• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alfred Erlandsen

Oprindelig forfatter LSF
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Alfred Erlandsen, Alfred Vilhelm Erland Erlandsen, 11.8.1878-11.1.1918, læge, hygiejniker. Født i Kbh. (Cit.), død sst., urne på Bispebjerg. E. blev student 1895 fra Sorø, og allerede året efter at han 1902 havde taget medicinsk embedseksamen påbegyndte han videnskabelig laboratorieuddannelse ved at søge ind på universitetets farmakologiske institut hvor han var assistent under J. C. Bock 1903-06. I disse år fuldførte han et større fysiologiskkemisk arbejde om de fedtagtige stoffer der indeholder fosfor (lecithiner o.a.); det antoges som disputats (Undersøgelser over Hjertets Phosphatider) 1906 og vakte megen opmærksomhed, særlig i udlandet. 1906-09 var E. ansat på Frederiks hospital, først som kandidat, senere som reservelæge. I disse år offentliggjorde han en lang række videnskabelige arbejder, for størstedelen i samarbejde med Vilhelm Ellermann; de handlede dels om spørgsmål vedrørende diagnosen af tuberkulose (forbedret metode til påvisning af tuberkelbaciller, udvikling af v. Pirquets tuberkulinreaktion), dels om tekniske spørgsmål ved blodundersøgelse. 1909 arbejdede E. hos Ivar Bang ved Lunds universitet og offentliggjorde herfra to arbejder over eksperimentel sukkersyge. – Da Kbh.s universitets docent i hygiejne N. P. Schierbeck døde 1909 åbnede der sig en mulighed for E. til at vende tilbage til videnskabeligt laboratoriearbejde som altid havde tiltrukket ham; han rejste derfor et år til Tyskland og England for at studere hygiejne. 1911 udnævntes han uden konkurrence til docent i hygiejne og bestyrer af hygiejnisk institut i konsistoriebygningen på hjørnet af Nørregade og Krystalgade. Et docentur i hygiejne var først oprettet 1905, og E.s forgænger havde været hæmmet af sygdom i en stor del af sin funktionstid. Instituttet blev 1910 flyttet til Ny Vestergade men det var langtfra tilfredsstillende lokaler og henlå uordnet og uden det nødvendige instrumentarium. Det lykkedes E. i løbet af få år at få faget og instituttet organiseret, så den tidligere ret ubemærkede stilling som docent i hygiejne blev til en vigtig universitetslærestol.

Der skaffedes en bevilling til instituttet og mere assistance, 1913 indførtes obligatorisk undervisning i hygiejne for medicinske studenter, og 1914 omdannedes docenturet i hygiejne til et ordinært professorat samtidig med at der indførtes en særlig eksamen for embedslæger, ved hvilken hygiejne blev et af hovedfagene, og for hvis eksamenskommission E. blev formand. Ved siden af universitetsstillingen fik E. en række offentlige hygiejniske hverv. Han blev sundhedsstyrelsens konsulent i hygiejne 1911 og udførte her et stort arbejde, var desuden fra 1913 medlem af arbejdsrådet og senere af en række af de institutioner der skabtes under levnedsmiddelrationeringen før og efter første verdenskrigs afslutning (ernæringsrådet, husholdningsudvalget m.fl.). Trods dette omfattende arbejde standsede hans videnskabelige produktion ikke, men den kom nu til at dreje sig om den anvendte hygiejne (formalindesinfektion, ventilation af skolelokaler, anvendelse af hvalfedt i margarineindustrien). Desuden skrev han en del artikler om undervisningsspørgsmål og hygiejniske emner. -E. var i alle sager et ordensmenneske og uhyre flittig. Derfor overkom han det utrolige, og alligevel var alle bøger og arbejder der udgik fra hans hånd grundigt gennemarbejdede. Som lærer kunne han virke meget tør, og hans karakterfasthed misforstodes undertiden som stejlhed. Men der boede i den lille, rolige og stilfærdige mand en klar intelligens, en retlinet og samvittighedsfuld karakter i forbindelse med en usædvanlig energi og arbejdsevne.

Familie

Forældre: grosserer Alfred Charles Emil E. (1847-95) og Vilhelmine Petra Henriette Christine Hamann (1853-1932). Gift 30.6.1907 i Kbh. (Cit.) med Anna Fridericia Levison, født 10.11.1886 i Kbh. (Mos.), død 29.1.1923 sst. (gift 2. gang 1921 med mag. scient. Tage Lakjer, 1898-1923), d. af dr. med., senere tit. professor Ferdinand L. (1843-1907) og Ida Fridericia (1867-1936).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1906 81f. – Johs. Bock i Hospitalstid. LXI, 1918 90-93. V. Ellermann i Ugeskr. for læger LXXX s.å. 114-16. L. S. Fridericia i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.s.å. 135-40. Bo Holma i Kbh.s univ. 1479-1979 VII, 1979 349f.