Holger Rørdam, 23.12.1863-10.5.1941, læge, politiker. Født i Satrup (Sattrup), Slesvig, død i Kbh., urne på Mariebjerg kgd., Lyngby. R. gik i Roskilde og Odense latinskoler, men blev student ved privat dimission 1881. 1883 var han på Testrup højskole og blev cand.med. 1888. 1888–89 var han reservelæge i marinen og nedsatte sig 1889 i Sakskøbing hvor han blev læge ved Maribo amts tvangs- og arbejdsanstalt. 1895 valgtes han til folketinget i Sakskøbing som fælleskandidat for de to venstregrupper og blev siden genvalgt, til han 1918 trak sig tilbage. Han havde et sikkert agitatorisk tag i vælgerbefolkningen, og dette afbødede virkningen af hans talrige svingninger inden for partiet. Oprindelig tilhørte han de moderate, men meldte sig 1899 ud sammen med Rasmus Claussen og optoges i venstrereformpartiet hvor han efterhånden blev en af de mere radikale. Under krisen 1904–05 hørte han til dem der ville holde partiet sammen, men gik hurtigt med de radikale, var 1909–11 medlem af finansudvalget, men meldte sig 1911 ud af partiet og stod siden i valggruppe med det. Imidlertid var han kommet ind i en omfattende virksomhed som læge; han blev 1896 korpslæge i søværnet, var 1906–09 overlæge ved Garnisons sygehus, 1911–13 chef for hærens og flådens epidemihospital, blev 1913 overlæge i søværnet og 1914 stabslæge; tog sin afsked 1918. 1901–19 var han medlem af arbejdsrådet, og 1910–19 dets formand, 1909–19 konsulent ved sundhedsstyrelsen. Sammen med Carl Lorentzen var han 1901 medstifter af Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse, og 1909–16 dets lægekyndige direktør. I folketinget var han 1895–1909 den eneste læge og kom alene derved til at spille en rolle ved gennemførelsen af en række love af medicinsk, hygiejnisk og social art, således lovene om Rigshospitalet, de militære sygehuse, nye sindssygehospitaler og åndssvageanstalter, sundhedsstyrelsens ordning, embedslægevæsenet, apotekervæsenet, jordemodervæsenet, tuberkuloseloven, ulykkesforsikrings-, sygekasse- og fabrikslovene. Han var sit partis ordfører for toldlovene 1906–08. 1917 udsendtes han af forsvarsministeriet for at studere hygiejne og kirurgi ved den franske hær, tog 1918 sin afsked og opholdt sig i Frankrig til 1921, var derefter skibslæge ved Baltic-Americalinjen til 1923, praktiserende læge i Hørby i Vendsyssel til 1924, i Tjæreborg til 1926, i Nordborg til 1927, i Hjordkær til 1930 og i Skodborg fra 1930.

Familie

Forældre: sognepræst, dr.phil. Holger Fr. R. (1830–1913) og Helga S. M. Kaikar (1832–1923). Gift 18.4.1890 i Sakskøbing med Charlotte Elise Koch, født 21.5.1865 i Hillesvig, død 20.1.1950 i Kbh., d. af skovrider ved baroniet Guldborgland, forstinspektør, senere forstråd Gustav Adolph Stanley K. (1817–95) og Johanne (Hanne) Michaline Aagaard (1823–99). – Bror til K. R.

Udnævnelser

R. 1902. DM. 1911.

Ikonografi

Tegn. og litografi af Poul Corona, 1904. Karikatur af Alfred Schmidt, 1910, og afbildet på tegn. af samme (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

H. R.: En lang omvej, 1929 (erindr.). – N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 416–20. E. Schelde Møller: Nationalforen. til tuberkulosens bekæmpelse 1901–51, 1950. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer (2)

skrev Byrial Jensen

Det er sandsynligvis en skrivefejl når der står at Holger Rørdam var i født i 1865. Andre kilder siger 1863 (for eksempel: Victor Elberling (1949): Rigsdagens Medlemmer gennem 100 år, bind 2, side 174, og på https://www.gravsted.dk/person.php?navn=holgerroerdam ses et fotografi af hans gravsten med "* 23 12 1863" indhugget)

Jeg bemærker desuden at hans far Holger Fr. Rørdam (https://biografiskleksikon.lex.dk/Holger_Fr._R%C3%B8rdam) havde været sognepræst i Sattrup i Slesvig, men var afsat af de tyske myndigheder efter krigen i 1864 og flyttet til København, så Holger Rørdam kan næppe være født i Sattrup i 1865, mens 1863 passer med farens arbejde.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig