Esther Ammundsen

Esther Ammundsen, 11.8.1906-10.12.1992, læge, medicinaldirektør. Efter studentereksamen fra Haderslev 1925 uddannede Esther Ammundsen sig fra 1933–34 ved forskellige københavnske hospitaler efter 1933 at være blevet medicinsk kandidat ved Kbh.s univ. Allerede 1939 forsvarede hun disputats ved samme univ. Om ikke-kuliltebindende hæmoglobin i blodet ud fra studier ved Biokemisk institut.

Under anden verdenskrig, hvor hun var 1. reservelæge på Kommunehospitalets 7. afdeling og sanitetslægeassistent i Københavns sundhedskommission, interneredes hun elleve måneder af tyskerne for illegalt arbejde. Efter løsladelsen var hun 1943–46 ansat ved Blegdamshospitalet og fra 1945–47 afdelingschef i Dansk røde kors hvor hun administrerede flygtningehjælp og senere tuberkuloseafdelingen. Dette internationale arbejde kom til at præge hendes fremtidige virke hvor hun dels fik med internationale tuberkulosekampagner at gøre – og senere med udviklingen af ulandsarbejdet. Hendes praktiske indstilling bevirkede at danske læger sendtes ud hvor der var behov, i stedet for at der skulle samles smågrupper af u-lands læger i danske miljøer. 1962–74 var hun derfor leder af den danske delegation til WHOs årsmøder og 1971–74 medlem af WHOs executive board. 1974 blev hun konsulent ved WHOs regionalkontor i Danmark. Efter kortere tid omkring 1950 som skolelæge og praktiserende speciallæge udnævntes Esther Ammundsen, der 1940 havde taget embedslægeeksamen, 1951 til stadslæge for København. Hun var den første kvinde i dette embede – og skulle da også blive det da hun 1961 (-74) udnævntes til medicinaldirektør. Hun kom her til at præge hospitalsudviklingen i Danmark ved sin favorisering af de regionale større sygehuse og sin planmæssige nedlæggelse af de mindre lokale sygehuse. Samtidig gjorde hun en bemærkelsesværdig indsats (sammen med Teit Kærn) for at ressourcerne til transplantations- og dialysecentre skulle fordeles til få højt udviklede hospitaler så de økonomiske rammer for dette program ikke sprængtes. 1961–74 var hun kommitteret sygehusrådet og fra 1961–74 civilforsvarsrådet. 1962–64 var hun virksom vedrørende ændringerne af lægeuddannelsen i Danmark – og hun arbejdede varmt for udbygningen af den primære sundhedstjeneste med kompagniskab mellem de praktiserende læger og lægehusudviklingsideen. I bestyrelserne for landsforeningen mod børnelammelse (polio) og Den danske kræftkomité ydede hun en virksom indsats – ligesom i kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet (1965–66). 1990 udgav hun erindringsværket Amanda fortæller : tidsbilleder fra det 20. århundrede.

1946 tildelt Tagea Brandts rejselegat.