Ove Sten-Knudsen, 14.3.1919-18.2.2007, læge. Ove Sten-Knudsen blev student 1937 fra Vestre Borgerdyd i Kbh. og fik lægevidenskabelig embedseksamen fra Kbh.s univ. 1945. Efter turnustjeneste ved Rigshospitalet, hvor han samtidig var frivillig assistent på universitetets gymnastikteoretiske laboratorium, satsede Ove Sten-Knudsen på basisforskning inden for muskelfysiologi og blev 1946 amanuensis ved universitetets neurofysiologiske institut og kom dermed under inspiration af fremstående muskelfysiologiforskere som J. Lindhard, E. Asmussen og F. Buchthal i en periode, hvor der foregik skelsættende forskningsaktivitet inden for muskelfiberområdet. Allerede 1953 blev Ove Sten-Knudsen dr.med. ved Kbh.s univ. på et stringent matematisk-fysisk arbejde om Torsional elasticity of the isolated cross striated muscle fibre. Han havde 1952–54 været Rockefeller stipendiat på Department of biophysics ved Johns Hopkins University, Baltimore, USA, og på Department of biophysics ved University College, London og udnævntes 1958 til docent ved Kbh.s univ. 1960 blev Ove Sten-Knudsen lektor i biofysik og fem år senere professor i faget samt bestyrer af universitetets institut for biofysik. Han var professor til 1989.

Foruden fortsatte grundlæggende, fysisk-matematisk prægede elektromyografiske studier inden for nerve- og muskelfysiologi gjorde Ove Sten-Knudsen et stort arbejde for at sikre de medicinske studenter en grundig basisforståelse for de biofysiske loves betydning for nervemuskelsystemets funktion under normale og sygelige tilstande. Han var en fortræffelig, meget instruktiv og hjælpsom pædagog, som det klart fremgår bl.a. af hans afsnit om valg af måleapparatur i J. Pedersen og B. Havsteens Lægevidenskabelig forskning (1971) og gjorde et stort arbejde, dels inden for Kbh.s univ.s lægevidenskabelige studieplans udvalg og siden 1970 som formand for fakultetets postgraduate udvalg.

1955–59 var Ove Sten-Knudsen sekretær i Biologisk selskab og i Dansk nationalkomité for biofysik under Videnskabernes selskab, 1966–70 medlem af medikoteknikudvalget under Akademiet for de tekniske videnskaber og af Dansk med. selskabs lægevidenskabelige forskningskomité. 1971 blev han medlem af Statens naturvidenskabelige forskningsråd, 1968 af Videnskabernes selskab, 1979 af NOVOs fonds lægevidenskabelige udvalg og året efter af NOVOs fondsbestyrelse. Ove Sten-Knudsen modtog 1954 Professor Christian Bohrs mindelegat og 1964 Alfred Benzon prisen.

Familie

Ove Sten-Knudsen blev født på Nyrupgård, Tikøb sogn; begravet på Reerslev kirkegård.

Forældre: forpagter, senere proprietær Holger Steen Knudsen (1888–1961) og Edith Becker Bentzen (1893–1971). Gift 12.2.1949 i Lund domk. med maler Nan Marie Græbe, født 13.11.1926 i Malmö, d. af domkirkearkitekt, dr.teol. h.c. Eiler Otto G. (1892–1977) og Nanna Maria Skytte (1901-85).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1954 116f. – Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig