Herdis von Magnus

Herdis von Magnus, Herdis Rye von Magnus, 23.9.1912-15.3.1992, læge. Herdis von Magnus havde sin opvækst i landsbyen Birkede og blev 1931 student fra Roskilde katedralskole. 1939 blev hun cand. med. fra Københavns universitet. Efter turnustjeneste ved Odense amts og bys sygehus og kandidatstillinger ved forskellige københavnske hospitaler ansattes Herdis von Magnus ved Statens seruminstitut som assistent 1944. Her iværksatte hun en omfattende undersøgelse af encephalomyelitis hos mus forårsaget af det såkaldte TO-virus (Theiler's original virus). På det tidspunkt var man klar over at dette virus var særdeles egnet som forsøgsmodel for poliomyelitis virus, men arbejdet blev i væsentlig grad hæmmet af at alle kolonier af hvide mus var naturligt inficeret med dette encephalomyelitis virus. Det store flertal af mus har derfor erhvervet immunitet over for infektionen ved en alder af et par uger. Imidlertid var Herdis von Magnus i stand til som noget nyt at frembringe virusfri mus ved at lade nyfødte mus die hos rotter. Der var herved etableret en koloni af SPF (specific pathogen free) dyr, en metode der samtidig og uafhængigt blev udviklet i England, og som har fået stor praktisk anvendelse inden for husdyravlen, bl.a. i Danmark. Det viste sig at musene i en sådan virusfri koloni ikke erhvervede immunitet, men var indtil flere hundrede gange mere følsomme over for TO-virus end mus fra en normal koloni. En sådan iagttagelse vedrørende en virussygdom særdeles lig den humane poliomyelitis kunne støtte den opfattelse at den voldsomme stigning i poliohyppigheden i 1900-tallets begyndelse var en følge af de forbedrede sanitære foranstaltninger. Som noget nyt fandt Herdis von Magnus endvidere at virus kunne påvises i blodet hos musene i inkubationsstadiet forud for symptomernes indtræden. Dette fund fik betydning for udforskningen af menneskets polio idet tilsvarende senere blev påvist vedrørende denne sygdom. De nævnte undersøgelser resulterede i en række vigtige afhandlinger om muse-encephalitens infektionspatologi og epidemiologi i årene 1949-51 samt i disputatsen, Studies on mouse encephalomyelitis virus (TO strain) som forsvaredes 1952.

Med dette grundvidenskabelige arbejde var der lagt et solidt fundament for Herdis von Magnus' mest skelsættende indsats i igangsættelsen af en poliovaccine-produktion på Statens seruminstitut som muliggjorde de landsomfattende poliovaccinations-kampagner 1955-56. Efter at amerikaneren Jonas Salks sensationelle pionerarbejde med vaccination af børn med formalininaktiveret poliovaccine var publiceret i foråret 1953 tog Herdis von Magnus sammen med sin mand allerede fra 1953 på studieophold i Salks laboratorium. Her erhvervede de en så omfattende viden om fremstilling af inaktiveret poliovaccine på grundlag af virusdyrkning i vævskultur at de efter hjemkomsten til Statens seruminstitut var i stand til hurtigt at gøre instituttet til Europas mest avancerede i henseende til selvstændig produktion af inaktiveret vaccine og poliovaccination i stor skala.

I USA havde man efter Salks lovende resultater med inaktiveret vaccine gennemført en "field trial" i 1954, en forsøgsvaccination som med kontrolgrupper omfattede 1,8 mill. skolebørn. Dette på dette tidspunkt medicinalhistoriens mest storslåede "eksperiment" faldt særdeles vellykket ud. Vaccinen gav god beskyttelse og få bivirkninger. I april 1955 besluttede de amerikanske sundhedsmyndigheder at iværksætte en landsomfattende poliovaccination med Salk vaccinen, og ca. 10 dage senere begyndte man at poliovaccinere i Danmark. Imidlertid indtraf der allerede efter et par uger i USA en rystende hændelse idet der konstateredes omkring 150 vaccinationsassocierede tilfælde af poliolammelser på et tidspunkt hvor ca. fire millioner børn var blevet vaccineret. Forståeligt nok betød denne tragedie at de amerikanske myndigheder midlertidigt standsede vaccinationen indtil man havde fået klargjort at alle uheldene var forårsaget af en utilstrækkeligt inaktiveret vaccine fra en enkelt fabrik. Det var Herdis von Magnus' fortjeneste at hun i denne meget vanskelige situation med beslutsomhed anbefalede at fortsætte den påbegyndte vaccination i Danmark med den på Statens seruminstitut fremstillede inaktiverede poliovaccine. Hun havde tillid til at den her i landet indførte sikkerhedsafprøvning var den amerikanske overlegen. Sikkerhedsafprøvningen, der bestod dels i indsprøjtning af vaccinen på aber, dels i observation af forandringer i vævskultur efter tilsætning af vaccinen, var mere omfattende end foreskrevet fra USA. Den blev senere fastsat af verdenssundhedsorganisationen som normgivende for al poliovaccineproduktion. Der kan næppe herske tvivl om at den danske fastholden af det planlagte vaccinationsprogram i den kritiske periode i 1955 og den vellykkede gennemførelse af den danske vaccinationskampagne medvirkede afgørende til at USA hurtigt genoptog vaccinationen med Salk vaccinen, og også andre lande påbegyndte efterhånden massevaccinationer som snart blev en succes af uhyre betydning i de højtudviklede lande. At Danmark takket være Herdis von Magnus var forrest i Europa medførte at polioepidemier som i slutningen af 1950erne ramte en del nærliggende europæiske lande, blev undgået i Danmark. Som bekendt er polio efterhånden blevet en næsten ukendt sygdom i de lande der har gennemført og opretholdt poliovaccination. Fra en lang række lande i såvel Vesteuropa som Østeuropa blev der sendt studiegrupper til Herdis von Magnus' laboratorium for at lære teknikken ved fremstilling af poliovaccine.

Herdis von Magnus, som 1956 blev afdelingsforstander ved Statens seruminstitut og 1958 overlæge ved entero-virusafdelingen gennemførte senere ændringer i immuniseringsproceduren. Dette var i nogen grad bestemt af den i begyndelsen begrænsede mængde formalindræbt poliovaccine der var til rådighed. Man valgte derfor i Danmark i begyndelsen at give vaccinen i huden i doser der var mindre end dem der anvendtes i andre lande. Hensigten var så hurtigt som muligt at få så mange som muligt beskyttet mod forventede epidemier. Dyreforsøg og enkelte resultater i mennesker vidnede om at metoden var anvendelig, men der var uvished om beskyttelsens varighed. Vaccinationskampagnen viste sig at medføre en tilstrækkelig beskyttelse, og for at sikre den varige vedligeholdelse blev der i 1963 og 1966 gennemført supplerende massevaccinationskampagner med en anden type poliovaccine, den levende, svækkede Sabin vaccine der indtages gennem munden. Vaccinationen blev tilbudt alle personer op til 39-40 år, og den kombinerede brug af dræbt og levende vaccine førte til så gode resultater at Danmark siden har fastholdt denne procedure.

Efter at have demonstreret så megen handlekraft og organisationstalent ved opbygningen af poliolaboratoriet og enterovirusafdelingen på Statens seruminstitut overtog Herdis von Magnus ledelsen af instituttets epidemiologiske afdeling. I denne stilling, som hun varetog indtil 1980, stod hun bl.a. for overførslen til Statens seruminstitut af sundhedsstyrelsens overvågnings- og meldesystem vedrørende smitsomme sygdomme. Som noget vigtigt sørgede Herdis von Magnus for at de epidemiologiske oplysninger blev EDB-registreret hver uge, samt fik i 1980 indført et ugentligt meddelelsesblad, Epi-Nyt, som giver infektionsmedicinsk vejledning samt en oversigt over alle anmeldelserne af sygdomme og bl.a. udsendes til alle praktiserende læger.

Med sin betydelige autoritet som forsker og organisator beklædte Herdis von Magnus talrige tillidshverv. Hun var fra 1952 medlem af WHO's ekspertkomité for virussygdomme, siden 1962 leder af WHO's regionale reference-center for enterovirus og 1974-80 leder af WHO's Collaborating Centre for Virus Reference and Research. Hun var endvidere 1968-80 sagkyndig rådgiver for sundhedsstyrelsen såvel vedrørende epidemiologi som vedrørende vaccinationsproblemer.