Dansk Biografisk Leksikon

Iver Poulsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Iver Poulsen,  3.5.1906-6.2.1972, dyrlæge, politiker. Født i Lemvig, død i Kjellerup, begravet Hørup kgd. Efter folkeskolen udlærtes P. som møbelsnedker og var på håndværkerhøjskole 1924-25, men besluttede så at søge en videregående uddannelse. Han tog præliminæreksamen fra Kornmod i Silkeborg 1926, gik på Statens og hovedstadskommunernes studenterkursus i Kbh. 1926-27 og tog eksamen som dyrlæge fra landbohøjskolen 1933. Som praktiserende dyrlæge virkede han i Kjellerup til 1954 og var derefter overdyrlæge ved eksportslagteriet, eksportmarkedet og mælkekontrollen i Kjellerup, desuden formand for Kjellerup sundhedskommission 1939-48. Sit politiske virke indledte han som sognerådsmedlem i Kjellerup en periode i 1940erne og sluttede sig til Knud Kristensens kritik af venstres deltagelse i grundlovsændringen 1953. Han var medstifter af partiet de uafhængige s.å. og efterfulgte 1955 Knud Kristensen som formand for partiet. Ved septembervalget 1953 opstillede han for de uafhængige i Viborg amt til det første folketingsvalg under den nye grundlov, men opnåede ikke valg. 1957 var han opstillet i Kjellerup-kredsen og var valgt her 1960-66 da de uafhængige ikke opnåede repræsentation i folketinget. Som landsformand for partiet og som formand for folketingsgruppen repræsenterede P. i nært samarbejde med ingeniør Ib Adam Rimstad en ultrakonservativ politik på yderste højre fløj. Han havde sine meningers mod og tog skarpe og kompromisløse standpunkter. Han fremsatte dem dog ikke på udfordrende eller sårende vis, men i en egen tilforladelig form der virkede ganske godt i en forsamling og måske især på TV-skærmen. En nedarvet og dybt forankret tillid til det bestående og det forgangne hos ægte konservative naturer gav han næring og styrke. Da det ikke bar partiet længere end til 1966 frarådede han at partiet deltog i valget 23.1.1968 og lod sig ikke opstille. Hans vurdering havde som baggrund 1968-valgets stærke opgør mellem socialdemokrater, SF og VS på den ene side, radikale, venstre og konservative på den anden side. I den styrkeprøve blev der ikke plads for de uafhængige, skønnede han, og fik ret. Partiet opnåede kun 14 360 stemmer. Da dets hovedbestyrelse vedtog at videreføre partiet fratrådte P. 4.2.1968 som formand.

Familie

Forældre: lærer, borgmester Niels Jensen P. (1874-1941) og Kirstine Andreasen (1878-1957). Gift 27.4.1934 i Hørup med Gerda Marie Knudsen, født 11.10.1909 i Kjellerup, d. af dyrlæge Niels Peder K. (1882-1969) og Anne Marie Pedersen (1878-1940).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

I. P. i Kristeligt dagbl. 5.2.1964. – Tage Mortensen i Berl. tid. 3.5.1966. Torben Meyer sst. 7.2.1972.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger i
Bøger app

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Iver Poulsen
Iver Poulsen
1906-1972, dansk politiker og dyrlæge. Iver Poul ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
ultrakonservativ
(lat. ultra- + konservativ ), yderliggående konse ...Artikel i Den Store Danske
Lemvig
by i Hardsyssel, Vestjylland; ca. 30 km nordv ...Artikel i Den Store Danske
præliminæreksamen
(1. led af fr. préliminaire 'indledende, forberede ...Artikel i Den Store Danske
folketingsvalg
valg til Folketinget, som ifølge Grundloven s ...Artikel i Den Store Danske
Kjellerup
(1425 Kiellerup , af kilde og -torp 'udfl ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HLars
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki