Alexander Kinghorn, Alexander Kynghorn, d. tidligst 1529, læge, formodentlig fra Kinghorn i Fifeshire, Skotland. K. blev 1513, da han var dr.med., den første medicinske professor ved Kbh.s universitet og Christian IIs livlæge, 1517 universitetets rektor, 1522 dekan i Roskilde domkapitel. Som læge roses han i flere samtidige skrifter, men han brugtes for øvrigt mest til diplomatiske sendelser, således 1519 til Skotland for at skaffe Christian II hjælpetropper; jan. 1523 sendtes han til England og Skotland for at anråbe om hjælp for kongen og kaldtes da af denne hans consiliarius. I de følgende år opholdt han sig i reglen i Leith ved Edinburgh som kongens udsending. På grund af sine forbindelser med indflydelsesrige personer i Skotland – han var således beslægtet med ærkebiskop Jacob af St. Andrews der spillede en vigtig rolle i Skotland på denne tid – var han velskikket til dette hverv og ydede ved mange lejligheder den landflygtige konge og hans mænd store tjenester. Hans brevveksling med kongen ophører med året 1529, og han er da formodentlig død.

Bibliografi

Breve og aktstykker til Chr. IIs og Fr. Is hist., udg. C. F. Allen I, 1854. – C. F. Allen: De rebus Chr. II. exulis, 1844. E. C. Werlauff: Kbh.s univ. fra dets stiftelse indtil reformationen = Univ.progr. 1850 65.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig