A. Hannover

A. Hannover, Adolph Hannover, 24.11.1814-7.7.1894, læge. Født i Kbh. (Mos.), død i Tårbæk, begravet i Kbh. (Mos. vestre). H. blev student 1832 fra Borgerdydskolen i, Kbh., studerede først naturhistorie, dernæst lægevidenskab. I studieårene sluttede han et nært venskab med den senere som naturforsker berømte Japetus Steenstrup, hvilket fik stor betydning for hans senere liv og forskning. Han begyndte allerede som student videnskabeligt arbejde og vandt 1837 universitetets guldmedalje for mikroskopiske undersøgelser af nervesystemet; dette blev indledningen til en uafbrudt og frugtbar videnskabelig produktion i de følgende 50 år. Lægeeksamen tog H. 1838, og allerede 1839 disputerede han for licentiatgraden med en sammenlignende anatomisk afhandling om det ydre øre. S.å. udsendte han på tysk et par originale iagttagelser rigt arbejde om en smitsom sygdom hos vandsalamandren, hvori han eksperimentelt påviste at en hudsygdom hos disse dyr skyldtes en snyltende alge, noget der var epokegørende da man på dette tidspunkt vidste meget lidt om de smitsomme sygdommes årsager. Kort efter disputatsen drog H. på en toårig studierejse for at uddanne sig videre i mikroskopiske undersøgelser, først til Berlin og derfra gennem Tyskland, Schweiz, Italien og hjem over Paris og London. Berliriopholdet fik afgørende betydning for ham idet han hér mødte de ypperste blandt Tysklands læger, først og fremmest Johs. Mülier og hans elever, bl.a. Robert Remak og Jacob Henle. På denne rejse dels fuldførte, dels påbegyndte han en del af de arbejder han publicerede i de nærmest følgende år. Efter sin hjemkomst var han. 1841-44 kandidat ved Frederiks hospital og 1845-48 reservelæge ved medicinsk afdeling der. 1850-63 fungerede han som visitator ved Frederiks hosp. og Almindelig hospital, tillige var han under slutningen af treårskrigen 1850-51 overlæge ved Sølvgades lazaret. I sommeren 1853 var han koleralæge. 1843 konkurrerede H., der da havde forfattet en række betydelige afhandlinger på forskellige anatomiske og patologiske områder, med den ham jævnbyrdige C. E. Fenger om det nyoprettede lektorat i patologisk anatomi. Titlen på H.s konkurrenceafhandling var Den pathologiske Anatomies Svar paa Spørgsmaalet: Hvad er Cancer? Denne afhandling der danner udgangspunktet dels for hans internationalt kendte arbejde Om Epithelioma (1852), en særegen form for kræft og for hans teori om en heterolog specifik kræftcelleform (cellula cancrosa) bliver igangsætteren af patologiskhistologisk forskning i Danmark. Fenger sejrede, men opgav efter få år sin interesse for patologisk anatomi, mens H. stadig fortsatte sine studier til højt op i sin alderdom. Da A. G. Sommer 1850 fik Fengers stilling måtte H. igen se sig forbigået til en fast universitetsstilling – til skade for fagets fremtidige udvikling i Danmark og for H. selv. Karakteristisk for H.s arbejder fra ungdomsårene er hans fremhæven af mikroskopiens betydning ved anatomiske undersøgelser. 1844-46 forelæste han som privatdocent over mikroskopets brug, og han udgav 1847 en til flere sprog oversat lærebog Om Mikroskopels Bygning og dets Brug. 1846 konkurrerede han med den noget ældre Ib Ibsen om lektoratet i deskriptiv og mikroskopisk anatomi. Ibsen der i en række år havde undervist i faget men indtil da kun havde skrevet et enkelt betydningsfuldt, men endnu upubliceret arbejde, udnævntes til posten på grund af hans store pædagogiske erfaring og hans fremstående anatomiske præparationsteknik.

H. så som jøde med dyb bitterhed atter vejen til universitetet spærret, men lykkeligvis lammedes hans forskertrang og arbejdskraft ikke; som den fødte videnskabsmand elskede han videnskaben for dens egen skyld og fortsatte ihærdigt sine undersøgelser resten af livet. Han fandt ved siden af sit forskerarbejde tid til fra 1864 at være viceformand i centralkomiteen (invaliderne) og fra 1884-90 konsulent ved invalideforsørgelsen. Indtil 1878 praktiserede han desuden som en skattet læge, men tiltagende døvhed tvang ham siden til at leve udelukkende for sin videnskab; det sidste større arbejde udgav han 1887. H. havde en fremragende begavelse for videnskabeligt arbejde, specielt mikroskopiskhistologiske undersøgelser, kombineret med stor arbejdsevne, jernflid, grundighed og alsidighed. Hans undersøgelser var oftest komparativt anlagte, hans beskrivelser skrupuløst nøjagtige og hans materiale indsamlet med enestående udholdenhed. Tit var hans arbejder baserede på årelange studier, således beskæftigede bogen om epithelioma ham i omtrent ni år, og til flere arbejder fra hans seneste år var forstudierne anstillede i hans ungdom. Hans stil var klar, han var noget polemisk men giver læserne indtryk af en sympatisk forsker med en høj og stadig videnskabelig kultur. Men trods sin store videnskabelige indsats var han næsten glemt ved sin død. Hans ivrigt forfægtede særstandpunkter inden for øjenethindens funktion og inden for kræftcelleproblemet synes at have medvirket til at han trængtes i baggrunden i forhold til ungdomsårenes fremskudte position. Ved sin rige forskning, sin alsidighed og sin utrættelige flid inden for den patologiske mikroskopividenskab står han som en af Danmarks fremragende medicinske videnskabsmænd. Her at give blot en kort oversigt over H.s videnskabelige produktion, der igennem et halvt sekel spændte over vidt forskellige felter, er ugørligt. Selv indordner han i sin autobiografi arbejderne i følgende ti grupper: 1) mikroskopisk teknik (hvoraf skal fremhæves angivelsen af chromsyre til histologisk brug og lærebogen i mikroskopets brug der blev datidens håndbog). 2) anatomi og fysiologi (hvoraf fremhæves nervesystemets mikroskopi og undersøgelserne over forbeningsprocesserne). 3) øjet (hvoraf bl.a. nethindeundersøgelserne). 4) patologisk anatomi og teratologi (hvoraf kræftundersøgelserne og forskellige misdannelser (cyclopi). 5) epi- og entophyter, helminthiasis (hvoraf salamandrens smitsomme sygdom). 6) medicin og medicinsk statistik (bl.a. fødselstidspunkts- og menstruationsundersøgelserne). 7) invalider og resektioner (bl.a. påvisning af ledresektionernes dårlige resultat hos danske soldater opererede i Tyskland). 8) fattigvæsen og hygiejne. 9) årsberetninger og kritiske anmeldelser. 10) afhandlinger af forskelligt indhold.

De fleste af H.s arbejder fremkom på fremmede sprog og faldt desuden på et tidspunkt da der i øvrigt var stille om det normal-anatomiske og patologiskanatomiske arbejde ved Kbh.s universitet, så H. kom derfor naturligt over for udlandet til at stå som den danske medicins egentlige repræsentant på disse områder i den lange periode over hvilken hans arbejde spændte. Af udenlandske anerkendelser fik han mange: 1852 blev han æresdoktor i Groningen, senere medlem og æresmedlem af talrige udenlandske selskaber, 1856 fik han Prix Montyon for undersøgelser over øjet, 1878 samme for undersøgelserne over retina. 1853 blev han medlem af Videnskabernes selskab, 1885 af Institut de France. -Tit. professor 1856. Etatsråd 1890. – Broderen Jacob Hannover, født 8.2.1817, død 10.6.1891, blev student 1834 men blev som jøde nægtet adgang til at tage teologisk eksamen. 1848 blev han anden underbibliotekar ved universitetsbiblioteket og 1874 første underbibliotekar. Justitsråd 1891. R. 1882.