Ferdinand Levison, Ferdinand Emanuel Levison, 9.11.1843-27.6.1907, læge. Født i Kbh. (Mos.), død sst., urne på Bispebjerg. L. blev student 1861 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og tog medicinsk embedseksamen 1868. Han tænkte først at uddanne sig som gynækolog og obstetriker (klinisk assistent på Fødselsstiftelsen 1870-72) og flere af hans første videnskabelige arbejder handler om emner fra dette område, bl.a. disputatsen Bidrag til Læren om Fostervandet og den abnorme Forøgelse af dettes Mængde, 1873, men da en synsfejl (astigmatisme) hæmmede ham som operatør gik han over til den interne medicin og var 1872-75 reservemedicus på Frederiks hospital under Carl Reisz, hvis private amanuensis han også var i nogen tid. 1875 var han i udlandet. Gennem senere professor C. J. Salomonsen blev han interesseret i den nye bakteriologiske videnskab. Spørgsmålet om smittespredning gennem grundvandet fra dårligt anlagte kirkegårde var blevet aktuelt og fremdraget i Kbh.s borgerrepræsentation 1874 og 1879. I et foredrag i Selskabet for sundhedsplejen gav L. 1881 en oversigt over spørgsmålet og foretog omfattende undersøgelser over Danmarks kirkegårdsforhold hvis resultater han fremlagde på den internationale lægekongres i Kbh. 1884. Undersøgelserne havde gjort ham interesseret i ligbrænding, og efter indbydelse af ham stiftedes 1881 Foreningen for Ligbrænding med professor C. Goos som formand. Bestræbelserne for at indføre ligbrænding i Danmark støttedes af sundhedskollegiet, men mødte en voldsom modstand, særlig fra gejstlighedens side, og kultusministeriet hindrede indførelsen. Når modstanden overvandtes skyldtes det L.s energi og evner som taler. Da ligbrændingsforeningen 1884 bestemte at gå mere aktivt til værks og opføre et krematorium, trak den daværende formand, professor Reisz, sig tilbage, og L. blev formand fra 1885 til sin død. Under hans ledelse opførte foreningen krematoriet på Nyelandsvej på Frbg., og skønt forskellige domme gik foreningen imod, forstod L. efterhånden at skaffe forståelse for sagen, så ligbrænding blev tilladt ved lov af 1892, og flere og flere præster opgav modstanden mod at medvirke. Da det første krematorium blev for lille, gennemførte L. at ligbrændingsforeningen, støttet af en overenskomst med Kbh.s magistrat, opførte krematoriet på Bispebjerg 1906-08. Dets fuldførelse oplevede L. ikke. Efter indførelsen af den nye sundhedsvedtægt for Kbh. 1886 blev L. en af de n.å. udnævnte kredslæger, og sammen med C. J. Salomonsen udførte han flere undersøgelsesrækker over forskellige desinfektionsovne og lignende praktiske desinfektionsspørgsmål (offentliggjort 1887-89). Af magistraten sendtes han til Berlin (1889) for at studere desinfektionsforholdene, og han udarbejdede anvisningerne for desinfektion i Kbh. (1891), samtidig med at en ny ordning af det kommunale desinfektionsvæsen trådte i kraft. Fra 1889 var han censor ved medicinsk embedseksamen.

1890 studerede L. hos Robert Koch i Berlin der nylig havde offentliggjort sin opdagelse af tuberkulinet. I de følgende år optog han videnskabeligt arbejde på den interne medicins område og beskæftigede sig særlig med stofskifte- og nyresygdomme. For patienter med disse sygdomme åbnede han nogle år senere en privatklinik. Han offentliggjorde en lang række arbejder, særlig om forholdet mellem gigt, urinsyrestofskiftet og nyresygdomme ("skrumpenyre"). Resultaterne støttede englænderen Alfred B. Garrods (1819-1909) opfattelse, at en nedsættelse af nyrernes evne til at udskille urinsyre var det primære ved den uriske ("urinsure") gigt, og at der bestod en forbindelse mellem nyregrus og denne lidelse. L.s arbejder på dette område (1893-1903) fik betydning gennem længere tid, særlig hovedarbejdet Die Harnsäurediathese, 1893. Også om kronisk ledreumatisme, om ischias m.m. har L. offentliggjort arbejder. L. var medstifter af Studentersamfundet og medlem af dets første bestyrelse (1882). Han underviste ved Studentersamfundets foredragsrækker og har skrevet et enkelt af dets småskrifter. Forskellige populærvidenskabelige bøger har han dels oversat, dels forfattet, fx sammen med Vilh. Jensen Menneskets Legeme, Ernæring og Stofskifte, 1901 der udkom i tidsskriftet Frem. - L. var ualmindelige kultiveret, belæst og alsidig med vidtspændende interesser uden for sit fag, fra politik til arkæologi og kunsthistorie, og i hans hjem dyrkedes megen kammermusik. Han elskede at gøre bjergture og var en af de første læger herhjemme som cyklede. Han havde noget tilbageholdende i sit væsen, men var en fortræffelig foredragsholder og i samtale meget underholdende. I en debat var han klar og vittig, undertiden skarp. Han hørte til "70ernes mænd" og delte denne kreds" radikale anskuelser. I sin overbevisning var han ubestikkelig trofast, næsten stejl, og veg aldrig eller lod sig forvirre. 1905-07 var han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation hvor han særlig beskæftigede sig med byens hospitalsbudgetter.

Familie

Forældre: kateket ved Mosaisk trossamfund, dr.phil. Esaias L. (1803-91) og Frederikke Bendix (1809-84). Gift 18.8.1885 i Kbh. (Mos.) med Ida Fridericia, født 15.2.1867 i Kbh. (Mos.), død 17.1.1936 sst., d. af grosserer Julius Ludvig F. (1837-1900) og Emma Fraenckel (1845-1919). -Bror til Olivia Sandström.

Udnævnelser

Tit. professor 1903.

Ikonografi

Silhouet (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1873 203f. - Josef Fischer: Simon Lazarus og hans efterkommere, 1911. Samme: Slægten Levin-Fridericia, 1916 35. Jul. Margolinsky: Stamtvl. Henriques, 1949 106. Poul Hertz i Månedsskr. for sundhedspleje, 1907 141-46. Fr. Tobiesen i Ugeskr. for læger LXIX, s.å. 665f. Ligbrændingens hist. i Danm., red. Kn. Secher, 1931 206f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig