Th. Chr. Eulner

Th. Chr. Eulner, Theodor Christian Eulner,  31.7.1765-8.3.1801, kirurg. Født i Trendelburg, Hessen, død i Godhavn, Grønland. E. blev uddannet som kirurg i Hamburg og kom i dansk-norsk tjeneste 1788 som kompagnikirurg i Frederikshald, Norge hvor han deltog i krigen mod Sverige. 1791 blev han antaget på Kirurgisk akademi i Kbh. hvorfra han dimitteredes to år efter. I 1780erne var den vestgrønlandske befolkning hjemsøgt af flere større eller mindre epidemier. Ved hvalfangsten i det nordlige Grønland havde der været ansat flere kirurger gennem årene, men de havde kun liden mulighed for at optage den almindelige lægegerning der var meget påkrævet. Derfor foreslog inspektør Børge J. Schultz at der i det nordre inspektorat 1791 blev ansat en egentlig læge fast ved Godhavn, og at Vestgrønland kom ind under den danske landfysikusordning.

Lægen skulle lønnes ved en beskeden afgift fra alle i Den kgl. grønlandske Handel udsendte, suppleret med at den 1783 oprettede hjælpekasse for trængende grønlændere skulle yde 50 rdl. årlig. 1792 blev denne lønordning tiltrådt, men ikke for en læge og ikke under landfysikusordningen, derimod for en kirurg der var ansat væsentligst til hjælp for den grønlandske befolkning. Det blev begyndelsen til otte arbejdsomme år for E. 1793-94 var han ansat ved Jakobshavn og fra 1794 ved Godhavn. Han var idelig på rejser i det omfattende "lægedistrikt", hvilket vil sige strækningen fra det sydlige Egedesminde, over hele Disko Bugt og til og med Umånaq idet Upernavik i hans tid var midlertidigt nedlagt. Gang efter gang søgte han at få dansk indfødsret, men det lykkedes ham aldrig skønt han i hvert fald skrev et fortræffeligt og fejlfrit dansk og var uhyre flittig i sin gerning som kirurg der også omfattede, hvad man forventede af en mediciner. Han virkede tillige som en slags apoteker, idet han selv tilberedte den medicin han ordinerede. Det forlød, at han led af ulykkelig kærlighed til en grønlænderinde, men også af "en slem sygdom" (Ostermann). 1800-01 hærgede en frygtelig koppeepidemi Egedesminde og Jakobshavns distrikter, værre i det førstnævnte end i det sidstnævnte, værst dog uden for E.s virkeområde, i Holsteinsborg. E. var utrættelig på færde i bekæmpelsen af denne epidemi. Han forsøgte endog at vaccinere mod kopper, men uden held. Trods sin indsats måtte han se smitten brede sig og et stort antal grønlændere dø. Det er troligt at dette forgæves slid, sammen med de andre skuffelser og uoverstigelige vanskeligheder, han mødte, medførte en depression just i mørketidens slutning, hvorunder han ganske uventet begik selvmord.