Chr. Saugman, Christian Ditlev Trappaud Saugman, 16.12.1864-7.2.1923, læge. Født på Korselitse, død i Kbh., begravet i Vejlefjord sanatoriums park. S. blev student 1882 fra Herlufsholm og 1889 medicinsk kandidat. Efter at have gjort kandidattjeneste ved Odense sygehus og ved Frederiks hospital nogle måneder blev han angrebet af tuberkulose og måtte opgive sin lægevirksomhed foreløbig. Han rejste til udlandet for at søge helbredelse og opholdt sig på dr. Hermann Brehmers kuranstalt Görbersdorf i Schlesien dec. 1889-aug. 1891, først som patient, senere som assistent. 1892 nedsatte han sig i Horsens som læge, men foretog siden gentagne studierejser. S.s lægevirksomhed bestemtes af hans egen sygdom der gjorde han til pioner forsanatoriebehandling af lungetuberkulose her i landet. Mens man tidligere havde ment, at det barske danske klima hindrede helbredelse af denne sygdom og derfor, når mulighed gaves, søgte sydpå, banede nu den tanke sig vej at de syge måtte helbredes i det klima de senere skulle leve i. Erfaringer fra Refsnæs kystsanatorium havde indirekte godtgjort muligheden. Den almindelige danske lægeforening tog sagen op, og ved dens møde 29.8.1898 holdt S. et foredrag hvori han fremsatte plan om bygning af et sanatorium ved Fakke-grav i nærheden af Vejle. Planen støttedes bl.a. af lægeforeningens formand, dr. G. Borch (1835–1906) og af professor C. Reisz. 1899 stod sanatoriet færdigt, og S. begyndte sin virksomhed som overlæge; han fortsatte den til sin død. Det initiativ der udgik fra oprettelsen af og virksomheden ved dette sanatorium blev en mægtig løftestang for hele sanatoriesagen. Æren for det gode resultat, sanatoriebehandlingen har udvist i kampen mod tuberkulosen, tilkommer i første række S. Han drog de svære, hidtil som håbløse betragtede tilfælde frem, og det lykkedes ham at bringe god hjælp til sådanne. S. blev en ivrig tilhænger af pneumothoraxbehandlingen, og da denne yderligere udvikledes gennem ribbensresektion og den fokale kavernebehandling lærte han, der oprindelig ville have været kirurg, sig hele den operative teknik der hørte hertil, og de resultater han kunne demonstrere, stod ikke tilbage for nogen andens.

S. var medlem af Komiteen til oprettelse af sanatorier for brystsyge 1895 og af bestyrelsen for selskabet Sanatorier for brystsyge 1895–99. Hans litterære produktion drejede sig udelukkende om tuberkulose. Han holdt en mængde foredrag i indland og udland hvor han altid vakte opmærksomhed ved kongresserne, og han gik fuldstændig op i sin virksomhed. Man kan sige at han og sanatoriet var ét. Vejlefjord sanatorium besøgtes af læger fra nær og fjern der søgte belæring. S.s religiøse interesser forligedes godt med hans lægegerning, og personlig elskværdig som han var blev han i høj grad afholdt af patienter, funktionærer og kolleger. – Tit. professor 1901.

Familie

Forældre: godsforvalter, justitsråd Emanuel Andreas Gottfred S. (1815–90, gift 2. gang 1876 med Caroline Vilhelmine Piper, 1845–1924) og Laurentze Marie Elisabeth (Betzy) lürgensen (1828–73). Gift 12.9.1891 på Frbg. med Nicoline Andrea Augusta Treschow, født 26.2.1862 i Kbh. (Holmens), død 18.1.1929 på Oringe, d. af fuldmægtig, senere overkrigs-kommissær, chef for orlogsværftets regnskabsvæsen Frederik Conrad Bugge T. (1822–93) og Nielsine Andrea Augusta Axelsen (1833–1910).

Udnævnelser

R. 1911. DM. 1920.

Ikonografi

Karikatur af Alfred Schmidt, 1910. Karikaturtegn. 1912 (Fr. borg). Mal. af S. Wandel, 1915 (Vejlefjord sanatorium, nu Jysk nervesanatorium). Buste af H. Quistgaard, 1913 (Med.-hist. mus.) og 1920 (foran Jysk nervesanatorium). Foto.

Bibliografi

F. lurgensen og P. Hennings: Biografisk slægtreg. over familierne Sangaard m.fl., 1910 161. Victor Scheel i Ugeskr. for læger LXXXV, 1923 112f. G. E. Permin i Hospitalstid. LXVI, s.å. 149–52. Johs. Schou i Indre missions tid. LXX, s.å. 112f. Chr. Saugman 1864–1923. Vejlefjord sanatorium 1900–25, 1925. E. Schelde Møller: Nationalforen. til tuberkulosens bekæmpelse, 1901–51, 1950.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig