R. Kjer-Petersen

R. Kjer-Petersen, Richard Kjer-Petersen,  30.5.1873-27.8.1953, læge, redaktør, filantrop. Født i Kbh. (Johs.), død sst., begravet sst. (Holmens kgd.). K.-P. blev student 1891 fra Herlufsholm og medicinsk kandidat 1898, var et år kandidat på Øresundshospitalet og derefter reservelæge på amtssygehuset i Næstved. 1902 studerede han et halvt års tid ved børnehospitalet i London og var derefter i to år assistent på Vejlefjord sanatorium. Han gjorde turnustjeneste på kommunehospitalet og blev efter studierejser til Frankrig, Tyskland og Schweiz 1906 reservelæge på Øresundshospitalet. Året før havde han erhvervet den medicinske doktorgrad for afhandlingen Om Tælling af hvide Blodlegemer og om disses Tal hos sunde Mænd og Kvinder, et vigtigt arbejde hvori bevistes at blodlegemetallet vekslede med de fysiologiske betingelser hvorunder det blev undersøgt. På Øresundshospitalet virkede han til 1912. Han udnævntes da til kommunelæge i Kbh. indtil 1917 og atter fra 1919. 1919–35 var han læge ved Kbh.s tuberkulosestationer. I disse år skrev K.-P. talrige artikler om tuberkulose idet han med iver kastede sig ind i kampen for bekæmpelse af sygdommen. Han lagde et stort arbejde i stationsvirksomheden som han omfattede med kærlighed: "Kampen mod tuberkulosen er det samme som kampen for de tuberkuløse". Med uselvisk idealisme antog han sig storbyens småkårsfolks sag og virkede utrætteligt for at bedre deres kår. Mere og mere blev han lægelig-social hjælper for slumkvarterernes indvånere, med særlig årvågenhed for børnenes trivsel. På tuberkulosestationen holdt han forelæsninger for studenterne, udgivet i bogen Begyndende Brystsyge, 1923. Ofte rettede han skarp kritik mod autoriteterne der efter hans mening overså sociale brøst, og frugten heraf blev adskillige kampskrifter, bl.a. Kan vi byde dem det?, 1934; Til Opgør i Kampen for de københavnske Tuberkuløse, 1935, formet med journalistisk kraft. Han gik langtfra altid sejrrigt ud af kampen, ja led endog personlige tab, men han fortsatte ufortrødent og ildfuldt sine bestræbelser. -K.-P. slog sig også på journalistik og var 1917–19 redaktør af "Hovedstaden", 1935–37 af "Retsstatsbladet", senere "Nyt dagblad". Efterhånden ofrede han sig for børnehavesagen, særlig menighedsbørnehaverne hvor han var en drivende kraft. Et pionerarbejde udførte han ved at organisere vantrevne hovedstadsbørns sommerophold i kolonier og landbohjem, og han opnåede at få oprettet ca. 30 feriesteder på vestkysten og andre steder. Bogen Øde Vange, 1941 fortæller om denne indsats.

Ved Frøbel-højskolen holdt han i 1933 foredrag om børnehavesagen i Danmark for elever fra École pratique de service social (på fransk) der gæstede landet for at studere sociale forhold. Med ord og pen slog han til lyd for lægestandens socialisering. – Som Maurice og Kingsley i England var K.-P., selv anglofil, en passioneret forkæmper for kristen socialisme. Med storsindet noblesse talte og virkede han for at bedre sygdom og nød hos det jævne folk. Ubundet af religiøse fraktioner (men dybt fortrolig med Kierkegaard) lod han sig lede af sit varme hjertelag og af sin frie kristelige holdning. Han oprettede dåbsfondet, Menighedens faddergave til døbte børn under trange kår hvis midler tænktes anvendt til nye børnehaver. Sit dåbssyn fremlagde han i den smukke bog Ved Hvilens Vande, 1924. I sine senere år blev han i lægekredse en beundret skikkelse ved sin aristokratiske værdighed og fornemhed, en sand grandseigneur, ubestikkelig og uafhængig, med højagtelse over for sine modstandere og med selvforglemmende tjenersind. Inderst inde stod denne stridsmand uden for al strid, hvilende i den religiøse anskuelse han havde tilkæmpet sig, med ægte humor.