Edvard Ehlers

Edvard Ehlers, Edvard Laurits Ehlers, 26.3.1863-7.5.1937, læge. Født i Kbh. (Frue), død i Gentofte, begravet i Kbh. (Vestre). E. blev student 1880 fra Borgerdydskolen på Christianshavn. Under påvirkning af moderens fætter, Chr. Fenger, valgte han det medicinske studium, og 1887 tog han embedseksamen. Efter at han havde været reservelæge i søværnet og kandidat på kommunehospitalet i Kbh., studerede han 1890 dermatologi i Berlin, Breslau, Wien og Paris. Han havde planlagt at rejse over til Fenger i Chicago da han fik stillingen som reservelæge ved kommunehospitalets afdeling IV under overlæge A. Haslund. Doktorgraden vandt han 1891 for en afhandling om eksstirpation af den syfilitiske initiallæsion. Fra 1891 praktiserede han i Kbh. som specialist i hud- og kønssygdomme. Tidligt kom E. ind på studier over spedalskhed (lepra), og på dette område ligger hans fornemste indsats. Ved undersøgelser over indberetningerne om spedalskheden i Island fæstede E. sin opmærksomhed på at på Gullbringe-halvøen havde distriktslæge Thoroddsen konstateret det rette talforhold ved forekomsten af den glatte og den knudrede form af sygdommen, medens der i det øvrige land næsten kun var indberettet om den knudrede form, og han drog deraf den slutning at der måtte være mindst tre gange så mange spedalske i Island som den officielle tælling udviste, men at man i størstedelen af landet ikke havde den rette forståelse af sygdomstilfældene. Sundhedskollegiet og landfysicus i Island kunne ikke tilråde at sende E. derop, men justitsminister og minister for Island J. Nellemann vandtes for tanken. På en rundrejse i Island 1894 og 1895 bekræftedes teorien; kampen mod spedalskheden blev organiseret 1897-98 med det resultat at øen blev renset for sygdommen gennem isolation af de syge på asyl. På De dansk-vestindiske øer bidrog E. i høj grad til oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903, her som i Island støttet af Odd-Fellowordenen. Desuden studerede han spedalskheden og bidrog til dens bekæmpelse i Norge 1893, på Balkan-halvøen 1897, i Spanien 1898, i Bosnien og Herzegowina og på Kreta 1900 og på Rivieraen 1901. Ved undersøgelserne på Kreta (skriftet Om spedalsk Sygdom paa Kreta) lykkedes det ham at fastslå at de spedalskes vagabondage udgør hovedfaren ved sygdommens udbredelse. 1909 foretog han med støtte her hjemmefra og fra Pasteurinstituttet i Paris en rejse til Vestindien for at finde beviser for at blodsugende insekter er smittespredere af spedalskheden, men det lykkedes ikke at skaffe holdepunkter herfor. E. var organisator af og generalsekretær for den første internationale leprakonference 1897 i Berlin og 1900-14 chefredaktør for det internationale lepraarkiv (Lepra). 1903 var E. adjungeret læge ved den danske kommission til Vestindien, 1904-11 visiterende læge ved Kbh.s politi, 1906-11 leder af Frederiks hospitals dermatologiske poliklinik og 1911-32 fungerede han som overlæge ved Kbh.s kommunehospitals afdeling for hud- og kønssygdomme. I talrige indlæg kæmpede han stærkt for den offentlige prostitutions afskaffelse, og han var medstifter af Dansk forening til kønssygdommenes bekæmpelse 1902 og var fra 1913 dens formand. Ligeledes agiterede han for og fik indrettet Welanderhjem til behandling af medfødt syfilis. E. var overlæge ved det første fra dets oprettelse 1916 og formand i direktionen for dem alle. Under første verdenskrig var han medstifter af og næstformand for dansk hjælpeambulancekomité. Desuden har han givet sig af med politik, var formand for Kbh.s venstreforening 1908-11 og borgerrepræsentant i Kbh. 1909-11, valgt af venstre. Han var præsident for Alliance francaises danske afdeling 1915-22, ligesom han i Danmark har arbejdet for franske interesser; i Frankrig og i fransk-påvirkede lande virkede han for udbredelse af kendskab til Danmark og dansk medicin. Endvidere tog han stærkt del i Sønderjydsk fonds arbejde fra dets oprettelse 1918, først som generalsekretær, fra 1922 som formand. – Hans videnskabelige arbejder har først og fremmest angået spedalskheden, og han er gentagende blevet prisbelønnet herfor i England og Frankrig, dernæst syfilidologien – Folkesyphilis i Danmark, 1919 – og de har for begges vedkommende også været af historisk art. E. var æresdoktor ved universiteterne i Paris, Strassbourg og Lyon og fra 1930 præsident for Union internationale contre le péril vénérien samt i mange år medlem af talrige udenlandske videnskabelige selskaber. Modtog prinsen af Wales' pris 1895, Prix Hugo 1891, Prix Monbinne 1902. – Tit. professor 1902.