Eduard Busch, Eduard Axel Valdemar Busch, 9.9.1899-18.10.1982, læge. Født i Kbh., død i Blistrup sg., begravet på Frbg. (Solbjerg). B. blev student 1917 og bestod med. eksamen 1924. Han stilede oprindelig mod en almindelig kirurgisk uddannelse ved ansættelse på forskellige hospitaler, men som reservekirurg hos Vilhelm Schaldemose, Rigshospitalet, 1931-32 blev han af denne ansporet til at specialisere sig på det neurokirurgiske område, hvilket førte til studierejser til fremtrædende neurokirurger: Olivecrona i Stockholm, Cushing og den neurologiske pioner Dandy i USA. Således forberedt og ved 1930 at have erhvervet doktorgraden ved Kbh.s universitet på en afhandling om blodkarrenes nerveforsyning kunne B. 1934 tiltræde stillingen som leder af Danmarks første neurokirurgiske afdeling, længe ønsket af neurologiens daværende nestor Viggo Christiansen. Den lille afdeling viste sig hurtigt at være ganske utilstrækkelig. Man indså, takket være B.s store initiativ, dygtighed og begejstring for det unge fags mange muligheder, at neurokirurgien krævede større råderum, men først 1948 blev afdelingen fuldt udbygget med B. som ordinær professor. Da han 1962 trak sig tilbage havde han behandlet ialt henved 40 000 neurokirurgiske tilfælde, og han havde nået at uddanne elever der kunne overtage tilsvarende afdelinger rundt om i riget, foreløbig i et antal af seks. B. har således æren for at have fremmet udbredelsen af det vanskelige speciale hvis betydning som led i sygehusvæsenet nu er en selvfølgelighed, men som ikke var det før B. gjorde det til sin livssag.

B.s neurokirurgiske indsats samlede sig i begyndelsen om lidelser i kraniet, særlig svulsterne, og han skrev en lang række arbejder herom i skandinaviske tidsskrifter. Snart udvidede han sit interessefelt i flere retninger. Behandling af kranielæsioner (traumer) resulterede i værket Forelæsninger over Nervesystemets Traumatologi, 1942 (udg. i Holland 1948). Den operative behandling af discusprolaps blev næste skridt, fremlagt i forening med medarbejdere i Ugeskrift for Læger 1949 (fransk overs. 1950 i Acta psych. et neur.). Også kirurgisk behandling af psykiske lidelser optog ham. B. blev således allroundkirurg på alle neurologiske områder og inspirerende foregangsmand for sine elever. 1951 påtog B. sig arbejdet som neurokirurg på hospitalsskibet Jutlandia under krigen i Korea. Han var aktiv i modstandsbevægelsen under besættelsen. - B. er i alle henseender en idealistisk præget personlighed, ungdommelig i sin friske aktivitet, og med varm entusiasme fremhæver han sine idoler: N. Steensen, Aug. Krogh og H. Cushing. B. har i tidens løb modtaget en lang række priser og udmærkelser i ind- og udland. -R. 1948 R.1 1957. K. 1966. Jutlandiamedaljen. Dansk kirurgisk selskabs mindemedalje.

Familie

Forældre: trafikkontrollør ved DSB Valdemar! Eduard Axel B. (1871-1953) og Johanne Cathrine Becher (1862-1934). Gift 27.3.1937 med Rigmor Schäffer, født 5.9.1899 i Ålborg, d. af overlæge i hæren August Berthold Jørgen S. (1851-1925, gift 1. gang 1886 med Thyra Emilie Eilersen, 1861-90) og Vita Elisabeth Lind (1858-1924).

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1937 (Kgl. bibl.) og 1942 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskrift udg. af Kbh.s univ. nov. 1930 181. - E. B.: Slægten Busch fra Mesmerode I-II, 1964-67. Palle Tårnhoj i Clinical neurosurgery, Baltimore 1963 13-19 (med bibliografi). Bendt Broager i Surgical neurology, Tryon N. C. VI, 1976 261 f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig