Dansk Biografisk Leksikon

Johannes Helweg

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Johannes Helweg, Johannes Spur Helweg,  25.5.1881-16.10.1957, læge. Født i Hornborg ved Horsens, død i Kbh., urne på Tibirke kgd. H. blev student 1900 fra Schneekloths skole. Efter at have taget medicinsk forberedelseseksamen studerede han en tid ornitologi og dyrkede musik, men samtidig arbejdede han med massage og øvelsesterapi bl.a. på sygekasseklinikker og høstede herved betydelig både terapeutisk og klinisk erfaring der kom ham til hjælp senere hen idet han derved kom ind på studiet af bevægelsessystemets funktionsforstyrrelser. Efter embedseksamen 1910 og kandidattjeneste ved forskellige hospitaler var han en kort tid reservelæge i hæren og blev 1912 ansat som specialist i fysisk terapi ved de københavnske sygekasser. Han betragtede det som sin opgave, inspireret af vennen, fysiologen J. Lindhard, at dokumentere at det fag han dyrkede ikke blot var en på særlige tekniske færdigheder baseret specialitet, men at det måtte betragtes som en særlig disciplin gennem hvilken der er mulighed for at tilføre den kliniske videnskab nye værdifulde erfaringer og synspunkter. 1913 blev han assistent ved Rigshospitalets massageklinik hvis chef han blev 1915. Tillige var han konst. chef for dette hospitals badeklinik, fra 1916 chef for begge. 1918 blev han medlem af Den alm. danske lægeforenings massageudvalg. For sit fag skabte H. navnet fysiurgi da han ikke mente det tidligere brugte navn, fysisk terapi, var tilstrækkelig betegnende. Ligesom en udøver af operativ terapi er kirurg er en udøver af fysisk terapi fysiurg, en betegnelse der vandt borgerret i Danmark indtil specialet omkring 1980 indkorporeredes i et af sundhedsstyrelsen indført medicinsk grenspeciale kaldet reumatologi. – 1920 blev H. dr.med. på afhandlingen Ischias. En klinisk Studie, som han selv betragtede som et dokument for sin synsmådes berettigelse, og i hvilken han hævdede at ischias ikke er en afgrænset sygdom, men måtte betragtes som forårsaget af myopatier. Året forud havde han udgivet en oversættelse fra latin af Domenico Cotugno: De ischiade nervosa commentarius. Endvidere har han udgivet Ischias (monografi), 1923, Sciatica or myopathia e labore of the posterior region of the leg, 1925 og Om Funktionsmyopathien som Smerteaarsag og denne Lidelses fysiurgiske Behandling, 1934.

Familie

Forældre: kapellan i Hvirring og Hornborg, senere valgmenighedspræst i Askov Axel Heinrich Saxtorph H. (1853–1914) og Johanne Francisca Thalitha Hostrup Spur (1854–1937). Gift 1. gang 28.7.1906 i Kbh. (b.v.) med Anne Ulrikke Elise Thielemann Fribert, født 29.11.1879 i Tranebjerg, Samsø, død 8.7.1948 i Kbh., d. af uldspinder Lorentz Trojel F. og Nannette Sophie Birgitte Thielemann. Ægteskabet opløst 1922. Gift 2. gang 27.1.1923 i Kbh. (b.v.) med Anna Margrethe Manniche, født 3.3.1889 i Kbh. (Matt.), død 11.2.1975 sst., d. af lærer Laurids M. (1851–1938) og Christine Manniche (ca. 1861–1935).

Ikonografi

Mal. af Aage Lønborg-Jensen, 1931. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1920 135f. – Mindeord om J. H., udg. Grethe, Bente og Lise Helweg, 1958. E. Snorrason i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
dokumentere
(af lat. documentare ), påvise; underbygge med bevi ...Artikel i Den Store Danske
ornitologi
den gren af zoologien, der beskæftiger sig me ...Artikel i Den Store Danske
terapeutisk
(se terapeutik ), behandlende; lægende. ...Artikel i Den Store Danske
massageklinik
se prostitution . ...Artikel i Den Store Danske
reumatologi
læren om reumatiske sygdomme ( gigtsygdomme , se ...Artikel i Den Store Danske
reservelæge
læge , der som led i postgraduat lægeuddannelse e ...Artikel i Den Store Danske
embedseksamen
normal afslutning på en universitetsuddannelse i Dan ...Artikel i Den Store Danske
specialitet
(fr. spécialité ), det at være speciel; speciale; s ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
ESno
18/07/2011
AxBorg
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki