærkt stimulerende og fået forholdene i det endnu lavsprægede Kbh. til at fremtræde som en voldsom kontrast. C.F. Tietgens virksomhed i Kbh. bestod i at være dansk repræsentant for Hald & Rahr og eksportør af danske produkter. Omfanget af denne grossistvirksomhed betegnede han senere i sine erindringer som "ret betydeligt", men statistiske angivelser heraf findes ikke. Det synes dog tilstrækkeligt til at han i aug. 185 i kunne gifte sig og flytte ind i Nørregade.

C.F. Tietgens virksomhed som grosserer blev kortvarig. Tilfældigheder var med til at ændre hans bane. 1855 trådte tekstilfabrikant J. Salomonsen i betalingsstandsning. Som kuratorer i boet indtrådte den indflydelsesrige grosserer M.G. Melchior, overretsprokurator J.L. Simonsen og C.F. Tietgen som repræsentant for storkreditoren Hald & Rahr, Manchester. C.F. Tietgens indsats under bobehandlingen 1856–57 vakte storgrosserernes opmærksomhed. Det fik betydning da man i foråret 1857 skulle vælge direktion til den nystiftede bank der gennem et års tid havde været under forberedelse i Kbh. Initiativtagerne var en række af Grosserersocietetets mest fremtrædende medlemmer, blandt dem Melchior, A.N. Hansen, E. le Maire, D.B. Adler, M. E. Hannover, O.B. Suhr og C.A. Broberg. Da Privatbanken 1.5.1857 formelt blev stiftet med en aktiekapital på 2 mio. rdl. udpegede initiativtagerne justitsråd N.U. Fugl og den kun 28-årige C.F. Tietgen som direktører fra 1.7. – den sidste tilsyneladende som kompromiskandidat og efter at han var blevet eksamineret om bankforhold af Broberg og de andre stiftere.

Privatbanken begyndte sin aktivitet på Amagertorv 2.11. netop som den internationale krise nærmede sig København. Krisen var en pengekrise ovenpå de foregående års højkonjunktur med stærkt udvidede vekselkreditter som vanskeligt kunne afvikles. Det skabte likviditetsmangel, forstærket ved den rekordstore høst og faldet i kornpriserne. Fra USA og England bredte krisen sig til kontinentet og Hamburg – de danske provinsbankers og handelshuses kreditcentrum. Kreditrationering blev indført af den konservative nationalbank for ikke at overskride grænsen for seddeldækningen. Diskontoen – både Nationalbankens og den private – steg til rekordhøjder. 1.12. bad Grosserersocietetet finansministeriet og Nationalbanken om 1–2 mio. rbd. til midlertidige udlån til de trængte handelshuse og fik foreløbigt 1 mio. 5.12. anmodede Grosserersocietetet om yderligere 3 mio. rdl. og fik 1,5. Da var krisen blevet meget værre. Bankierhuset H. Pontoppidan i Hamburg var i store likviditetsvanskeligheder og havde 3.12. anmodet Nationalbanken om øjeblikkelig økonomisk støtte for at undgå et sammenbrud, der ville ramme en række danske provinsbanker og handelshuse. Pontoppidans anmodning var i princippet allerede blevet accepteret af finansministeriet og nationalbanken, da C.F. Tietgen 7.12. rejste til Hamburg på Grosserersocietetets anmodning for at vurdere huset Pontoppidans økonomiske situation. Også C.F. Tietgens vurdering var positiv, og han kom til at spille en væsentlig rolle da krisen skærpedes yderligere. Regeringen besluttede at stille yderligere 3 mio. rbd. til rådighed som lån til det betrængte handelsliv. Pengene skulle komme fra de midler der var indgået i den nyoprettede Øresundsfond som kompensation for den gamle sundtolds afskaffelse. Men midlerne fandtes i sterlingveksler, ikke i kontanter. Det lykkedes nu C.F. Tietgen at få tilstrækkelig mange af disse midler omvekslet til kontanter i løbet af få dage, selv om Privatbanken ikke lå inde med så mange rede penge. Han satsede på at det dels ville tage tid at behandle så mange låneansøgninger på én gang, dels at kontanterne fra de udbetalte lån hurtigt ville vende tilbage til banken. C.F. Tietgens beregninger holdt stik. Nationalbankens, finansministeriets og Privatbankens handlinger under krisen 1857 er af Sv. Aa. Hansen blevet betegnet som "en pengepolitisk indsats over en bred front og efter helt moderne retningslinjer". For C.F. Tietgen personligt og Privatbanken betød indsatsen under krisen et gennembrud. Den fjernede en betydelig forhånds-skepsis.

Med C.F. Tietgen som ledende kraft ekspanderede Privatbanken voldsomt frem til 1873–74, da banken havde fået konkurrence af de to nystiftede institutter, Landmandsbanken 1871 (nu Den Danske Bank) og Kjøbenhavns Handelsbank 1873. Samtidig nåede den internationale lavkonjunktur Danmark. 1872 lå de private bankers indlån på 13,2 mio. Heraf var de 11.7 mio. i Privatbanken der også stod som landets største diskonter af veksler. Nationalbanken havde siden 1857 gradvis begrænset sin rolle til centralbankens, dvs. som pengeinstitutternes bank. Privatbanken startede som traditionel deposito-bank, efter britisk mønster, dvs. med opbevaring af værdier på kontokurant hvor kunden både kan skylde og have penge til gode, på foliokonti, hvorigennem kontoindehaveren kan lade alle sine betalinger ske, og på indlånskonti hvor pengene deponeres på tid med opsigelsesfrist og højere rente. C.F. Tietgen indførte checksystemet og ville også introducere kassekreditten Men det modsatte hans bestyrelse (bankrådet) sig. Fra begyndelsen var Privatbanken en stærkt centraliseret bank med C.F. Tietgen som centrum og kun få filialer, heraf ingen uden for Kbh. Det hævnede sig senere i konkurrencen med Landmandsbanken der bl.a. på grund af sin ekspansive filialpolitik i 1870'erne hurtigt overhalede Privatbanken og blev landets største bank. I 1860'erne skabte C.F. Tietgen hurtigt kontakt til det internationale kapitalmarked og forhandlede både danske og svensk-norske statslån. Denne aktivitet bragte C.F. Tietgen og Privatbanken i et konkurrenceforhold til en af dens stiftere, storbankieren D.B. Adler der 1866 udtrådte af bankrådet og senere blev hovedmanden i grundlæggelsen af Handelsbanken 1873.

Privatbankens vækst og succes i disse første 15 år fremgår dels af stigningen i aktiekapitalen, dels af udbytterne. Aktiekapitalen øgedes fra 2 til 6 mio. rdl. Udbytterne svinger mellem 5,5 og 11 pct. Men aktiekapitalens størrelse der ikke på noget tidspunkt var mindre end 35 pct. af passiverne stillede store krav til forrentningen. Sammen med den almindelige internationale udvikling var det medvirkende til at C.F. Tietgen efter midten af 1860'erne lod Privatbanken skifte karakter. Fra at være en udpræget deposito-bank blev den nu også en "Gründerbank" eller en "Crédit Mobilier", dvs. en bank der går aktivt ind i selskabsgrundlægelser, aktieemissioner og langtidsinvesteringer, fx i jernbaner. C.F. Tietgen var hovedmanden i denne hektiske udvikling. Det afspejledes formelt i hans stilling som bestyrelsesformand i næsten alle de selskaber han stiftede i den store Gründerperiode 1865–73. 1865 stiftedes Danske Søfartsselskab og Kryolith Mine og Handels Selskabet, 1866 Det Kjøbenhavnske Sporvognsselskab og Det forenede Dampskibs Selskab (DFVS), 1868 Det dansk-norsk-engelske Telegrafselskab og det dansk-russiske som begge i juni 1869 sammen med norsk-britiske telegrafselskab blev til Det Store Nordiske Telegraf-Selskab med aktiekapital på 3,6 mio. rdl. 1870 fulgte så den dristige dannelse af China & Japan Extension-Telegraf-Selskab med en aktiekapital på £ 600.000 svarende til 5,4 mio. rdl. og aktiviteter i Rusland, Sibirien og det fjerne Østen. Febr. 1872 forenedes de to Store Nordiske selskaber til ét med en samlet aktiekapital på £ 1,5 mio. svarende til 13,5 mio. rdl.

1872 kulminerede selskabsdannelserne. Før Store Nordiske-fusionen havde C.F. Tietgen allerede i jan. grundlagt E. Z. Svitzers Bjergningsentreprise A/S og Burmeister & Wain A/S. I april fulgte De danske Sukkerfabrikker, i okt. De danske Cikoriefabrikker, og i nov. Det københavnske Byggeselskab. Denne bølge af selskabsgrundlæggelser sluttede 1873 med Tuborgs Fabrikker der omfattede bryggeriet, et glasværk samt en gødnings- og svovlsyrefabrik i tilknytning til havneudvidelsen i Hellerup. 1874 gik C.F. Tietgen og Privatbanken ind i anlægget af Esbjerg havn. I disse år oprettede C.F. Tietgen og Privatbanken mere end et dusin aktieselskaber med en samlet aktiekapital på 26–27 mio. rdl. Hertil skal lægges C.F. Tietgens og Privatbankens jernbanearrangementer. C.F. Tietgen søgte fra midten af 1860'erne at samle hele det danske jernbanenet under ét driftsselskab, ledet af ham selv og Privatbanken. Bestræbelserne mislykkedes. Men C.F. Tietgen og banken var aktive dels i anlægget af den nordvestsjællandske bane fra Roskilde til Kalundborg, dels i udbygningen af jernbanerne på Lolland-Falster med planlagt hurtigforbindelse til Hamburg via Femern.

Den økonomiske baggrund for C.F. Tietgens og Privatbankens livlige aktiviteter 1865–73 var utvivlsomt de gunstige økonomiske konjunkturer med en kraftig stigning i værdien af danske animalske landbrugsprodukter. 1873 var landbrugsproduktionen 40% mere værd end 1865. Disse år var C.F. Tietgens blomstringsår hvor han lagde en imponerende dynamik for dagen og stod på toppen af sin karriere. 1874 nåede virkningerne af den internationale økonomiske krise – den store depression – til Danmark. Konjunkturskiftet ramte især C.F. Tietgen og Privatbanken med de mange nystiftede virksomheder. De fleste havde ikke overstået de uundgåelige begyndervanskeligheder. Derfor blev perioden frem til 1880 en række prøvelsens år for C.F. Tietgen der måtte kæmpe både for sit eget, Privatbankens og de nye selskabers økonomiske liv. Han var ikke selv uden skyld i vanskelighederne. Med krisen afsløredes gradvis svagheden ved de foregående års hektiske ekspansion, især svagheden ved Tietgen-selskabernes flagskib Store Nordiske, nemlig det utilstrækkelige finansieringsgrundlag. Opbygningen 1869–72 af dette store multinationale selskab med så politisk-diplomatisk ømfindtlig en aktivitet som international telegrafkommunikation til så forskellige lande som England, Frankrig, Sverige, Norge, Finland, Rusland, Japan og Kina havde været en kraftpræstation. Den strakte småstaten Danmarks økonomiske og politiske ressourcer ud over de naturlige grænser. Den havde kun været mulig ved mobilsering også af udenlandsk, især britisk kapital og med politisk-diplomatisk støtte fra kongehuset, den russiske zarfamilie og fra den danske, den russiske og den britiske regering, især i det fjerne Østen.

Da krisen skærpedes blev det vanskeligere at skjule virkningerne af at China & Japan Extensions dannelse 1870 og fusionen af de to selskaber 1872 med en kraftig kapitaludvidelse var finansieret under specielle omstændigheder. Reelt var tegningen af de 5,4 mio. rdl. aktier i China & Japan Extension selskabet slået fejl i jan. 1870. Der var tale om væsentlig undertegning bl.a. som følge af britisk sabotage. Derfor havde C.F. Tietgen og hans medstiftere måttet tegne sig for betydelige beløb og lade Privatbanken engagere sig med millionbeløb i Store Nordiske. Uden tvivl lettedes beslutningen om dette engagement af det forhold at fire af Store Nordiskes stiftere også sad i Privatbankens bankråd. Til de økonomiske vanskeligheder medvirkede desuden at udlægningen af kablerne i det fjerne Østen 1870–71 var blevet væsentligt dyrere end budgetteret, bl.a. på grund af fabrikationsfejl. For at få dækning for de underskud der opstod som følge af den fejlslagne aktietegning og overskridelserne på anlægsbudgettet for at få afsat de aktier Privatbanken havde måttet engagere sig i, og for at bane vejen for den senere fusion satte C.F. Tietgen i april 1871 en hausse-spekulation i Store Nordiske aktier i gang på Kbh.s børs og koordinerede den med kursudviklingen på Londons børs hvor Store Nordiskes aktier også blev noteret. Ved en elegant gennemført transaktion med omhyggelig kurspleje og diskret spil på dagspressen blev aktiekursen for det europæiske Store Nordiske selskabs aktier i de næste ni måneder sparket op fra 111 rdl. (for en 90 rdl. aktie = £ 10) til 144 rdl. Kursen på China & Japan selskabets aktier steg i samme periode fra pari på 90 rdl. til 118. Det var til netop de kurser C.F. Tietgen på forhånd havde beregnet at fusionen skulle finde sted i febr. 1872. Derefter faldt kurserne brat, da C.F. Tietgens kurspleje holdt op. C.F. Tietgen og Privatbanken slap ud af de øjeblikkelige økonomiske vanskeligheder. Men de vendte voldsomt tilbage.

Hovedofret i denne hausse-spekulation, der foreløbig reddede C.F. Tietgen og Privatbanken, blev i første omgang en kbh.sk grosserer Svend Petersen. Han havde – utvivlsomt med C.F. Tietgens vidende – engageret sig kraftigt i spekulationen. Petersen havde købt telegrafaktier på tid og afbetaling og reelt fået sine storkøb finansieret ved lån og en bemærkelsesværdigt stor vekselkredit i Privatbanken. Det gik godt så længe kurserne steg. Da kursfaldet på Store Nordiske aktier i foråret 1872 satte ind, fik Petersen stigende besvær ved at indfri sine økonomiske forpligtelser. I sept. gik han til C.F. Tietgen i Privatbanken og bad om hjælp for at undgå betalingsstandsning og konkurs. C.F. Tietgen lod en undersøgelse sætte i gang. Den viste at Petersen var engageret i telegrafaktier for godt 2,3 mio. rdl. eller mere end en femtedel af den udstedte aktiekapital. For at undgå et totalt sammebrud af Store Nordiskes aktiekurs valgte C.F. Tietgen at holde Svend Petersens spekulation hemmelig. C.F. Tietgen lod Privatbanken indløse hans pantsatte aktier og satte hele hans forretning under diskret administration af Leopold Damm – bror til C.F. Tietgens meddirektør i banken P.N. Damm. C.F. Tietgen håbede på denne måde at vinde tid og gradvis at få afsat de mange aktier.

Af væsentlig betydning for C.F. Tietgens handlemåde var det at Privatbanken endnu lå inde med ca. 10.000 usolgte Store Nordiske aktier til en pålydende værdi af 900.000 rdl., og at yderligere aktier for 2.250.000 rdl. skulle udbydes på Børsen i sommeren 1873. Det lykkedes tilsyneladende C.F. Tietgen at få afsat disse aktier til pari. Men derefter sank kursen på Store Nordiske. Reelt påvirkede dette kursfald Privatbankens status, men ikke formelt. Aktiverne på hans status, dvs. i hovedsagen telegrafaktierne, blev i de næste år kunstigt pustet op og opført til kurser der lå væsentligt over de virkelige børskurser. Det skete for at regnskaberne kunne udvise størst mulig dækning for Privatbankens tilgodehavende. 1874 stillede C.F. Tietgen på eget initiativ betydelige midler til rådighed for banken for at sikre den mod yderligere tab på Svend Petersen-engagementet, efterhånden som Store Nordiskes og også Privatbankens aktiekurs faldt. På bankens regnskab blev der fra 1875 foretaget afskrivninger på telegrafaktierne, men ikke tilstrækkeligt til at modsvare tabene i virkeligheden. Der blev manipuleret med regnskaberne. Rygterne svirrede i dele af dagspressen og i den lille kbh.ske finansverden om den mørklagte affære. Privatbanken var i krise. Tydeligt sås det af udviklingen i indlån og kursen på bankens aktier. 1874–77 halveredes indlånene fra 22,4 mio. kr. til 11,2, mens kursen på bankens aktier dalede fra 137,5 til 64. Disse nedgange var langt større end i Landmandsbanken og Handelsbanken der også var ramt af den almindelige økonomiske krise. 1878 kom oppositionen mod C.F. Tietgen åbent frem på Privatbankens generalforsamling. Men den var dårligt tilrettelagt og blev let tilbagevist af Broberg som formand. Bankrådet tvang dog i juli 1878 C.F. Tietgen til at sælge de resterende 13.000 af Svend Petersens telegrafaktier til et fransk konsortium. Salget skete til en kurs der lå væsentligt over den samtidige børskurs. Dermed var oppositionens afgørende angrebspunkt mod C.F. Tietgen væk. Svend Petersen-affæren 1872–79 berøvede for altid Privatbanken dens position som landets førende bank. Privatbanken tabte mindst 3,7 mio. kr. på affæren, hvortil skal lægges de ukendte beløb som C.F. Tietgen stillede til dens rådighed af sine private midler formentlig i erkendelse af et personligt ansvar De 3,7 mio. kr. udgjorde 72 pct. af bankens samlede tab i de første 25 år af dens eksistens.

Først fra 1880 da Svend Petersen-affæren var forbi genoptog C.F. Tietgen de udadvendte initiativer med nye selskabsgrundlæggelser der havde været karakteristiske i ekspansionsårene 1865–73. Med udgangspunkt i Store Nordiskes virskomhed i Kina siden 1870 og dets samarbejde med de kinesiske myndigheder søgte C.F. Tietgen fra 1880 at udvide selskabets og sine egne aktiviteter i Kina der var et udviklingsområde med store muligheder. Det skete på telegraffeltet, ved forsøg på at bygge jernbaner, formidle statslån og tilbyde levering af moderne skibe der bl.a. tænktes bygget på B.&W. 8.6.1881 skaffede C.F. Tietgen Store Nordiske monopol på Kinas telegrafforbindelser med udlandet for 20 år og en fortrinsstilling ved opbygningen af et indenlandsk kinesisk landlinjenet. Koncessionen var rettet mod især Store Nordiskes partner og rival i Kina, det britiske Eastern Extension Telegraph Co., hvis kabler via Hongkong, Singapore, Indien, Suez og Middelhavet var en konkurrerende linje til Store Nordiskes forbindelse til Europa via Japan, Vladivostok, Sibirien, Rusland og Østersøkablet. Siden 1870 havde de to selskaber diskret arbejdet sammen og delt overskuddene efter hemmelig aftale, selv om de officielt fremstod som konkurrenter. Samtidig søgte C.F. Tietgen at få overdraget koncessioner på anlæg af jernbaner i Kina og at yde statslån. Han tilbød 1881 og 1883 kineserne lån på £10 mio., dvs. 180 mio. kr., over 20 år til 6% rente.

I statslånssagen var C.F. Tietgen og Privatbanken bakket op af fransk kapital, primært af Banque de Paris et des Pays-Bas. Men det var C.F. Tietgens hensigt også at udnytte sine gode personlige forbindelser på kapitalmarkederne i Tyskland og England. Den grundlæggende tanke bag disse stort anlagte ekspansionsplaner var, at kineserne – med C.F. Tietgens egen formulering – "vilde sætte Priis paa at have med en Nationalitet at gjøre, som hverken kan eller vil plage dem med diplomatiske Indblandinger, Krigsskibe eller Lignende". C.F. Tietgens storstilede planer blev modarbejdet af næsten alle vestlige nationer med diplomatisk repræsentation eller interesser i Kina, især af briterne. C.F. Tietgen og Store Nordiske måtte efter seks års kamp 1886 endeligt opgive monopolet og genoptage det intime samarbejde i fuldt omfang med det britiske selskab. Da havde både det danske udenrigsministerium, det britiske Foreign Office og den kinesiske administration været involveret i striden sammen med de vestlige handelsinteresser i de kinesiske traktathavne.

Herhjemme genoptog C.F. Tietgen 1881 selskabsdannelserne. Med fagmanden C.A. Olesen som teknisk-praktisk leder gennemførte C.F. Tietgen dannelsen af De danske Spritfabrikker med en aktiekapital på 3 mio. kr. Det var en sammenslutning af en række af de godt 200 brændevinsbrænderier der eksisterede i Danmark. Dermed forstærkedes den koncentrationstendens der havde været i gang inden for spritfabrikationen op gennem 1800-tallet og som fortsatte frem til efter første verdenskrig. 1882 overtog C.F. Tietgen også Det internationale Bell Telefon Selskab i Kbh. og omdannede det til Kjøbenhavns Telefon Aktie Selskab (KTAS) med en foreløbig aktiekapital på 500.000 kr. 1883 samlede han kalkgruberne og stenværkstederne ved Fakse i ét selskab, Fakse Kalkbrud, med en aktiekapital på 2 mio. kr. Den sidste større selskabsdannelse C.F. Tietgen deltog i, var dannelsen af De Forenede Bryggerier 1891 med en aktiekapital på 6 mio. kr. Derimod var han ikke tilstrækkeligt interesseret da kaptajn H.N. Andersen på hjemmebesøg fra Siam 1892 og 1893 opsøgte ham sammen med direktør I. Glückstadt fra Landmandsbanken for at drøfte nye danske initiativer i det fjerne Østen.

C.F. Tietgen var heller ikke interesseret i etableringen af frihavnen som han modarbejdede. Da frihavnen 1894 blev realiseret og Østasiatisk Kompagni 1897 dannedes, var det uden C.F. Tietgens og Privatbankens medvirken – og kun med Landmandsbankens. Var C.F. Tietgen i 1880'erne mindre aktiv end tidligere som selskabsgrundlægger, så gik han til gengæld ind i det politisk-organisatoriske arbejde som han tidligere havde skyet, bortset fra fire år som borgerrepræsentant i Kbh. fra 1861. 1880–81 var han hovedmanden i den såkaldte børsopposition mod ministeriet Estrup og især dets erhvervspolitik der hæmmede flere af Tietgen-selskaberne fx DFDS og sukkerfabrikkerne. Børsoppositionen samlede i foråret 1881 4661 underskrifter på børsadressen med anmodning om nedsættelse af told- og skibsafgifter og større indflydelse til Grosserersocietetet på erhvervslovgivningen. Oppositionen smuldrede hurtigt og fik ingen varig virkning. C.F. Tietgen afslog flere gange at lade sig vælge til rigsdagen. Derimod accepterede han 1885 hvervet som formand for Grosserersocietetets komité og s.å. desuden formandsposten i Handels- og kontoristforeningen, ligesom han blev formand for De Brockske handelsskoler. C.F. Tietgen arbejdede fra 1880'erne på at få oprettet et handelsdirektorat under indenrigsministeriet, på (med Grosserersocietetet) at skabe et fællesorgan for det store danske erhvervsliv og at få gennemført en toldreform med nordisk toldunion. Men på dette politisk-organisatoriske felt satte hans indsats ingen varige spor.

I december 1894 blev C.F. Tietgen under et ophold i Paris ramt af en mindre hjerneblødning. Han kom sig aldrig helt efter den, selv om han fortsatte sit arbejde i Privatbanken frem til maj 1896. Så blev han for alvor syg og måtte trække sig tilbage fra alle poster. Sine sidste år tilbragte han som æresformand for Privatbanken og rekonvalescent, om sommeren på sin lystejendom Strødam ved Hillerød, om vinteren i lejligheden i Kronprinsessegade 32 (nu Davids Samling), eller ved Rivieraen. Forinden havde han 1894 oplevet indvielsen af Frederikskirken (Marmorkirken), formentlig et af hans livs højdepunkter. Den barnløse C.F. Tietgen havde 1874 købt kirkeruinen med tilhørende grunde af staten for 200.000 kr. med forpligtelse til at færdiggøre en kirkebygning inden ti år. Den var tænkt som en kbh.sk katedral for grundtvigianismen – den kirkeretning C.F. Tietgen og hans hustru havde sluttet sig til. På grund af sine økonomiske besværligheder og de private midler han måtte stille til rådighed for Privatbanken som følge af Svend Petersen-affæren kunne han ikke overholde tidsfristen. Men han fik udsættelse og 1894 var kirken færdig efter F. Meldahls tegninger. Den havde kostet knap 1,4 mio. kr., hvoraf C.F. Tietgen som følge af indtægter ved grundsalg og betydelige gaver kun kom til at betale knap 450.000 kr. af egen lomme. Kirken blev indviet i overværelse af kongeparret der senere på dagen var til middag i C.F. Tietgens hjem. Det var også i Marmorkirken at den officielle sørgehøjtidelighed i anledning af C.F. Tietgens død fandt sted 25.10.1901.

C.F. Tietgen er en at de få finansfolk af det store internationale format Danmark har fostret – muligvis den eneste. Grundlaget for hans enestående indsats i dansk erhvervsliv var hans utrolige arbejdsevne parret med stillingen som direktør i Privatbanken og den opbakning han fik fra de kbh.ske storkøbmænd der stod bag den. Banken, dens apparat og de midler C.F. Tietgen som direktør fik adgang til, blev de instrumenter han efter udenlandsk forbillede udnyttede i hele sin aktivitet og i alle de mange selskaber. Det var sammen med folk som C.A. Broberg, O.B. Suhr, M.G. Melchior, L.P. Holmblad, E. le Maire og R. Puggaard m.fl. – af hvilke de fleste også sad i de nye aktieselskabers bestyrelser. Til disse pengefolk kom en række specialister som C.F. Tietgen med sikker sans udvalgte og placerede på nøgleposter. Det gjaldt fx kemikeren Julius Thomsen (kryolitselskabet), ingeniøren G.A. Hagemann (sukkerfabrikkerne), telegrafteknikeren C.L. Madsen (telegrafselskaberne og KTAS), farmaceuten C.A. Olesen (spritfabrikkerne), søofficeren E. Suenson og fagdiplomaten J.F. Sick (begge i Store Nordiske). Til denne specielle Tietgen-kreds kom hans gode forbindelse til kongehuset, for hvilket han lejlighedsvis fungerede som finansiel rådgiver, og hans nære forhold til bestemte ministre i skiftende regeringer frem til Estrups 1875, af hvis ministerium fire var medlemmer af Handelsbankens bestyrelse. Særlig tæt var C.F. Tietgens forhold til W. Raasløff der som krigsminister 1866–70 samtidig var på C.F. Tietgens hemmelige lønningsliste med 5000 rdl. pr. år, C.A. Fonnesbech og Fritz Tobiesen.

C.F. Tietgens indsats lå først i opbygningen af den infrastruktur og det kommunikationssystem der var forudsætningen for udviklingen af handelen og den tertiære sektor. Sporveje, jernbaner, skibsfart med faste inden- og udenlandske ruter samt telegraf- og telefonforbindelser blev opbygget. Dernæst satte C.F. Tietgen ind på områder hvor ny teknologi var under udvikling. Det gjaldt kryolitten, glas-, soda- og gødningsfabrikation, sukkerfremstilling fra roer og næsten alle de moderne kommunikationsmidler. Endelig arbejdede C.F. Tietgen på områder som var strategisk forbundne: når man havde et stort rederi som DFDS med mange dampskibe, var det fornuftigt også at have et skibsværft som B & W, et selskab som Svitzers Bjergningsentreprise samt at gå ind i færdiggørelsen af Esbjerg havn der skulle stå for udskibningen af landbrugseksporten til England på DFDS-bådene. Opbygningen af et bryggeri som Tuborg gjorde det i teorien naturligt også i tilknytning hertil at starte fabrikation af flaskeglas, gødning og svovlsyre. Endelig lå C.F. Tietgens indsats i indførelsen af nye organisations- og finansieringsformer herhjemme. Aktieselskaber med det begrænsede ansvar indførtes i praksis af C.F. Tietgen. Hans opbygning af store enheder med begrænsning af konkurrencen på markedet og større kapitalstyrke, undertiden ved omdannelse og sammenslutning af ældre eksisterende virksomheder betød også en nyskabelse herhjemme. Hertil kom C.F. Tietgens til tider virtuose brug af fondsbørsen og aktiespekulationen med diskret anvendelse af tidens medier. Det var også nyt i Danmark. C.F. Tietgen var ikke den originale fornyer og selvstændige tænker. Han var den fremragende praktiske formidler af ideer og metoder som han med sin brede internationale orientering og perfekte kundskaber i engelsk, tysk og fransk havde hentet i det store udland som han berejste adskillige gange om året. En forudsætning for hans virksomhed var at de ultraliberalistiske tilstande herhjemme tillod metoder og dobbeltstillinger som først langt senere blev begrænset af en regulær aktieselskabs- og banklovgivning. C.F. Tietgen var den første moderne kapitalist her hjemme af det store internationale format der opbyggede et uformelt imperium med sig selv og sin bank i centrum. – Etatsråd 1867. Gehejmeetatsråd 1888. Gehejmekonferensråd 1898.

Familie

C.F. Tietgen blev født i Odense, døde i Kbh., og er begravet i Lyngby.

Forældre: snedkermester og klubvært Johan Friederich Tietgen (1798–1868; gift 2. gang 1843 med Johanne Marie Bardram, 1806–52) og Barbara Christine Wulff (1802–41). Gift 8.8.1855 i Vejstrup, Gudme hrd., med Laura Charlotte Jørgensen, født 16.11.1835 på Tiselholt, Vejstrup sg., død 31.8.1917 på Strødam ved Hillerød, d. af proprietær Carl Ulrik Jørgensen (1804–61, gift 2. gang 1842 med Ane Hansine Maren Møller, 1813–46) og Sophie Birgitte Møller (1805–40).

Udnævnelser

R. 1864. DM. 1869. K.2 1871. K.1 1873. F.M. 1. 1874. S. K. 1892.

Ikonografi

Træsnit af H.P. Hansen, 1871, i samme type i litografi af I. W. Tegner, 1872, med oplysning om at forlægget er et foto fra 1867–68; Efter dette flere træsnit og litografier. Karikatur i Punch 1875 og 1878. Buste af V. Bissen, 1882, relief af samme. Afbildet på træsnit afbanket 1882. Karikatur 1884. Mal. af P.S. Krøyer. 1892 (Fr.borg), hertil flere tegn. (sst.; St.mus.; Kgl.bibl.), en karton (De forenede Bryggerier) samt en gentagelse 1907 (DFDS). Træsnit 1892. Medalje af S. Lindahl, 1894. Afbildet på Krøyers mal. Fra Kbh.s børs, 1895 (børs-bygn., Kbh.). Træsnit af A. Bork, 1896, Efter foto, og af H.C. Olsen, 1898. Mal. af Carl Thomsen, 1899 (Fr. borg), afbildet med hustru i vogn på mal. af samme. Min. af H.C. Vantore ca. 1900. Medalje af Lindahl, 1901. Relief på gravstenen (Lyngby kgd.). Buste af Viggo Jarl, 1902, buste af Martin Nyrop (Kbh.s rådhus). Udkast til monumenter af L. Brandstrup, Thod Edelmann, Aksel Hansen og Jul. Schultz. Buste af L. Brandstrup, 1903 (Privatbanken; 1929 Børsen). Statue af Rasmus M. Andersen, 1904 (nu Skt. Annæ plads, Kbh.), originaludkast hertil (Varde mus.). Statuetie af L. Brandstrup (Fr. borg), udst. i bronze 1906 Statue af Viggo Jarl på sokkel af S. Risom (1908 Kgs. have, Odense), et fragment udst. 1909. Albiidet med hustru på epitafium af Johs. Kragh (Gadevang k.) og på epitafium af N. Skovgaard, 1921 (Frederikskirken), i gips 1920 (Grundtvigs højskole Fr.borg). Radering af I. Borchert, 1929. Relief af A. Bundgaard, 1932 (det da. studenterhus i Paris; DFDS). Foto. - Mindesten ved Strødam.

Bibliografi

C.F. Tietgen: Erindr og optegn., udg. O.C. Molbech, 1904 (delvis optr. fra Kbh.s børstid. maj 1891). – Børsen 20.10., 25.10., 30.10. og 31.10.1901. Dannebrog 20.10., 22.10. og 23.10. s.å. København 20.10. 21.10. og 25.10. s.å. Nationaltid 20.10. s.å. Emil Levy i Politiken 20.10. s.å. Herman Bang sst. 23.10. s.å. Vort land 20.10., 22.10. og 24.10. s.å. Berl. tid. 21.10. s.å. A. Peschcke-Køedt i III. tid. 27.10. s.a. F. Meldahl i Architekten IV, 1901–02 21 f. H. Fritsche: C.F. Tietgen. Mindetale i Sth.s köpmansklubb 1901, 1902. Jacob Marstrand: C.F. Tietgen, 1902 (3. udg. 1929; særtryk af Den da. højskole II, 1902 241–376). Jul. Schovelin: Privatbanken i Kbh. 1857–1907, 190". Samme: Fra den da. handels renæssance I-II, 1924 Samme: Tidens hjul og Tietgen 1857–97, 1929. Johs. Werner: Børsen, 1915. Samme: Gedalia og hans forfædre, 1933. A.F. Krieger: Dagbøger III-VIII, 1921–43. Borsen 19.3.1929. Johs. Lehmann: C.F. Tietgen, 1929. Marius Vibæk: C.F. Tietgen og hans samtid. Den unge Tietgen, 1929. Samme: Krisen i 1857, udg. Jens Vibæk, 1943. Rich. Willerslev: Studier i da. industrihist. 1850–80, 1952 (reproudg. 1978). Einar Cohn: Privatbanken i Kbh. 1857–1957 I-II, 1957–58. Kn. Erik Svendsen og Sv. Aage Hansen i Dansk pengehist., red. E. Hoffmeyer I, 1968. Sv. Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danm. I, 1972. Ole Lange: Finansmænd, stråmænd og mandariner. C.F. Tietgen, Privatbanken og Store nordiske, 1978. Samme: Partnere og rivaler. C.F. Tietgen, Eastern extension og Store nordiske, 1980. Birgit Nüchel Thomsen: Industrielle foretagere på Tuborg 1873–85, 1980. – Papirer i Rigsark. Breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig