Mogens Fenger

Mogens Fenger, 14.8.1889-8.2.1956, kirurg. Mogens Fenger blev student fra Metropolitanskolen 1907 og fik lægeeksamen 1913. Begyndte samme år sin kirurgiske uddannelse ved Diakonissestiftelsen i København og efter reservekirurgstillinger her og på Rigshospitalet hvor V. Schaldemose var den strenge, men inspirerende chef blev Mogens Fenger prosektor chirurgiae 1928 under Sigurd Kjærgaard og fra 1929-39 overkirurg ved Hjørring amtssygehus for sluttelig at få sit største virke ved Diakonissestiftelsens kirurgiske afdeling B fra 1939 til sin død.

Dybt religiøs som Mogens Fenger var blev hans gerning ved Diakonissestiftelsen af største betydning både for ham og søstrene dér, han ønskede som han engang udtrykte det at gøre et lægearbejde der kunne stå mål med det diakonisserne ydede på deres felt.

Han disputerede 1919 på et arbejde om Undersøgelser over den retsmedicinske Lungeprøve udarbejdet under sin assistenttid hos professor V. Ellermann på retsmedicinsk institut og havde et par år i forvejen publiceret nogle højaktuelle Experimentelle Undersøgelser over Pneumothorax og Lungeresektion fra prof. H. Møllgaards institut på landbohøjskolen (Hospitalstidende, 1916).

De følgende årtier kastede Mogens Fenger sig særligt over den kirurgiske behandling af mavetarmkanalens lidelser – de hårdt arbejdende vendelboer var plagede af kroniske mavesår – og senere blev det galdevejskirurgien og frakturbehandling han helligede sin interesse. Med læger blandt forfædrene igennem flere generationer på begge sider var det for Mogens Fenger noget helt naturligt at varetage sin stands kår. 1917-20 var han formand for Yngre læger, 1920-23 medlem af Den almindelige danske lægeforenings hovedbestyrelse. Hans forhandlingsdygtighed, evner til klart og distinkt at redegøre for lægestandens etisk og socialt rigtige placering i samfundets virke og hans dygtighed til at forme sine tanker i smukt dansk medførte at han 1928-31 blev medlem af kommissionen angående lægernes retsstilling, 1932-40 af Lægeforeningens overvoldgiftsret (1935-40 formand), 1922-30 og igen fra 1940-48 af bestyrelsen for Medicinsk selskab i København (de seneste år som vicepræsident og 1947-48 som præsident) og 1940-45 vicepræsident for Den danske kræftkommission. Dertil kom et stort arbejde for sammen med broderen, hofmedicus V. A. Fenger (f. 1896) at sikre lægerne et værdigt domus medica efter at det gamle samlingssted i Amaliegade 1944 var blevet ødelagt af Schalburgkorpset. 1946 var det også lykkedes Mogens Fenger at få gennemført oprettelsen af den for hele lægestanden betydningsfulde pensionskasse.

Når Mogens Fenger kunne overkomme alle disse gøremål ved siden af overkirurggerningen skyldtes det ikke blot hans ansvarsbevidste indstilling til at "tjene med lige værdighed i borg og hytte", men også hans stærkt religiøse sindelag der bl.a. gav sig udslag i den af ham skabte institution Kristen hjælp – et virke til modarbejdelse af svangerskabsafbrydelser. 1933 var han medforfatter til en bog om kønsmoral.

Da Danmark droges ind i 2. verdenskrigs ulykker kunne lægeforeningens medlemmer derfor helt naturligt samles om Mogens Fengers ranke og uafhængige personlighed. Fra 1940-45 blev han formand for Den alm. danske lægeforening – et virke der sled hårdt på ham, særligt det sidste år hvor han efter fængslingen af overlæge Steffen Lund (f. 1906) skulle hjælpe fangerne i Vestre fængsel. Mange vanskelige dispositioner han måtte træffe kunne misfortolkes (Ugeskrift for læger, 1945) men Mogens Fenger gennemførte hvad han fandt rigtigt og vurderingerne efter krigen viste det mod og den dygtighed hvormed han havde handlet under disse prekære forhold.

1950 hædredes Mogens Fenger med Barfred-Pedersen fondens æresgave.