Otto Sperling, 30.12.1602-26.12.1681, læge, botaniker. Født i Hamburg, død i Kbh., begravet i Frue k. S. studerede fra 1616 i Greifswald, fra 1619 i Leiden medicin og botanik. 1622 kom han til Danmark i håb om at blive hovmester for en ung adelsmand, kom i forbindelse med flere danske lærde og fik s.å. lejlighed til i Christian IV's følge at besøge Norge i hvis naturforhold han blev stærkt interesseret; her stiftede han n.å. bekendtskab med kansler Jens Bielke. Vinteren 1622–23 studerede han i Rostock. 1623 ledsagede han dr. Jørgen Bielke på en botanisk undersøgelsesrejse til Skåne, Halland, Blekinge og Gotland; de på denne rejse udarbejdede plantelister (udg. 1662 i Thomas Bartholins "Cista medica Hafnienses") er sikkert i hovedsagen S.s værk. 1624–28 drev han studier i Italien, især ved universitetet i Padova hvor han blev dr.med. Efter hjemkomsten til Hamburg drog han allerede 1628 på ny ud med Italien som mål, men det skib hvormed han afsejlede fra Rotterdam til London nødtes af modvind og en kaper fra Dunkerque til at søge havn i Norge. Efter opfordring af flere adelige nedsatte han sig nu som læge i Bergen hvor han traf sin tilkommende hustru. Efter sit bryllup fik han juli 1630 kongebrev på et kanonikat i Bergen og embedet som provinsialmedicus. 1632 flyttede han til Kristiania (Oslo) som stadsfysicus, men havde svært ved at få sit tilgodehavende og bosatte sig 1634 i Sønder Jernløse på Sjælland hvor hans hustru havde en gård. Han havde imidlertid under sit ophold i Kristiania i Corfitz Ulfeldt, da lensmand på Bohus, til hvem han var blevet kaldt som læge, vundet en formående velynder. På Ulfeldts tilskyndelse tilbød Christian IV ham 1637 stillingen som læge ved Børnehuset i Kbh.; 1638 blev han tillige forstander for Kongens Have ved Rosenborg og kgl. botanicus, 1639 stadsfysicus i Kbh., ansat af magistraten.

S. var i disse år en af hovedstadens mest ansete læger, var med til at behandle kongen efter slaget på Kolberger Heide og blev huslæge hos Ulfeldts. Samtidig dyrkede han botanikken og forfattede en katalog over den botaniske have (1642). 1640–41 fulgte han Hannibal Sehested til Spanien, 1642 Ulfeldt til England. Meget nært var han knyttet til det Ulfeldtske hus hvor han bl.a. læste latin med Leonora Christina. Det medførte at han blev ildeset af rigshofmesterens uvenner som bl.a., vistnok ikke uden grund, beskyldte ham for at have taget ulovlige fortjenester ved leverance af lægemidler til Børnehuset. Da Ulfeldt 1644 faldt i unåde blev S. afskediget fra sine to embeder hos kongen og en kommission nedsattes for at undersøge hans embedsførelse; kort efter mistede han stillingen som stadsfysicus. Venskabet med Ulfeldt brødes imidlertid ikke; 1646–47 fulgte S. rigshofmesteren på hans sendefærd til Holland og Frankrig og var Leonora Christinas ledsager på hendes rejse til England. Da den politiske situation i slutningen af 1647 udviklede sig i Ulfeldts favør fik S. Christian IV's løfte om at blive kgl. kemiker på Rosenborg og tilså kongen under hans sidste sygdom på Fr.borg og Rosenborg. Efter kongens død skaffede Ulfeldt ham marts 1648 stillingen som hofkemiker som han beklædte til febr. 1649, og jan. 1649 blev han hofmedicus uden dog at blive benyttet af Frederik III. 1649 fulgte han Ulfeldt til Holland. Da spændingen mellem rigshofmesteren og hoffet efter hjemkomsten blev mere og mere akut søgte S. sammen med Leonora Christina uden held at få Ulfeldt til at opgive den taktik at holde sig hjemme i sit hus. Da Dinaaffæren (Dina Vinhofvers) 1651 brød ind over familien stod han den bi med råd og dåd. Han var i øvrigt selv part i sagen ved Dinas påstand om at han havde tillavet den gift hvormed Ulfeldt beskyldtes for at ville tage kongen af dage. Skønt han frifandtes for anklagen søgte han allerede før Ulfeldts flugt kongens tilladelse til at forlade Danmark og opnåede denne fjorten dage efter at hans beskytter var afsejlet fra Hammermøllen. 1651–54 var han bosat som læge i Amsterdam, men opretholdt stadig den nære tilknytning til Ulfeldts som han 1653 i embeds medfør besøgte i Stockholm. Ved denne lejlighed udnævntes han til dronning Christinas liv-medicus. 1652 havde han oversat Ulfeldts "Høytrengende Æris Forsuar" til latin. Efter hustruens død nedsatte han sig i Hamburg og kaldtes ofte herfra til slottet Barth i Pommern hvor Ulfeldt nu boede. 1657 sluttede han sig efter Ulfeldts ønske til denne på Karl Gustavs tog til Danmark, men rejste kort efter Frederiksoddes indtagelse tilbage til Hamburg, misfornøjet med at der ikke var vist hans person tilstrækkeligt hensyn. N.å. blev han anholdt i Glückstadt og beskyldt for at stå i svensk tjeneste og at have talt ondt om Frederik III; først marts 1659 frigaves han efter at have underskrevet en forpligtelse til ikke at indlade sig med kongens fjender eller foretage sig noget til skade for Danmark. Efter det Ulfeldtske ægtepars løsladelse fra Hammershusfængslet dec. 1661 knyttedes atter det intime forhold mellem det og S. Da ægtefællerne 1662 rejste til udlandet tog han en del af deres løsøre i forvaring og den yngste søn Leo Ulfeldt i huset. Også efter Ulfeldts domfældelse 1663 vedblev han at korrespondere med ham, var mellemmand mellem ham og hans forbindelser i Sverige, hjalp med at udbrede hans apologi og var medvider i planer om at befri Leonora Christina. Den danske regering så i alt dette et brud på forpligtelsen af 1659, så meget mere som den stadig anså ham for at være i kongens tjeneste. Når den besluttede at pågribe ham var hovedmotivet imidlertid ønsket om at få fat i Ulfeldts ejendele og om at afpresse ham bekendelser om ægteparrets forræderiske anslag. Jan. 1664 blev han af oberstløjtnant Christoffer Hagedorn lokket uden for hamburgsk område, fængslet og ført til Glückstadt og derfra i lænker til Kbh. hvor han indsattes i Blåtårn. En nedsat kommission kunne ikke aftvinge ham tilståelse om kendskab til Ulfeldts sidste planer, men på de førnævnte punkter fandtes hans skyld tilstrækkeligt bevist, og på dette grundlag dømtes han juli s.å. af hofretten som kgl. hoflæge fra ære, liv og gods som skyldig i majestætsforbrydelse. Dødsdommen udførtes dog ikke, måske fordi den svenske regering protesterede mod hans fængsling da han som vikar i det hamburgske domkapitel måtte anses for hørende under dens jurisdiktion. Heller ikke trusler om pinebænken bragtes til udførelse. Men S.s gods på Sjælland konfiskeredes og gaves til Hagedorn, og han holdtes indespærret i Blåtårn til sin død. Efterhånden mildnedes det hårde fængsel, især efter Christian V's tronbestigelse; han modtog besøg af sønnen Otto og en datter og fik adgang til at skrive. Han brevvekslede med sin medfange Leonora Christina og nedskrev til læsning for sine børn på tysk en udførlig selvbiografi til 1659 med et tillæg om sin fængsling og sit fangenskab (afsluttet 1673; GI. kgl. saml. 3094 4°). Selvbiografien vidner om et ikke ringe fortællertalent og en vågen iagttagelsesevne ikke mindst over for naturvidenskabelige foreteelser, skønt S. inden for sine fag var meget lidt produktiv. Som historisk kildeskrift må det behandles med kritik da S. overalt søger at stille sig selv og Ulfeldterne i det bedste lys på bekostning af deres modstandere. Den gudfrygtige og ydmyge tone kontrasterer mod den letfærdighed i livssyn og udtryksform som træder frem i flere af hans efterladte breve og mod den havesyge som efter flere vidnesbyrd kendetegnede ham. Hans trofasthed mod ægteparret Ulfeldt og dets børn kan dog ikke forklares alene ved de ydre fordele som forbindelsen gav ham. Han var Ulfeldt oprigtigt hengiven, og han nærede en dyb kærlighed til Leonora Christina.

Familie

Forældre: rektor ved Skt. Johannes-skolen, professor eloquentiæ ved gymnasiet i Hamburg Poul S. (1560–1633) og Anna Craneberg (død 1641). Gift 6.6.1630 i Roskilde med Margrethe Schwendi, født 8.4.1605 i Roskilde, død 9.1.1654 i Amsterdam (gift 1. gang med medicus i Bergen Poul Andersen, ca. 1586–1628), d. af kannik Andreas S. og Anne Marquartzen. – Far til Otto S. (1634–1715).

Bibliografi

Udg. Animadversiones in Scribonium et notas Johannis Rhodii, udg. Walter Wuttke, Tübingen 1974.

Kilder. O. S.s selvbiografi (1602–73), overs, i uddrag af S. Birket Smith, 1885 (reproudg. 1974). O. S.: Notes du voyages en Espagne 1640–41, udg. E. Gigas, Paris 1910 (særtryk af Revue hispanique XXIII, Paris s.å. 534–90). O. S.s Studienjahre, udg. Walter G. Brieger og J. W. S. Johnsson, 1920. – Breve i Danske mag. 2.r.III, 1810 30–41 og Janus XXXIX, Leiden 1925 210–33 (brevveksl, med J. R. Glauber). Breve fra og til Ole Worm, udg. H. D. Schepelern I-III, 1965–68.

Lit. J. Moller: Cimbria lit. I, 1744 646f. C. F. Rottbøll i Det kbh.ske selsk.s skr. X, 1770 410–12 465–68. Uddrag af biskop Jens Bircherods hist.-biogr. dagbøger, ved Chr. Molbech, 1846. V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen I, 1873 326–33. S. Birket Smith: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I-II, 1879–81. Ove Dahl i Det kgl. no. vidensk. selsk.s skr. 1888–90, Trondhjem 1892 111–24. K. Carøe i Hist. medd. om Kbh. I, 1907–08 190–92. Samme: Studier til da. medicinalhist., 1912 59–63 88f. Carl Christensen i Naturens verden V, 1921 149–55. Samme: Den danske botaniks hist. I, 1924–26 23–25; II, s.å. 8f (bibliografi). Aage Schæffer: Studier til da. apotekervæsens hist., 1963 = Theriaca VIII 162–67. Harald Ilsøe i Fund og forskn. XVII, 1970 29–46.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig