Svend Heinild

Svend Heinild, Svend Ove Heinild,  18.5..1907-1.1.1994, overlæge. Født på Birkendegård, Værslev sg., Holbæk amt. Efter grundig medicinsk uddannelse ved kbh.ske hospitaler blev han 1942 speciallæge i intern medicin og disputerede samme år med et særdeles grundigt arbejde om Undersøgelser over de kvantitative Variationer i Blodpladetallet under Anæmi, Infektion og Thrombopeni, en klinisk studie uden præg af hans senere udtalte samfundsmedicinske virke. Men under de følgende års ansættelser ved Rigshospitalets børneafdeling hvor Preben Plum i særlig grad beskæftigede sig med de sociale aspekter ved børnesygdomme, udvikledes hos H. den adfærdsforskende indstilling der skulle gøre ham kendt som fortaleren for samfundets stedbørn, som den der i den daglige sygdomsbekæmpelse ikke blot fandt anvendelse for lægevidenskabens tekniske fremskridt, men nok så meget bekendte sig ti! betydningen af livsomstændighedernes og de sociale forholds betydning for sygdommes opståen i barnealderen. Det skulle ikke være samfundets opgave at hæmme barnets selvrespekt og individuelle udvikling, men at påvirke og bedre det af ydre dårlige livsbetingelser hæmmede, både legemligt og sjæleligt syge barn. 1948 ansattes H., der året før var blevet speciallæge i børnesygdomme, som afdelingslæge ved Finseninstitutets pædiatriske modtageafdeling (det tidligere lysambulatorium som nu ikke mere behøvedes, da tüberkulosetruede børn var en sjældenhed) og ved Kysthospitalet på Refsnæs' borneafdeling. Refsnæs var 1941 blevet sammensluttet med Finseninstitutet og tog sig indtil 1948 både af almen og af kirurgisk tüberkulose. Men den sociale velfærd havde efterhånden næsten udryddet sygdommen og 1948 deltes Refsnæs op i to afdelinger, hvoraf den ene for "ikke tüberkuløse børn" netop passede for hele H.s virke for "svagbørn", børn hvis legemlige og sjælelige tilstand var en sådan at de ikke svarede til normen i det sociale felt, hjemmet, institutioner eller skoler hvor de skulle indpasses. Børnene og evt. forældrene kunne "aflastes" ved indlæggelser på Refsnæs, og følges videre op socialt i ambulatoriet. 1958–77 var H. overlæge ved Kysthospitalet, og da det 1967 overdroges Rigshospitalet fik han samtidig knyttet navnet socialpædiatrisk både til afdelingen på Refsnæs og til det omtalte ambulatorium, han på Rigshospitalet fik indrettet i nært samarbejde med professor Plum. 1970–77 var H. lektor i social pædiatri ved Kbh.s univ. I skrift og tale gik H. i disse år varmt ind for svagbørnsproblematikken. I utallige indlæg, kronikker og bøger, hvoraf talrige måtte blive politisk polemiske, skabte han forståelse for "aflastning" af børn og deres forældre når de ramtes af stærkt personlige emotionelle, affektbetonede konflikter som følge af sygdom forbundet med sociale og ydre vanskeligheder. 1955 publiceredes Barnet i det moderne samfund, 1965 Den virkelighed barnet lever i, og de følgende de mere direkte socialpolitiske Hvem er vi? (1968), Spadestik (1972), hans seks verdslige prædikener i radioen Ved dagens begyndelse (1976) og Kysthospitalet på Refsnces 1875–1975(1975). Alle disse publikationer er præget af H.s vidtfavnende belæsthed, suppleret med en omhyggelig citatrigdom, afspejlende H.s indstilling til sygdom som et socialt fænomen, en direkte funktion af et samfunds sociale og dermed politiske struktur. Hans åbenhed om urimeligheden ved afstraffelse af børn, om Christianiaproblematikken, om livet og døden (1974) og hans villighed til altid at fremsætte sine aggressive meninger og socialhumanistiske tanker gjorde ham ikke blot til en kendt popularisator og forkæmper, men også til medstifter af Danske lægers sammenslutning mod krig (1952), af Østerbros boligaktion (1952), af Selskabet for kulturel forbindelse med Kina (1952, formand 1959–65), han blev medlem af bestyrelsen for børnehaveinstitutioner, børneparkeringen – og for Danske børnelægers organisation (1953–54). Tildelt PH-prisen 1968.