Asger Stadfeldt

Asger Stadfeldt, Snebjørn Asger (ved dåben Ascar) Nicolai Stadfeldt, 21.3.1830-12.12.1896, læge, obstetriker. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Garn.). S. dimitteredes privat til universitetet 1847, deltog som frivillig i krigen 1848, var koleralæge i Kbh. 1853 og tog medicinsk eksamen 1854. De følgende to år gjorde han kandidattjeneste ved Frederiks hospital og udarbejdede en lille disputats Nogle Iagttagelser om Glykosurien som forsvaredes for doktorgraden 1857. Efter studierejser til Wien, Prag og Paris blev S. 1859 kandidat ved Fødselsstiftelsen hos C. Levy; s.å. blev han reservemedicus ved Frederiks hospital, indtil 1861. Medredaktør af Hospitalstidende var han 1860–62, og 1863 afløste han Fr. Howitz som underaccoucheur hos Levy, i en tid da barselfeberepidemierne rasede på Fødselsstiftelsen. Som sin chef tog S. imidlertid fejlagtigt standpunkt imod J. P. Semmelweis' kontagiositetslære som Howitz 1864 begyndte kampen for. Efter Levys død 1865 konstitueredes S. som overaccoucheur og overlæge ved Plejestiftelsen, og efter konkurrencen 1866 med Howitz om lektoratet i fødsels-videnskab, børne- og fruentimmersygdomme (konkurrenceafhandling om Funiculus umbilicalis) udnævntes S. til overaccoucheur og lektor, 1869 til professor Ordinarius. S. var en sindig natur der ikke havde let ved at tilegne sig nye anskuelser, så sandheden i Semmelweis' lære dæmrede langsomt for ham først efter at Joseph Listers revolutionerende arbejde om antiseptikken var fremkommet 1867 og G. Stage i sin disputats 1868 havde påvist jordemødrenes utvivlsomme andel i barselfeberens forplanteise begyndte S. at blive overbevist, og 1869–70 indførte han derefter metodisk og med utrættelig energi den listerske karbolantiseptik på Fødselsstiftelsen, hvorefter tilfældene af barselfeber hurtigt mindskedes, ligesom forekomsten af stivkrampe hos de nyfødte. S.s. udmærkede resultater fremlagdes på hygiejnekongressen i Bruxelles 1878 i arbejdet Les maternités, leur organisation et administration, illustrées par la statistique mortuaire de Copenhague et de celle de la maternité de cette ville pendant 25 ans (trykt 1876) og blev af betydning i den internationale diskussion om fødselsstiftelsers endnu stærkt omtvistede berettigelse.

Indførelsen af antiseptikken på Fødselsstiftelsen blev S.s hovedindsats under hans lange virksomhed, men han var desuden en flittig videnskabelig forfatter og publicerede i nordiske og fremmede tidsskrifter talrige solide og grundige afhandlinger over forskellige obstetriciske og til dels også gynækologiske emner. 1870 fik han oprettet en gynækologisk poliklinik, mens den operative gynækologi trivedes uden for universitetet under Howitz' ægide; først to år før sin død fik S. indrettet en lille gynækologisk afdeling med nogle få senge. S. var en dygtig kliniker og meget samvittighedsfuld, men lidet inspirerende som lærer; ved sit sunde blik for det praktiske livs behov og ved sin humane indstilling fik han i de mange år som universitetslærer megen betydning for den opvoksende lægestand som han lettede studiet ved 1872 at udgive sine med flid udarbejdede forelæsninger over hovedafsnit af fødselslæren under titlen Det mekaniske Misforhold under Fødslen og dets Behandling. 1882 udkom den lille Forelæsninger over Svangerskabets Patologi (2. udg. 1893). 1889 udkom en udvidet udgave af Det mekaniske Misforhold, Læren om Fødslens og Barselsengens Patologi), udarbejdet sammen med E. Ingerslev (2. udg. 1896). Som lærer for jordemødrene, der dengang rekrutteredes fra jævnere samfundslag end nu og blev uddannet i løbet af ni, senere tolv måneder var S. med sin urokkelige ro og legendariske patriarkalske personlighed en mester i at indprente dem renlighedens og antiseptikkens betydning. Levys "Lærebog for Jordemødre" udgav S. på ny 1870 og senere omarbejdet som Lærebog i Jordemoderkunsten, 1891. I universitetsprogrammet nov. 1887 skrev han et historisk arbejde, Kjøbenhavns Fødselsstiftelse som Humanitets- og Undervisnings-Anstalt 1787–1887, med en Indledning om Fødselshjælpens Udvikling i Danmark, hvori han bl.a. skildrer den vidunderlige virkning af antiseptikkens indførelse; endvidere slog han til lyd for at adskille lærevirksomheden for læger og jordemødre, en reform der først fuldbyrdedes ved Fødselsstiftelsens flytning til Rigshospitalet 1910, ligesom oprettelsen af en noget større gynækologisk afdeling tilknyttet fødeafdelingen. Ved et fald i sommeren 1896 pådrog S. sig et hovedtraume der blev årsagen til hans død nogle måneder senere. S. var fra 1877 medlem af sundhedskollegiet; han var æresmedlem af talrige udenlandske videnskabelige selskaber.