Emil Hornemann, Claus Jacob Emil Hornemann, 19.4.1810-16.6.1890, læge. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Jac), begravet sst. (Ass.). H. blev student 1827 fra Borgerdydskolen i Kbh. og var allerede som student i selvstændig lægevirksomhed under en ondartet epidemi i Sydsjælland 1831 af en malariaagtig sygdom som kaldtes koldfeber. 1833 tog han den kirurgiske eksamen, fungerede derefter som skibskirurg på fregatten Galathea og tog 1834 den medicinske eksamen. De følgende år var han kandidat ved Frederiks hospital, 1837–39 reservemedicus under Ole Bang. 1838 tog han licentiat-, 1839 doktorgraden og tiltrådte derpå en stor studierejse, på hvilken han først under et langt ophold i Paris studerede klinisk medicin og hygiejne, og derpå i England hvor studiet af hygiejnen var i rivende fremgang, og hvor grundlaget på dette tidspunkt blev udformet for det følgende halve århundredes praktiske hygiejne. Af denne dygtige bevægelse blev H. dybt grebet og blev senere en trofast og utrættelig forkæmper for de engelske synspunkter.

Efter sin hjemkomst 1841 fik han ved sine vindende og tillidvækkende personlige egenskaber hurtigt en betydelig huslægepraksis, var en kort tid distriktslæge i Kbh. og udnævntes 1843 til læge ved statens nyoprettede livrente- og forsørgelsesanstalt samt dertil knyttede livsforsikringsanstalt, et hverv han varetog i 45 år med altid uforanderlig minutiøs samvittighedsfuldhed. Han var særlig kvalificeret til denne post ved det indgående studium han havde helliget stetoskopien, og hvorom en 1843 publiceret udførlig Haandbog ved den kliniske Øvelse vidner. På dette tidspunkt var det overhovedet den kliniske medicin som især lagde beslag på hans videnskabelige interesse, men snart trådte hygiejnen i stedet, og det blev på dette felt han fik sin store betydning for Kbh. og for dansk sundhedsvæsen. En reformatorisk virksomhed på det hygiejniske, sygdomsforebyggende område lå netop ganske særlig for H.s ideelle personlighed, for hans varme filantropiske ånd, mens det senere teoretiskvidenskabelige, eksakte detailarbejde i hygiejnen således som den efterhånden udformede sig, navnlig i Tyskland, lå ham temmelig fjernt. Efter at have offentliggjort flere hygiejniske indlæg i Bibliotehek for læger og i Fædrelandet fik han 1847 sæde i det kort i forvejen i det medicinske selskab oprettede stående hygiejniske udvalg og blev snart dets formand. Endnu s.å. offentliggjorde han en større hygiejnisk afhandling i form af en udvalgsbetænkning til det medicinske selskab, i hvilken han varmt og indtrængende og med særligt hensyn til den allerede dengang truende kolera påviser nødvendigheden af indgribende reformer i Kbh.s offentlige sundhedsvæsen. I Fædrelandet fremkom han n.å. med lignende indlæg. Disse reformspørgsmål stilledes imidlertid foreløbig i skygge af krigen 1848. H. opgav sin virksomhed i Kbh. for at gøre tjeneste ved hæren; 1849 modtog han konstitution som overlæge ved lazarettet på Augustenborg (1850 en lignende ved et lazaret i Kbh.), i hvilken stilling han i øvrigt også optrådte som hygiejniker ved at stræbe at modvirke de om sig gribende lazaretfebre, ligesom der på hans initiativ nedsattes en kommission til revision af hele hærens sundhedsvæsen af hvilken han blev medlem. Efter krigen kom de betydningsfuldeste år i H.s hygiejniske virksomhed. 1850 forelagde han som formand i det medicinske selskabs hygiejniske udvalg et udførligt "Forslag til en bedre Ordning af den offentlige Sundhedspleje i Kbh.", der satte gemytterne og først og fremmest de modstræbende konservative stærkt i bevægelse. Kort efter offentliggjorde han en oversættelse af en omfattende officiel engelsk beretning om den seneste koleraepidemi med dertil knyttede bemærkninger om forholdene i Kbh., og nu begyndte hans agitation at bære frugt. Ikke blot genoprettedes den overordentlige sundhedskommission for hovedstaden, men omtrent samtidig (1851) nedsattes ved kgl. kommissorium en særskilt kommission af hvilken H. blev medlem og hvis opgave netop var at foreslå forholdsregler til forebyggelse af den truende kolera. 1852 udgav han en udførlig beretning om kommissionens virksomhed og resultater og drog s.å. som regeringens delegerede til en international hygiejnisk kongres i Bruxelles – den første af sådanne kongresser – fra hvilken han vendte hjem beriget med yderligere indsigter om impulser hvorom han ligeledes afgav beretning. N.å. rejste han med kraft i en række artikler i Fædrelandet kravet om sundere boliger for arbejderne. Foreløbig var dog modstanden mod H.s reformforslag fra de ældre officielle autoriteters side for stærk og urokkelig, og han havde næppe udrettet noget betydeligt i lang tid hvis han ikke på én gang 1853 havde fået den i flere år stærkt truende kolera til forbundsfælle. Da epidemien bredte sig med rivende fart og H.s advarsler viste sig kun alt for vel begrundede kom han på én gang frem i første række, og den af ham grundede og under hans formandskab ledede private lægeforening mod koleraens udbredelse nåede i kort tid udmærkede resultater ved anvendelse af de fra England kendte forholdsregler, navnlig ved udflytning af beboerne i alle de stærkt smittede huse til teltlejre uden for voldene. Da epidemien var standset fortsatte lægeforeningen under H.s ledelse sin virksomhed; endnu samme efterår rejste lægeforeningens boliger (nu Brumleby) sig på Østerbro, og for dette i sanitær henseende så betydningsfulde foretagendes trivsel og videre fremme virkede H. derefter med uformindsket energi i 35 år lige til sin høje alderdom, ligesom han også var et virksomt bestyrelsesmedlem af andre selskaber for gode arbejderboliger der senere oprettedes efter lægeforeningens forbillede; således var han en af stifterne af Arbejdernes byggeforening. Ved koleraepidemien var H. ikke blot blevet en af hovedstadens mest populære mænd, men tillige en mand hvis mening også de ældre autoriteter måtte begynde at bøje sig for. Endnu s.å. valgtes han af sundhedskollegiet til medlem at den overordentlige sundhedskommission i stedet for Bang. I de følgende år kom der også en ikke ringe fart i de betydningsfulde hygiejniske reformer, for hvis realisation H. så længe forgæves havde arbejdet, og han kunne således med berettiget stolthed fremtræde for den på hans initiativ 1858 sammenkaldte skandinaviske kongres for sundhedspleje i Kbh. Han havde tilmed den særlige tilfredsstillelse at se koleraen, som efter 1853 årligt svævede truende over hovedstaden, stadig holdt i skak; da situationen 1857 blev ganske særlig truende fik sundhedskommissionen ved provisorisk lov diktatorisk myndighed så H. kunne få vidtgående forholdsregler truffet, om han end netop samtidig ved sin fortsatte, noget ensidige fastholden af koleraens ikkesmitsomhed begyndte at møde en ikke ringe opposition fra sagkyndig side, og om end for øvrigt de konservative elementer i administrationen fremdeles lagde bånd på hans reformiver og i det hele holdt så meget igen at H. ved gennemførelsen af den nye københavnske kommunalforfatning og dermed følgende sundhedsvedtægt 1858 næppe ugerne trådte tilbage fra sin officielle stilling i kommissionen hvorved han så meget friere og med så meget større eftertryk kunne kæmpe for sine reformkrav som privatmand. S.å. udarbejdede H. i forening med professorerne S. H. Bagge og F. V. A. Prosch et forslag til kommunalbestyrelsen om oprettelsen af et offentligt slagtehus i Kbh. og indledte derved bestræbelserne for at få indført kødkontrol.

I sin utrættelige agitation mod alle sundhedsfjendtlige momenter slog han nu navnlig ind på to veje der begge bragte ham i udstrakt kontakt med almenheden. Den ene var udgivelsen af tidsskriftet Hygiejniske Meddelelser og Betragtninger, hvilket han redigerede alene indtil 1874, derefter indtil 1880 sammen med professor C. G. Gædeken, og i hvilket han ikke blot selv drøftede alle den offentlige og private sundhedsplejes kår, men også indførte talrige bidrag fra yngre hygiejnikere der hovedsagelig hentede impulser fra ham. I tidsskriftets første årgange har H. selv skrevet et stort antal af artiklerne og rejst mange hygiejniske spørgsmål, fx 1860 om sundhedsplejen og skolerne. Den anden vej han slog ind på var populære foredrag, særlig beregnede på hovedstadens småfolk. Ved hans sympatiske, menneskevenlige personlighed, hans oratoriske og populariserende evne, hans ejendommelige blanding af dyb varme og mild humor slog disse foredrag i overordentlig grad an. Flere af dem er trykt, til dels særskilt i pjecer, således den lille, fængslende, i fri bearbejdelse fra engelsk gengivne, moraliserende fortælling Frisk Luft, Sæbe og Vand der udkom i adskillige oplag og er meget karakteristisk for hans agitationsmetode. Et af de emner han oftere behandlede var misbrug af alkohol og dens skæbnesvangre følger der fik ham til kategorisk at fordømme enhver anvendelse af alkohol i lægekunstens tjeneste; den samme religiøst begrundede aversion viste han over for enhver, også lægevidenskabelig eksperimenteren med hypnotismen på mennesker. Snart fik han dog igen lejlighed til på officiel og fremtrædende måde at virke for hele landets sundhedsvæsen, idet han 1865 blev medlem af det kgl. sundhedskollegium – et synligt udtryk for at hans autoritet voksede trods al aktiv og passiv hæmning.

1866–68 begyndte han et ildfuldt felttog mod den i Fødselsstiftelsen hærgende barselsfeber og særlig mod den i det nye kommunehospital optrædende hospitalsinfektion og hævdede i dette spørgsmål med stor yderlighed sin engelske antikontagionisme, der i øvrigt senere efterhånden modificeredes, navnlig under indflydelse af Louis Pasteurs arbejder, og i det hele mindre hvilede på videnskabelige præmisser end på hans dybe følelse og hans frygt for inhumane konsekvenser af smittelæren. Men til trods for denne uholdbarhed i hans videnskabelige standpunkt og skønt hans forslag om at modvirke "miasmerne" ved spredning af patienterne i de såkaldte "blandede afdelinger" på det bestemteste bekæmpedes af de sagkyndige, hvis mening her måtte have en afgørende vægt, satte han dog ved sin og sin trofaste kampfælle C. E. Fengers autoritet over for almenheden sit forslag foreløbig sejrrigt igennem. Med uomtvistelig berettigelse gennemførte han kort efter andre vigtige foreliggende reformopgaver; ved et varmt og glimrende foredrag på det nordiske industrimøde 1872 "om Børns Anvendelse i Fabrikker" fremkaldte han den n.å. vedtagne fabriklov, og i samarbejde med en anden filantropisk hygiejniker, dr. F. F. Ulrik, foranledigede han at den gældende, uheldige københavnske byggelov af 1871 underkastedes en gennemgribende hygiejnisk revision hvis resultater fastsloges i en ændret lov (1875), og ligeledes at det uhyggelige, sundhedsfarlige kvarter om Peder Madsens gang nedbrødes. Den sidste store hygiejniske sag det lykkedes ham at gennemføre var stiftelsen af Selskabet for sundhedsplejens fremme i Danmark 1879. Som dets selvskrevne formand fungerede han til 1888.

H. er den førende skikkelse inden for dansk hygiejne fra 1850 til 1880. Han bragte de nye engelske hygiejniske ideer og idealer til Danmark, og han var virksom og opnåede praktiske resultater på næsten alle hygiejnens områder. Disse resultater betød blivende fremskridt selv om H. tilhørte den førbakteriologiske periode. Den i hele hans virken ganske særlig fremtrædende varme og praktiske filantropi gav sig imidlertid frugtbringende udslag i mange andre retninger end de nævnte, strengt hygiejniske. Af Børnehospitalets bestyrelse var han medlem fra 1859, og for opførelsen af det nye dronning Louises hospital 1879 var han overordentlig virksom. Han var medlem af sygehjemmets bestyrelse, af bestyrelsen for den gensidige hjælpeforening for kvindelige håndarbejdere, af komiteen for anlæg af en vandkuranstalt ved Silkeborg, hvilken han i stor udstrækning ville have anvendt til bedste for fattige syge. Overhovedet fremkom der i en lang årrække næppe nogen filantropisk sag af større rækkevidde, uden at han var medvirkende, ligesom hans arbejdskraft samtidig benyttedes også i forskellige andre komiteer og kommissioner til vigtige formåls fremme, både inden for og uden for det lægevidenskabelige område; af komiteen for Danmarks deltagelse i den internationale kongres for sundheds- og redningsvæsen i Bruxelles 1876 var han et selvskrevet og virksomt medlem.

Som fuldt tilhørende nationalliberalismens blomstringstid var han en varm skandinav hvad der også har givet sig udtryk i hans ivrige deltagelse i de skandinaviske naturforskermøder, i hvis danske bestyrelse han 1868–86 virkede som generalsekretær, i det skandinaviske lægemøde i Göteborg 1870 hvor han fungerede som formand for den medicinske sektion, ligeså i hans virksomhed som dansk afdelingsmedlem af den Letterstedtske forening. Af flere udenlandske medicinske og hygiejniske selskaber var han medlem, og ved den internationale lægekongres i Kbh. 1884 var han præsident for den hygiejniske sektion. Ved det skandinaviske hygiejniske lægemøde i Kbh. 1888 var han ærespræsident. Endnu i slutningen af 1889 var H. så arbejdsdygtig at han i en med en indledning forsynet oversættelse af et foredrag af den engelske lægevidenskabsmand Sir Benjamin Richardson (trykt i Tidsskr. for Sundhedspleje) kunne slå endnu et slag for afholdssagen, men i øvrigt levede han nu ganske tilbagetrukket og bestandig mere fordybet i de kristelige religiøse tanker hvoraf han altid havde været stærkt grebet og hvorom han også i sin forfattervirksomhed – særlig i sit mærkelige lille skrift Om Menneskets Tilstand kort før Døden (et foredrag i Arbejderforeningen af 1860) – har givet et karakteristisk vidnesbyrd.

Familie

Forældre: professor J. W. H. (1770–1841) og Marie J. Hornemann (1779–1830). Gift 9.8.1852 i Gentofte med Birgitte Christiane (Christy) Hohlenberg, født 1.1.1829 i Serampore, død 17.5.1897 i Kbh., d. af præsident i Serampore Johannes Søbøtker H. (1795–1833) og Birgitte Malling (1800–86).

Udnævnelser

Tit. professor 1853. – R. 1849. DM. 1858. K.2 1881. K.1 1888.

Ikonografi

Mal. af Troels Lund, 1822. Tegn. af W. Bendz, 1829. Tegn. og mal. af W. Marstrand 1834 og senere, bl.a. i gruppe af læger, 1836 (Fr.borg). Mal. af Constantin Hansen, 1851, efter dette litografi af P. Gemzøe, 1854. Mal. af Constantin Hansen, 1852. Træsnit 1871. Afbildet på træsnit 1880 af en gruppe nord. naturforskere. Træsnit af C. Poulsen, 1887. Træsnit 1892. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1839 143. Hygiejniske medd. 3.r.ll, 1884 175–203 (erindr, fra den sjæll. epidemi 1831). – Jul. Petersen i III. tid. 29.6.1890. Samme i Ugeskr. for læger 4.r.XXII, s.å. 15–22. Samme: Koleraepidemierne, 1892. Bibi. for læger 7.r.l. 1890 404–08. Tidsskr. for sundhedspleje II, 1891 If. Villads Christensen: København 1840–57, 1912. G. Norrie i Nord. hyg. t. X, Lund 1929 119–58.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig