Peter Plum, Peter Andreas Julius Plum, 19.5.1829-2.3.1915, læge. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet i Hørsholm. P. blev student 1848 fra Metropolitanskolen og fik bevægede, men lærerige studieår idet han under den første slesvigske krig var konst. underlæge i hæren 1950-51 og under den store koleraepidemi 1853 fungerede som koleralæge. Alligevel tog han 1854 lægeeksamen og var nu til 1856 kandidat ved Frederiks hospital hos A. Buntzen; derefter rejste han i over et år for at studere i Paris, Würzburg, München og Wien. Hjemkommen blev han kandidat ved fødselsstiftelsen hos C. Levy 1858; s.å. nedsatte han sig som praktiserende læge i Korsør hvor han samtidig var distrikts- og stadslæge, men 1863 vendte han tilbage til Kbh. for at begynde sin kirurgiske løbebane hos Buntzen. Under krigen 1864 fungerede han som overlæge ved et lazaret på Kronborg og var derefter igen reservekirurg til 1866. I disse år udarbejdede han på grundlag af Frederiks hospitals materiale sin af samtiden meget anerkendte disputats Om Brokincarceration som han 1866 forsvarede for doktorgraden. S.å. ledsagede han som livlæge prinsesse Dagmar til St. Petersborg, men vendte tilbage 1867 og begyndte praksis i Kbh. Han søgte forgæves 1868 ind ved kommunehospitalet efter C. Withusen; s.å. oprettede han en kirurgisk-gynækologisk privatklinik sammen med Fr. Howitz hvem han som den skolede kirurg blev en god medarbejder. 1866– 73 var han Buntzens medredaktør af Hospitalstidende og skrev i disse år en del artikler, bl.a. om lægeforholdene i Rusland og om ovariotomi. Under Buntzens sygdom var han ekstraordinær docent i operativ kirurgi fra 1869 og blev 1872 lektor, men først 1876 fik han en mindre hospitalsafdeling på Frederiks hospital, den nyoprettede afd. D, der under M. Saxtorphs modstand udskiltes fra Frederiks hospitals hidtil eneste og store kirurgiske afdeling. På afd. D. indlagdes foruden almindelige kirurgiske patienter også hospitalets øjenpatienter, og til den knyttedes den kirurgiske poliklinik. P. var overkirurg her til 1892 da han efterfulgtes af O. Wanscher; 1880 blev han ordinær professor i faget operativ kirurgi (operationslære) som han bestred til 1899, da han på grund af alder trak sig tilbage fra alle offentlige hverv samt efterhånden opgav sin praksis.

P. var en begavet, retlinet og beskeden personlighed med utvivlsomt store kirurgiske evner; når han skuffede de videnskabelige forventninger der efter disputatsen med rette var stillet til ham skyldtes det i første linje hans store selvkritik og manglende ærgerrighed. At han også skuffede som praktisk kirurg til trods for at han var en fortrinlig kliniker og operatør skyldtes mest at han i for sen alder fik en hospitalsafdeling der dels var for lille og dels lå på det gamle, dårligt indrettede og smittefyldte Frederiks hospital. For P.s store ansvarsfølelse og intelligens var det typisk at han med beundringsværdig resignation henviste patienter der udkrævede større kirurgiske indgreb, til Howitz eller kirurgerne V. Holmer og C. L. Studsgaard på det velindrettede kommunehospital hvor der var bedre chancer for et gunstigt sårforløb. Sin egentlige betydning fik P. som en glimrende universitetslærer af høj etisk standard, både ved sygesengen og ved operationsøvelserne på Kirurgisk akademi hvor hans store kundskaber og ypperlige fremstillingsevne parret med dramatisk talent, en arv fra moderens slægt, og et smittende humør og vid gjorde ham højt værdsat. Blandt hans fremmeste elever kan nævnes Oscar Bloch og Th. Rovsing.

Familie

Forældre: adjunkt, senere sognepræst i Spjellerup og Smerup, provst Peter Andreas P. (1797-1880) og Anne (Ane) Louise (Lovise) Heger (1799-1833). Gift 12.2.1864 i Kbh. (Fr.ref.) med Ellen Mathilde Hansen, født 26.10.1836 i Kbh. (Garn.), død 14.6.1913 sst., d. af grosserer, senere etatsråd A. N. H. (1798-1873) og Emma E. Grut (1803-65).

Udnævnelser

R. 1866. K.2 1891. DM. 1899. K.1 1906.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1866 86f. - Hospitalstid. IX, s.å. 149f; Th. Rovsing sst. LVIII, 1915 246-48; sst. 528f. Ugeskr. for læger 3.r.II, 1866 19-22; E. A. Tscherning sst. LXXVII, 1915 365-68. Thorkild Rovsing i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1915 50-52. Daniel Jacobson: Jeg husker –, 1923 134-36. Oscar Bloch i Minder fra studenterdagene, red. E. Rindom, 1924 12-36. N. Kjærgaard i Lægeportrætter, saml. af Ludv. Kraft, 1931 82. E. Dahl-Iversen: Vor kirurgiske arv, 1960 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. maj 1960 41-49. E. Snorrason i Medicinsk forum XXIX, 1976 66f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig