Hans C. Christiansen, Hans Christian Christiansen, 11.11.1906-30.9.2001, civiløkonom, lic.merc. Hans C. Christiansen blev født i Sydslesvig og fik sin første uddannelse som bankmand i Flensborg og Altona. 1924 flyttede han til Danmark hvor han først havde bankansættelse, men derefter var i forskellige virksomheder indtil han 1947 blev direktør i provinshandelskammeret og derefter 1956-76 for Den kgl. grønlandske handel. Sideløbende med det praktiske arbejde gennemførte han studier ved Handelshøjskolen: HD 1933, cand.merc. 1937, lic.merc. 1959 og ph.d. 1988.

Hans C. Christiansen skrev en række handelsvidenskabelige afhandlinger og var 1941-49 lektor i forretningsorganisation ved Handelshøjskolen. Hans C. Christiansens indsats ligger især på to områder: hans virke som talsmand for den større provinshandel under efterkrigstidens restriktioner og disses afvikling, og som leder af KGH under den stærke modernisering af selskabet. Han var af væsen en stilfærdig, intellektuel type der i kraft af ro og sagkundskab opnåede betydelige resultater under arbejdet i provinshandelskammeret og navnlig var i stand til at forlige modsætningerne mellem de gamle etablerede virksomheder og de nye importører der efter krigen havde vanskeligt ved at opnå de eftertragtede importtilladelser.

Da Hans C. Christiansen 1956 overtog ledelsen af KGH var selskabet netop kommet ind i en periode med mange nye udfordringer. 1950 var monopolhandelen blevet ophævet, og på samme tid satte de politiske bestræbelser for en modernisering af Grønland ind. Hans C. Christiansens brede indsigt i erhvervslivet, hans forståelse og interesse for den grønlandske befolknings særlige vilkår og hans åbenhed over for nye metoder og rationel drift gjorde ham til en sikker leder i overgangsperioden. Han fortsatte som direktør til 1976. Desuden var han medlem af Ernæringsrådet for Grønland 1956-76.

Foruden de handelsvidenskabelige arbejder bidrog Hans C. Christiansen til "Danmarks kultur ved år 1940" og Traps 5. udg. (Grønland XIV, 1970).

Familie

Hans C. Christiansen blev født i Harreslev, Hanved sogn.

Forældre: landarbejder, senere gårdbestyrer Asmus C. (1874-1950) og Christine Margaretha Ohlsen (1883-1955). Gift 17.8.1935 i Kbh. (b.v.), 18.8.1935 i Harreslev k. med korrespondent Edith Emilie Marie Pedersen, født 10.7.1911 i Kbh., d. af skomagermester, senere skotøjsfabrikant Emil P. (1865-1940) og Ane Marie Petersen (1872-1962).

Udnævnelser

R. 1953. R.1 1961. K. 1974.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. C. C. i KGH-orientering, jubilæumsnr. 16.5.1974 13-19. - Børsen 7.11.1966. Berl. tid. 5.11.1976. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig