Niels K. Jerne, Niels Kaj Jerne, 23.12.1911-7.10.1994, immunolog, læge. Født i London. J. havde sin skolegang og sin opvækst i Holland, hvortil familien var flyttet, da han var knap tre år gammel, og hvor faderen som ekspert i køleteknik var blevet direktør (og senere indehaver) for store kølehusanlæg; Forældrene, begge af vestjyske slægter, bevarede dansk som talesprog i hjemmet, og J. voksede derfor op som to-sproget og beherskede dansk og hollandsk ligeligt. Han blev student i Rotterdam i 1928, studerede i nogle år naturvidenskab ved universitetet i Leiden, men flyttede i midten af 1930erne til København. Det var først som 27-årig, at han besluttede sig til at studere medicin ved Kbh.s univ. Fra 1943 fik han ansættelse som deltidsassistent ved standardiseringsafdelingen, Statens seruminstitut, og ansættelsen her fortsatte efter at han var blevet cand.med. i 1947. Tilknytningen til denne afdeling førte til et samarbejde med mikrobiologen Ole Maaløe, afdelingens forstander. Især var J. optaget af teoretiske problemer vedrørende måling af difteriantitoxin, og han udførte omfattende studier af den toxinneutraliserende virkning af antitoxiske sera, hvilket førte til disputatsafhandlingen A study ofavidity 1951. I dette vigtige immunologiske arbejde påvises det, at de antistoffer, den dyriske organisme danner som svar på indførelsen af fremmed antigen (toxin) har en varieret evne til at danne faste komplekser med antigenet, og at denne bindingsevne – aviditeten – tiltager efter gentagne påvirkninger af dyret med det samme antigen. Allerede i disse arbejder kom J.s betydelige evner som eksperimentator og usædvanlige sans for den matematiske beskrivelse af biologiske fænomener for dagen. Den udtalte tilbøjelighed for den eksakte molekylårbiologiske analyse fik utvivlsomt næring, ikke kun ved samarbejdet med Maaløe, men også fordi laboratoriet i 1950ernes begyndelse blev et samlings- og arbejdssted for en række fremtrædende molekylarbiologer. Blandt disse kan nævnes Hans Noll, Gunther Stent og James Watson, ligesom der var en nær forbindelse med kredsens store skikkelse, Max Delbrück i Pasadena, Californien. På dette tidspunkt var studiet af bakterievirus kommet i forgrunden for den molekylære biologi, og J. begyndte nu at studere antistofdannelsen mod bakteriofager og inaktiveringen af disse med specifikke antistoffer. Også her fandt han for anti-bakteriofag-antistofferne en tiltagende "goodness of fit" i løbet af immuniseringen, hvilket utvivlsomt medvirkede til hans begyndende "darwinistiske" opfattelse af anti-stofdannelsesfænomenet.

I sommeren 1954 rejste J. til USA og tilbragte et år som Research Fellow hos Max Delbrück ved California Institute of Technology, et af verdens vigtigste centre for molekylær biologi, hvor han mødte og samarbejdede med flere af de betydeligste videnskabsmænd på området. Under dette ophold fuldførte han sin afhandling The natural Seleclion Theory ofantibody Formation. Han fremhævede senere, at han fik ideen om en selektiv mekanisme for antistofdannelse allerede i marts 1954 en aften på hjemvejen fra Seruminstituttet. Denne afhandling, som blev publiceret 1955 i Proceedings of the National Academy of Sciences, fik enorm betydning for immunologiens videre udvikling. J. brød her radikalt med de hidtil herskende anskuelser vedrørende antistofdannelsen, ifølge hvilke de antistofdannende celler i den dyriske organisme direkte præges, "instrueres", af det indførte fremmede materiale, antigenet. Heroverfor hævdede J., at der forud for kontakt med antigenet spontant produceres antistofmolekyler, som med hensyn til specificitet frembyder en uhyre mangfoldighed. Til det fremmede antigen, som indføres, bindes de antistofmolekyler, der tilfældigvis har affinitet for antigenet, dvs. har komplementær overfladekonfiguration. Ifølge J.s teori vil det indførte antigen således udvælge de antistoffer, der har de bedste bindingsegenskaber med antigenet, hvilket medfører, at de transporteres til et system af celler, hvor de udløser syntesen af antistofmolekyler med samme specificitet. Disse nye selektionsideer blev epokedannende. Hertil bidrog først og fremmest Sir Macfarlane Burnet i Australien, som i 1957 i et arbejde "A Modification of Jerne's Theory of antibody Production using the Concept of clonal Selection" foreslog, at selektionen ikke virker på spontant tilstedeværende antistofmolekyler men på en population af antistofdannende celler, der er varierede i den forstand, at den enkelte celle er genetisk bestemt til syntese af antistofmolekyler af kun én specificitet. Ifølge denne klon-selektionsteori frembringes den spontane variation ved somatisk mutation i cellerne i det lymfatiske system. I de følgende år produceredes en stor mængde af eksperimentelle data, som støttede dette synspunkt, og man oplevede en voldsom udvikling inden for immunologien, hvor der skete et gennembrud med hensyn til forståelsen af antistofdannelsens biologiske grundlag. J. tilsluttede sig nu også den cellulære udgave af selektionshypotesen og ydede selv væsentlige teoretiske og eksperimentelle bidrag til dens bekræftelse.

Efter hjemkomsten fra USA i 1955 forblev J. ikke længe på Statens seruminstitut, hvor han siden 1951 var ansat som laborator. I sommeren 1956 udnævntes han til Chief Medical Officer for WHOs Section for Biological Standards i Genève. I denne stilling forblev han til 1962, idet han samtidig nydannede en WHO Section of Immunology og i 1960–62 var professor i biofysik ved Université de Genève. I 1962 modtog han udnævnelse som chairman og professor i mikrobiologi ved University of Pittsburgh, USA, en post han beklædte indtil 1966. Denne udnævnelse betød, at J. vendte tilbage til eksperimentelt arbejde, og det førte inden længe til udarbejdelse af en teknik som fik den allerstørste betydning for den eksperimentelle immunologis videre udvikling. Sammen med medarbejderne Albert Nordin og Claudia Henry publicerede han i 1963 The Agar plaque Technique for recognizing single Antibody producing Celh. Ved at påvirke et forsøgsdyr med et antigen og derefter udså levende celler fra dyrets lymfoide væv i en agargelé kan man med denne teknik påvise de celler, der danner antistof mod antigenet, hvilket muliggør en kvantitativ beskrivelse af immunsvaret på det cellulære plan. Med denne "Jerne plaque teknik", som er den almindeligt vedtagne betegnelse, blev en fuldstændig ny retning inden for den immunologiske undersøgelse igangsat.

1966 vendte J. tilbage til Europa, idet han udnævntes til professor i eksperimentel terapi ved Johann Wolfgang Goethe Universitetet og direktør for Paul-Ehrlich-Institut, Frankfurt a. M. Denne post beklædte han imidlertid kun i tre år. Hans berømmelse var nu meget stor, og da det store schweiziske medicinalfirma, Hoffmann-Le Roche, i slutningen af 1960erne afsatte store pengesummer til oprettelsen af et center for immunologisk grundforskning, uafhængigt af kommercielle hensyn, var det naturligt, at valget faldt på J. som leder. 1969-80 var han direktør for Basel Institute for Immunology, og det lykkedes ham at udvikle dette institut til et af verdens største og mest betydningsfulde centre for immunologisk forskning. Her blev det muligt at samle videnskabsmænd fra hele verden i et internationalt samarbejde, og banebrydende resultater er opnået ved instituttet. J. afsluttede sin videnskabelige karriere som specialrådgiver ved Institut Pasteur i Paris 1981-82.

Selv under opbygningen af Basel-instituttet var J. i stand til at bidrage med afgørende og originale nye ideer inden for den immunologiske teori. I 1971 fremkom afhandlingen The somatic Generation of immune Recognition hvor han forklarer udviklingen af immunapparatets uhyre mangfoldighed med hensyn til antistofspecificitet ved at postulere at nedarvede antistoffer er rettet mod artens egne vævsantigener, og at der ved mutation under individudviklingen frembringes og udvælges celler der udviser reaktivitet mod en mangfoldighed af fremmede antigener. Endelig fremsatte J. i 1973 ved et symposium i Paris i anledning af 150-årsdagen for Louis Pasteurs fødsel sin "Network Theory" for immunsystemet. Her foreslog han, at det uhyre komplekse immunsystem har sin egen indre regulationsmekanisme. Et individ har millioner af forskellige antistoffer, som samtidig selv er antigener, der genkendes af andre antistoffer. Immunsystemet danner antistoffer mod dets egne antistoffer og bliver således et kompliceret netværk af lymfocytter og antistofmolekyler, der genkender og genkendes af andre lymfocytter og antistofmolekyler. Herved kan immunsvaret henholdsvis stimuleres og hæmmes, og der er således i systemet indbygget en regulerende modulation.

I en periode på knap 30 år, hvor immunologien undergik en voldsom udvikling var J. i stand til gang på gang at fremsætte banebrydende teorier om immunsystemet. 1984 modtog J. nobelprisen i fysiologi/medicin sammen med sine tidligere medarbejdere Georges Köhler og César Milstein. Hans originale ideer virkede hver gang overrumplende på den immunologiske verden og havde en overordentlig inspirerende virkning blandt kolleger i retning af at igangsætte nye forsøg til belysning af immunapparatets funktion. Hertil kommer, at han bidrog med en ny immunologisk teknik, som blev revolutionerende for immunologien. J. var også aktiv i internationalt videnskabeligt samarbejde. Han medvirkede således ved oprettelsen af European Molecular Biology Organization (EMBO) og dets laboratorium i Heidelberg og var formand for EMBO-Council 1971–75. I Tokyo 1980 var han europæisk medlem af den organisationskomité, der oprettede Asian Molecular Biology Organization (AMBO). Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1968. J. blev æresmedlem af Robert-Koch-Institut, Berlin, 1966, af The American Association of Immunologists 1973, medlem af The American Academy of Arts and Sciences 1967, af Det kgl. danske videnskabernes selskab 1968, af The Harvey Society (USA) 1975, af National Academy of Sciences (USA) 1975, af The American Philosophical Society 1979, Fellow of the Royal Society, London, 1980, Doctor of Science h.c. University of Chicago 1972, Columbia University, New York, 1978 og Dr.scient.h.c. Kbh.s univ. 1979. Han modtog Poul Ehrlich-prisen 1982.

Familie

F: direktør, dr.techn. Hans Jessen J. (1877–1950) og Else Marie Lindberg (1875–1956). Gift 1. gang 1935-i Frbg. k. med malerinden Ilse Wahlova (kaldet "Tjek"), født 26.9.1910 i Asch, Tjekkoslovakiet, død 31.10.1945 i Kbh., d. af ingeniør Robert Wahl (1877–1947) og Ernestine Emilie Ludwig (1888–1971). Gift 2. gang 18.7.1964 i Puerto Vallarta, Mexico, med Ursula Alexandra Kohl, født 13.4.1937 i Hannover, d. af direktør Heinrich Johannes Kohl (1892–1960) og Ursula Reinhold (1908–46).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig