Chr. Tryde, Just Adam Christian Tryde, 16.3.1834-6.12.1904, læge, hygiejniker. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Ass.). T. blev student 1852 fra Metropolitanskolen og fungerede som ganske ung 1853 som koleralæge, tog medicinsk embedseksamen 1858, var 1860-64 ansat ved sindssygeanstalten ved Slesvig og blev 1861 dr.med. på en afhandling Om Elektricitetens Anvendelse i Nerve- og Muskellidelser. 1863 søgte han forgæves (sammen med V. Steenberg) overlægeposten ved Skt. Hans hospital og var 1864-66 reservemedicus ved Frederiks hospital i Kbh. 1865 oprettede han en klinik for elektrisk behandling af nervesygdomme og praktiserede som nervelæge, samtidig med at han var læge ved den Kellerske abnormanstalt 1866-77. 1866-67 var det overdraget T. midlertidigt at holde forelæsninger ved universitetet over retsmedicin, og 1867 deltog han i den konkurrence om et nyoprettet universitetslektorat i retsmedicin og hygiejne ved hvilken C. G. Gædeken sejrede. T. tog sig meget nær at han anden gang var blevet skuffet. 1870 undersøgte T. for regeringen cellefængselsstraffens indflydelse på forbryderes mentalitet og var 1869-77 distrikts- og kommunelæge, 1877-86 politilæge i Kbh. Under denne virksomhed fik han interesse for hygiejniske spørgsmål og udgav forskellige hygiejniske arbejder om drikkevand o.a. 1886 udnævntes han til stadslæge i Kbh. og 1890 til medlem af sundhedskollegiet. T. huskes bedst fra sin hygiejniske virksomhed som Kbh.s stadslæge 1886-97 hvor han indlagde sig fortjeneste ved at ordne kredslægevæsenet og plejebørnstilsynet i hovedstaden. 1897 trak han sig tilbage på grund af svagelighed. 1901 viste han at han ikke havde glemt sin ungdoms interesser ved at udgive en afhandling om Sindssygdom og Strafskyld for Dansk Domstol.

Familie

Forældre: urtekræmmer Caspar Christian T. (1800-59) og Emma Cecilie Marie Stinck (1813-81). Gift 29.7.1863 i Humble med Thora Maria Augusta Drejer, født 15.7.1840 i Tryggelev, død 12.7.1927 i Kbh., d. af sognepræst, sidst i Humble, Hans Jacob D. (1803-79) og Petrosine Christophine Abigail Arild (1809-44).

Udnævnelser

R. 1879. DM. 1892.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1862 43. – F. Tobiesen i Ugeskr. for læger, 1904 1229f. Hospitalstid. XLVII, s.å. 1223f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig