Knud Faber

Knud Faber, Knud Helge Faber, 29.8.1862-3.5.1956, læge. Knud Faber blev student 1879 fra Odense, tog medicinsk eksamen 1885 og var 1886-88 kandidat på forskellige københavnske hospitaler. Hans studietid faldt i en periode da bakteriologien fejrede den ene triumf efter den anden, og da vi i C.J. Salomonsen fik en ypperlig og inciterende repræsentant for faget kastede Knud Faber sig snart over studiet deraf og blev 1890 assistent ved universitetets nyoprettede bakteriologiske laboratorium. Hans første større videnskabelige arbejde, hans disputats om tetanus som infektionssygdom er udarbejdet der (1890). Vel lykkedes det ham ikke at isolere tetanus-bacillen, men han fremstillede toksinet der ved indpodning gav de karakteristiske symptomer. Imidlertid forsømte han ikke den disciplin der var det gamle støttepunkt for den videnskabelige kliniske medicin: den patologiske anatomi, og blev efter at have været ansat ved kommunehospitalets sektionsstue assistent hos professoren i faget, C. Lange. For Knud Faber fik samarbejdet og omgangen med denne eminent begavede mand stor betydning, men også hans lærer i medicinsk klinik, C.E. With, har haft megen indflydelse på hans medicinske tænken og handlen.

1893 blev Knud Faber reservemedicus på Frederiks hospitals afd. A og 1896 overlæge på afd. B som Withs efterfølger. Resolut indførte Knud Faber atter den kliniske forelæsning der præget af hans klarhed og ædruelighed fik umådelig betydning for de studerende; kun få af disse forelæsninger er udgivet. Trods uheldige ydre betingelser i det gamle hospital var Knud Fabers videnskabelige arbejde dér meget betydeligt, på visse felter banebrydende, vigtigst vel bidragene til fordøjelsesorganernes patologi. Særlig vort kendskab til den kroniske gastritis med achyli, dens symptomer, anatomi og følger som den perniciøse og den simple anæmi skyldes væsentligst Knud Faber og hans skole. Han har hævdet sin originale tydning af gastriten som det primære, ligesom han – sammen med C.E. Bloch – har vist, at "tarmatrofien" var et post-mortelt produkt. Hertil slutter sig de fundamentale studier af mavesåret, dets symptomer, former m.m. og af de nærtstående lidelser (det pyloriske syndrom) og gastroptose-spørgsmålet.

Da afdelingen 1910 rykkede ind på Rigshospitalet fik de udmærkede arbejdsforhold stor betydning. Ensidig specialisering lå Knud Faber fjernt, til de fleste kapitler af patologien gav han bidrag: nervesygdommene, leverlidelser, lungetuberkulosen og ikke mindst sukkersygen, såvel til de godartede formers forståelse som til dens fysiologi og terapi. Ved tuberkulose gennemprøvede han sanocrysinbehandlingen og modificerede den meget. Stadig forstod han at drage sine assistenter med ind i arbejdet; de fortsatte ofte selvstændigt i det påbegyndte spor, og mange af vore senere betydelige interne medicinere findes blandt dem.

Nogle af Knud Fabers arbejder kom i bogform: Beiträge zur Pathologie der Verdauungsorgane, 1905, Die Krankheiten des Magens und Darmes, 1924, Tuberkulosen i Danmark, 1926 samt nogle kliniske, i Sverige og England holdte forelæsninger. Hans egne og assistenters arbejder er samlet i atten bind, 1907-32, som Kliniske Undersøgelser fra Rigshospitalets Afdeling B. Sin levende interesse for medicinens historie viste han i Erindringer om C. Lange, 1927 og den åndfulde bog Strømninger i den nyere Tids medicinske Klinik med særligt Hensyn til Nosografien (Univ.program 1919; eng. i Nosography, New York, 1930). Som lærer for de studerende havde Knud Faber i udpræget grad øje for at det var praktiske læger han skulle uddanne (sml. diskussioner med V. Henriques i Ugeskrift for Læger, 1920) og at det gjaldt om at skelne det væsentlige og sikre fra det der foreløbig mest havde teoretisk interesse, og han fastholdt en vis tradition fra Withs synspunkter. De der ikke har kendt Knud Faber har vanskeligt ved at fatte den indflydelse han udøvede på sine kolleger, studenter og patienter. Man gik aldrig forgæves til ham om råd; uden at påtvinge nogen sin mening hjalp han de spørgende til at overskue situationen – og med finhed forstod han at lægge den spørgende svarene i munden. Han kunne være kort for hovedet, men også grænseløst tålmodig. Skønt levende interesseret i mennesker, forstod han alligevel at holde sig de fleste tre skridt fra livet – og kun få kom ham vel egentlig rigtigt nær. Som der er skrevet om ham: "Faber havde en stærk vilje, stor arbejdsevne, udtalt samvittighedsfuldhed og pligtfølelse, sand respekt for andres meninger, når han kunne se, de beroede på en velfunderet overbevisning." For studenternes tarv havde han et vågent øje; den populære studenterbespisning på universitetets grund 1917 skyldtes hans initiativ, og studenterrådet og studenteridrætten havde hans virksomme støtte. Allerede fra 1919 gik han i brechen for skabelsen af et universitet i Jylland hvor Århus 1925 udpegedes som det bedst egnede sted. Mere end nogen anden skyldtes det ham, at sagen maj 1928 bjærgedes igennem lærerforsamlingen ved Københavns universitet. Faber blev undervisningsministeriets kommitterede efter Victor Albecks død 1933 og s.å. indviedes Aarhus universitets første institutbygning. For sit storartede virke udnævntes han ved årsfesten 1946 til æresdoktor ved Aarhus universitet.

Naturligvis havde Knud Faber inden for sin stand mange tillids- og æreshverv, men ikke mindre tyede man ved sociale opgaver til hans organisatoriske evner. Siden 1901 var han formand for tuberkulose-kommissionen; 1905 fik han gennemført forslagene om foranstaltninger til smittebekæmpelse og om statsstøtte til sygehuse for tuberkulose. Fra 1906 var han viceformand i Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse som han straks var med i fra oprettelsen; 1938 kunne han indvi foreningens 17. sanatorium og senere erfare sygdommens gradvise udrydden. Han sad i en mængde bestyrelser og udførte især som formand for kommissionen til forberedelse af ordningen af det civile sundhedsvæsen 1908-21 et stort og dygtigt arbejde. Var Knud Faber den førende mediciner herhjemme, bevistes hans anseelse også i udlandet ved at han blev æresdoktor fra Uppsala og Edinburgh, æresmedlem af en mængde udenlandske selskaber og efter indbydelse holdt forelæsniger ved en række udenlandske universiteter: Stockholm 1923, amerikanske universiteter 1926, München 1931, London og Reykjavik 1934. 1927 holdt han The Schorstein lecture ved London Hospital Medical School. For skandinavisk videnskabeligt arbejde udrettede han meget, ikke mindst ved sammen med K. Petrén og P. Holst at udgive den skandinaviske Lærebog i intern Medicin, 3. udg. 1927-34. På foranledning af Folkenes forbunds hygiejnekomité og den kinesiske regering rejste Knud Faber 1930 til Kina for at rådgive ved planlæggelsen af den fremtidige lægeuddannelse dér. 1902-32 var han medlem af konsistorium, 1916-17 universitetets rektor, 1932 fratrådte han sine embeder efter 36 års universitetsarbejde; ved en højtidelighed overrakte tidligere elever ham et festskrift. Efter sin afgang arbejdede han med Tuberkulosen i Danmark I-III, 1926-38 og medicinsk-historisk med Tre Klinikere. Thomas Sydenham, Teophile Laennec, James Mackenzie, 1936, Fra Sundhedskollegium til Sundhedsstyrelse, 1939 og J. D. Herholdt, 1942.