Alexander Kölpin

Alexander Kölpin, 8.7.1731-20.1.1801, kirurg. Født i Uetersen, død i Kbh. (Petri), begravet i Petri k. Som ganske ung kom K. i lære dels i Uetersen, dels i Hamburg, men flyttede til Kbh. 1752 hvor han studerede på Theatrum anatomicochirurgicum og samtidig skal have nydt godt af J. C. J. Bergers og H. F. Wohlerts undervisning. 1755 tog han kirurgisk eksamen, og n.å. blev han regimentskirurg ved jyske infanteriregiment i Rendsborg hvor han var til 1763. Denne tjeneste har været meget lærerig da der i Holsten 1758–63 var koncentreret store hærstyrker af hensyn til den truende krig med Rusland. 1763 kom han tilbage til Kbh., blev student og tog medicinsk eksamen. Det var hans mening at disputere for doktorgraden, og han skrev en latinsk afhandling i den anledning. Det blev dog ikke til noget med disputatsen da han fik et rejselegat og var borte 1763–66. Han rejste over Hannover og Strasbourg til Paris hvor han studerede under tidens mest kendte kirurger (bl.a. J. L. Petit (1674–1760), J. Moreau (1741–1814) og Antoine Louis (1723–92). Derpå tog han til Rouen hvor han særlig studerede stenoperationer under C.-N. le Cat (1700–68) og selv foretog stenoperation under dennes ledelse. Efter et ophold i England hvor han studerede under W. Hunter (1718–83) tog han gennem Holland hjem. Kort efter hjemkomsten udnævntes han 1766 til overkirurg ved Frederiks hospital hvor han forblev til 1775. Han blev hofkirurg 1768, medlem af landhusholdningsselskabet 1771, af Collegium medicum 1774, af Frederiks hospitals direktion 1775, var professor ved Kirurgisk akademi 1785–94. Som overkirurg ved Frederiks hospital skaffede K. sig et betydeligt navn som operatør, holdt regelmæssige forelæsninger over kirurgi og operationslære, fik desuden en meget betydelig privatpraksis og skrev ikke så få afhandlinger, bl. a. om hovedsår. Han var meget belæst og ville gerne dokumentere at han var en lærd mand, og yndede derfor at skrive sine afhandlinger på latin.

Den kirurgiske læreanstalt, Theatrum anatomicochirurgicum, havde kun én professor som tillige var generaldirektør for kirurgien, men da anstalten var uafhængig af universitetet, og den søgtes af en stor mængde studerende mens der ved medicinsk fakultet kun var ganske få (firefem) studerende fattede fakultetet den plan ved generaldirektør W. Hennings' død at få anstalten slået sammen med fakultetet, og man fik derfor sat igennem da professor Bergers professorat i kirurgi ved universitetet blev ledigt at H. Callisen udnævntes til professor chirurgiæ designatus ved fakultetet med successionsret efter Hennings således at den kirurgiske læreanstalt da skulle lægges ind under fakultetet. Allerede dette vakte uro mellem kirurgerne, men langt værre blev det da det på grund af forskellige stridigheder fandtes nødvendigt at nedsætte en kommission til kirurgiens forbedring, og der i denne kommission ikke indtrådte andre kirurger end Callisen. Kommissionen arbejdede dygtigt, udarbejdede et stort forslag som imidlertid voldte finansielle vanskeligheder. Kort efter at kronprinsen 1784 havde overtaget regeringen indgik seks kirurger med et forslag om oprettelse af et af universitetet og Collegium medicum uafhængigt Kirurgisk akademi, et forslag som væsentligst var udarbejdet af K. Ved energisk støtte af kronprinsens livkirurg J. C. Bodendick lykkedes det virkelig at gennemføre planen, og Kirurgisk akademi oprettedes 22.6.1785. Det fik tre professorer: generaldirektøren, hofkirurgen og overkirurgen ved Frederiks hospital som skulle succedere hinanden. Da K. var hofkirurg blev han altså den professor som skulle succedere Hennings, men dette var i strid med det løfte som var givet Callisen. En ny smuk bygning for akademiet opførtes på en grund i Bredgade, skænket af enkedronningen, og indviedes 1787 ved en stor fest hvor K. holdt en stor latinsk tale om kirurgiens udvikling. Callisen lå imidlertid ikke på den lade side, men indsendte det ene andragende efter det andet om at få sin stilling fastslået, og det lykkedes for ham 1791 at blive udnævnt til professor ved akademiet med rang og sæde efter Hennings. K. trak sig fornærmet tilbage og søgte sin afsked som professor 1794. Han vedblev dog at praktisere.

Det er ikke umuligt at et operationsuheld K. havde 1791 har været medvirkende til at Callisen nåede sit mål. Den meget ansete livmedicus J. C. J. v. Berger led meget af tunghørighed og stærk øresusen, og han bad derfor K. om at operere ham efter en metode som nylig var blevet meget omtalt. K. foretog meget samvittighedsfuldt en række undersøgelser af kranier og gjorde adskillige operationer på kadaver før han gik ind på at udføre operationen. Omsider blev den foretaget, men i de følgende dage kom der sårfeber, og v. Berger døde. Dette vakte stor opsigt, og K. blev stærkt angrebet fra én side og forsvaret fra anden. K. offentliggjorde hele sygehistorien, og der kan ikke være tvivl om at døden skyldtes en infektion som man dengang ikke havde midler til at undgå, og der var intet at bebrejde K. Sine sidste år levede K. stille navnlig på sin ejendom i Utterslev hvor han var ivrig havedyrker og fik bønderne til at lægge sig efter havebrug. Han var overordentlig godgørende og hjælpsom. Hans store bibliotek skænkedes til Kirurgisk akademi og kom derfra til universitetsbiblioteket. – Æresmedlem af kgl. med. selskab 1775. Medlem af Videnskabernes selskab i Stockholm 1791.