Georg Heuermann, Jürgen Heuermann, 1722-6.12.1768, læge. Født i Oldesloe i Holsten, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri). Det var meningen at H. skulle studere, og han var også kommet så vidt at han skulle på universitetet, men på grund af hans ekstraordinære lyst til kirurgien skete dette ikke. Han kom rimeligvis i lære hos en barber i Oldesloe eller måske hos den berømte Zacharias Vogel i Lübeck, men 1743 kom han til Kbh. hvor han blev antaget som kirurg hos F. A. Danneskiold-Laurvig(en), mens han studerede ved Theatrum anatomicochirurgicum hos Simon Crüger. 1746 tog han første del af sin eksamen, men han fik aldrig den sidste del. Han blev nemlig snart prosektor ved universitetet hos professor B. de Buchwald. Han lod sig derefter immatrikulere ved universitetet 1748, underkastede sig medicinsk eksamen og blev 30.10.1749 dr.med. ved en anatomisk afhandling om menneskets tunge. Som prosektor holdt han forelæsninger over anatomi, fysiologi og kirurgi for Buchwald, og disse forelæsninger blev stærkt besøgt ikke blot af de få medicinske studenter, men også af talrige kirurgiske studerende ved Theatrum anatomicochirurgicum. Hans forelæsninger der blev holdt på tysk blev nedskrevet af en af hans tilhørere, gennemset af H. og derpå udgivet som en Physiologie i fire bind (1751–55) på over 3000 sider og en kirurgi, Abhandlungen der vornemslen chirurgischen Operationen am menschlichen Corper i tre bind (1754–57) på ca. 1800 sider. Disse bøger viser ham ikke blot som en overordentlig belæst mand som var fulgt med i videnskabens udvikling, men som en selvstændig tænker der anstillede talrige eksperimenter og på mange punkter var langt forud for sin tid. I fysiologien var han særlig påvirket af den tids mest fremragende fysiolog, A. v. Haller, og denne viste sin interesse for H.s bøger dels ved at skrive efter det sidste bind af fysiologien inden det var udkommet, dels ved et meget udførligt referat af bøgerne i sine "Bibliotheca anatomica" og "chirurgica". Det var ikke alene den almindelige anatomi, fysiologi og kirurgi H. behandlede, men han gav også undervisning i sådanne ting som tidligere udelukkende var behandlet af omrejsende specialister, såsom tandsygdomme og især øjensygdomme. Alle de medicinere der studerede ved universitetet i denne tid og senere blev doctores, omtaler hans forelæsninger. H.s bøger blev i høj grad vurderet i Tyskland hvor de endnu 30 år efter anbefaledes blandt de bedste lærebøger, mens de her i landet hurtigt blev glemt og først blev gravet frem igen i slutningen af 1800-årene.

1752 søgte H. om at blive professor medicinæ designatus ved universitetet, men fakultetet satte sig på det bestemteste derimod, særlig fordi han ikke kunne tale latin godt nok og ikke havde hele den skolastiske uddannelse som man dengang fandt uundværlig. Han fik efterhånden en stor praksis, men ikke desto mindre brød han pludselig af og lod sig 1758 ansætte som medicus og kirurg ved de store feltlazaretter som i anledning af den truende krig med Rusland oprettedes i Holsten. Mens han var her døde Simon Crüger 1760, og H. ansøgte straks om stillingen som generaldirektør for kirurgien. Han var utvivlsomt den mest kvalificerede dertil, men Wilhelm Hennings kom ham i forkøbet og fik stillingen ved kongens protektion. Et par måneder senere udnævntes H. til medicinæ designatus, men uden ret til at ascendere i fakultetet. Da krigen ikke blev til noget, hjemsendtes hæren, og H. kom til Kbh. 1763, blev medicus ved Krigshospitalets ladegård og det militære plejehus, 1763 tillige for slaverne.

Da H. var kommet tilbage fra Holsten begyndte han igen at docere, hvor ved man ikke (universitetet afslog en anmodning om at benytte dets anatomikammer). Han udgav to bind Vermischte Bemerkungen und Untersuchungen der ausübenden Arzeneiwissenschaft, 1765–67 hvori var nogle afhandlinger af andre læger, men de fleste af ham selv. Han meddelte adskilligt om sygdomme blandt tropperne i Holsten, men især findes heri et par meget interessante afhandlinger om Jacques Daviels stæroperation (ekstraktionen) som han for første gang i Skandinavien udførte 1755 og gentagne gange senere, og om behandlingen af store hornhindesår hvor han angav en operationsmetode som blev glemt og atter opfundet 105 år senere og da fik sin nye opfinders (E. T. Saemisch) navn. – H. giftede sig 1764 med en af de rigeste arvinger i Kbh., han købte en stor ejendom på Nørregade, og alt så strålende ud, men så smittedes han under sin praksis hos slaverne af "Inflammations-Fieber" og døde kun 45 år gammel. Han er 1700-tallets betydeligste fysiolog, kirurg og oftalmolog i Danmark. Hans efterladte konkylie- og bogsamling bortauktioneredes 1769 (trykt katalog). En søn der døde tidligt og tre brødre blev kirurger men ingen af dem var særlig fremragende.

Familie

Forældre: rådmand Jürgen H. (ca. 1700–68, gift 2. gang 1765 med Abel Dorothea Krohn, ca. 1744–1802) og Maria Goden (ca. 1690–1764). -5.12.1764 i Kbh. (Petri) med Maria Dorothea Gustmeyer, døbt 14.8.1744 i Kbh., død 13.12.1811 sst. (Petri), d. af købmand Carl Hieronimus G. (1701–56) og Catharina Sprich (ca. 1710–73).

Ikonografi

Stik 1754 efter tegn. af D. Ring.

Bibliografi

G. Norrie: G. H., 1891 (anm. af Jul. Petersen i Hist. t. 6.r.III, 1891–92 194–207). Samme: Den danske oftalmologis hist., 1925. Samme: Af medicinsk fakultets hist., 1934. Samme i Hospitalstid. LXVII, 1924 1–5. Fr. Lutzhøftsst. 108–11 124–27 155–58 175f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig