Thorkild Rovsing

Thorkild Rovsing, Niels Thorkild Rovsing, 26.4.1862-14.1.1927, kirurg, undervisningsminister. Thorkild Rovsing følte tidligt kaldet til at blive læge og kirurg, næppe uden påvirkning af kirurgen, professor Peter Plum der var forældrenes huslæge og vel nok den af hans senere lærere der tidligst så hans eminente begavelse; han blev også hans ven for livet.

Thorkild Rovsing blev student 1879 fra Metropolitanskolen og deltog ivrigt i studenterlivet, bl.a. som skuespiller og sanger. 1885 tog han lægeeksamen og gjorde derefter reservelægetjeneste ved Garnisons sygehus' hvor han straks påbegyndte sin disputats som han fuldendte i kandidatårene 1886–88 ved Frederiks hospital hos Plum og C. Reisz. I sine studieår havde Thorkild Rovsing set kirurgiens opblomstring efter Lister-antiseptikkens indførelse og stod nu selv midt i bakteriologiens udvikling, herhjemme under C.J. Salomonsens førerskab med dens resultaters voksende indflydelse på hele lægevidenskaben og ikke mindst kirurgien; med udgangspunkt i bakteriologien gjorde Rovsing sin indsats i den kliniske kirurgi. Hans første videnskabelige afhandling, udført sammen med Chr. Heyn (1859–1920) kom allerede 1886 (Hospitalstidende) og var et eksperimentelt underbygget indlæg mod det dengang som antisepticum meget anvendte jodoform der påvistes at være uden baktericide egenskaber og at kunne give anledning til forgiftning; de talrige angreb fra ind- og udland på det opsigtsvækkende arbejde imødegik Rovsing sejrrigt, og jodoformen detroniseredes efterhånden.

Foruden flere mindre arbejder kom derefter 1889 disputatsen Om Blærebetændelsernes Ætiologi, Pathogenese og Behandling, som Thorkild Rovsing s.å. forsvarede for doktorgraden; et fuldt ud moderne arbejde der på basis af bakteriologisk undersøgelsesteknik, hovedsagelig udført på det af O. Bloch oprettede klinisk-chirurgisk laboratorium i vognporten på Frederiks hospital, kritisk reviderede den i Europa næsten eneherskende Felix Guyonske skoles anskuelser og skabte det nye og faste grundlag for forståelsen af disse betændelsers opståen og forskelligheder, således at arbejdet hurtigt fik stor praktisk betydning ikke alene for behandlingen, men også derved at disse lidelser samledes ind under kirurgiens domæne.

Med den frodige fremstillingsevne, enorme arbejdskraft og uhyre flid som Thorkild Rovsing havde vist i disse få år – og som altid siden prægede ham – stod det de samtidige unge klart at han ville blive fremtidens fører i den danske kirurgi. Efter reservekirurgtiden hos Bloch 1889–92 begyndte Rovsing straks en privatklinik i Lundsgade, senere Vendersgade, sammen med E.A. Tscherning og Leopold Meyer (indtil 1899); samtidig var han indtil 1902 kirurg ved Dronning Louises børnehospital og 1896–1900 overkirurg ved Røde kors' klinik på Platanvej; 1899 oprettede han sin egen privatklinik i Rosenvænget som han vedblev at passe til det sidste ved siden af den senere opnåede hospitalsafdeling.

Trods sit i disse år hurtigt voksende privatklientel fortsatte Thorkild Rovsing sit forfatterskab, foruden med talrige mindre arbejder på de forskelligste områder af kirurgien, med et større arbejde 1897 Kliniske og experimentelle Undersøgelser over Urinorganernes infectiøse Sygdomme om hans siden disputatsen indvundne erfaringer samt med de tre store monografier om Urinorganernes Chirurgi, 1895, 1899, 1903. Med disse arbejder blev Rovsing den moderne urologis grundlægger i Danmark. Fra 1892 var han desuden af C. Lange, chefredaktøren for Hospitalstidende, knyttet dertil som redaktør sammen med Knud Faber og Carl Rasch.

I Hospitalstidende fremkom nu de fleste af Thorkild Rovsings mindre arbejder; siden, da han selv blev chefredaktør (1908), forstod han også at knytte sin samtids bedste læger til bladet som han efter at være blevet ejer deraf skænkede kvit og frit til det 1919 oprettede Dansk medicinsk selskab som medlemsblad – med den uegennyttighed og storsindede gavmildhed der aldrig svigtede når det gjaldt at fremme en sag der kunne gavne den danske lægevidenskab. Fra 1908 var Rovsing desuden chefredaktør af Bibliotek for Læger.

Da professoratet i operativ kirurgi, hvortil der ikke var knyttet nogen hospitalsafdeling, 1899 fratrådtes af den aldrende Plum sejrede Thorkild Rovsing som favorit i konkurrencen med Kr. Poulsen og J. Schou idet han holdt de udmærkede forelæsninger om galdestenssygdommen og dens behandling, et emne der beholdt hans store interesse, og som han sidst gjorde til genstand for større arbejder 1922 Galdestenssygdommens Aarsagsforhold og disses Betydning for Valget af Behandlingen og 1925 Pathogénie des calculs biliaires et indications opératoires.

Thorkild Rovsings glansperiode som universitetslærer begyndte da han 1904 "mageskiftede" med Bloch, der følte sine evners brist over for den moderne underlivskirurgi (mave-, tarm- og galdevejskirurgi) og derfor overtog det "teoretiske" professorat i operativ kirurgi. Thorkild Rovsing videreførte professoratet i klinisk kirurgi og den dermed forbundne overkirurgstilling ved Frederiks hospitals afd. C. På basis af sine som privatkirurg indvundne erfaringer samt ved udformningen af sin lapisantiseptik lykkedes det Rovsing at forbedre operationsforholdene på det længst forældede hospital og at bringe også underlivskirurgien til opblomstring der; men gode arbejdsforhold bødes der ham først ved Frederiks hospitals overflytning til Rigshospitalet 1910.

Thorkild Rovsings forelæsninger over klinisk kirurgi var altid omhyggeligt udarbejdede, fængslende og vækkende, samtidig med at de var belærende og lette at følge på grund af deres klare form, hvortil kom at de blev holdt med stor veltalenhed i et smukt, kultiveret sprog. Forelæsningerne over den moderne underlivskirurgi med dens grænsegebeter mod medicinen udgav Rovsing i tre store bind 1910, 1915 og 1918 (2. udg. af I 1923), som de fleste af hans større arbejder tillige på verdenssprogene. Sine erfaringer og kliniske studier over gastro-coloptosen samlede han 1913 i monografien Gastro-Coloptosens patologiske Betydning, dens Sygdomsbilleder, Diagnose og Behandling, vel nok hans mest omdiskuterede arbejde; men i øvrigt strakte emnerne for hans interesse sig over hele kirurgien, og hans litterære produktion var enorm. Denne alsidige deltagelse i kirurgiens rivende udvikling gjorde ham til den store all-round kirurg, men hindrede ham på den anden side i at se den efterhånden påtrængende nødvendighed af kirurgiens udspecialisering. Thorkild Rovsings tit særprægede anskuelser kunne naturligvis ikke på alle disse felter være endegyldige, om end de altid var inciterende, og vakte da også tit betydelig modstand, ikke mindst fra medicinerne, og affødte til tider voldsomme meningsudvekslinger.

Foruden de omtalte arbejder skrev Thorkild Rovsing 1909 afsnittet om urinorganernes sygdomme i Wullstein og Wilms' Lehrbuch der Chirurgie II, samt flere store afsnit i den nordiske Lærebog i Kirurgi I-II, 1920–22 der udkom på Rovsings initiativ. Studenterne, læger og kirurger fra ind- og udland flokkedes hos Rovsing ved forelæsningerne og ved operationerne, både på Rigshospitalet og på privatklinikken der fik et stort internationalt klientel. Som diagnostiker havde Rovsing foruden sine erhvervede store erfaringer et medfødt "klinisk" blik der gjorde ham det let at finde det centrale i sygdomsbilledet; som operatør var han – undertiden for – dristig, men omhyggelig og behændig og på nyrernes og urinvejenes område af det største internationale format.

Thorkild Rovsings samarbejde med assistenter og sygeplejersker var både på hospitalet og privatklinikken af forbilledlig harmonisk art, og han var altid, om end nok så optaget, rede til både ved dag og nat med sin ukuelige vilje at gøre det yderste for hver enkelt patient.

1908 stiftedes på Thorkild Rovsings initiativ Dansk kirurgisk selskab hvis formand han var 1910–12; for skandinavisk samarbejde var han altid virksom, og i Nordisk kirurgisk forening deltog han fra det første møde 1893 og blev snart Danmarks mest fremtrædende mand i foreningen og en af dens støttepiller.

Over for udlandet har ingen dansk kirurg gjort tilnærmelsesvis så meget for at udbrede kendskabet til landets kirurgiske standpunkt som Thorkild Rovsing, ikke blot gennem afhandlinger og indlæg på verdenssprogene, men også ved sin hyppige aktive deltagelse i kongresser og møder samt ved de foredragsrejser hvortil han indbødes i Tyskland, England, USA og Frankrig. For sygeplejerskerne og studenterne nærede Rovsing varm interesse; han var medlem af konsistorium fra 1911 og som universitetsrektor 1919–20 lykkedes det ham at sætte liv i C.J. Salomonsens tanke om en "betalingsregens"; hovedsagelig ved Rovsings initiativ og energiske arbejde fuldførtes studentergården ved Tagensvej 1923. På 60 årsdagen hædredes han af elever og venner med et festskrift.

Thorkild Rovsing deltog ivrigt i offentlige diskussioner om politik og samfund, videreførende faderens radikale anskuelser; i genforeningsdiskussionen var han Flensborgmand. 30.3.-5.4.1920 var han undervisningsminister i ministeriet O. Liebe og derefter medlem af Samfundshjælpens bestyrelse. Rovsing var æresmedlem af talrige udenlandske kirurgiske selskaber og æresdoktor i kirurgi ved universitetet i Groningen (1914).

Thorkild Rovsings voldsomme arbejdstempo og ydelse sled til sidst på hans hjerte så han 1926 måtte tage sin afsked, men hans otium blev på grund af sygdom kun kort.