Viggo Christiansen, Knud Viggo Christiansen, 9.12.1867-3.11.1939, neurolog. Født i Kbh. (Holmens), død i Gentofte, urne på Garn. kgd. Efter at have været til orlogs i et par år blev C. student 1888 fra Roskilde, tog medicinsk embedseksamen 1895 og kastede sig straks med iver over studiet af sinds- og nervesygdomme som han tidligt havde udset til sit speciale. Under sin ansættelse som kandidat og reservelæge på Skt. Hans hospital (1895-97) skrev han sin doktordisputats (Om Urinens Giftighed) som han forsvarede 1898. 1897-98 var han på studierejse til London og studerede neurologi på The National Hospital hos Horsley, H. Jackson og Gowers. 1898-1901 havde han forskellige kandidat- og assistentstillinger ved københavnske hospitaler og var derefter reservelæge ved Kommunehospitalets VI afdeling 1901-05. 1913 blev C, trods megen modstand, chef for Rigshospitalets neurologiske poliklinik, en for C. skelsættende begivenhed der indledte hans hårdnakkede kamp for at udskille neurologien som en selvstændig disciplin, uafhængig af psykiatrien. Tidligt vakte C. opmærksomhed ved sine kunstnerisk talentfulde kliniske forelæsninger over nerve- og sindssygdomme, udgivet 1905-06, der 1907 efterfulgtes af den rhapsodiske patografi Christian VII's Sindssygdom. C. var 1909-22 sundhedsstyrelsens konsulent i sindssygdomme. Imidlertid virkede C. med stædig energi for neurologiens fremme. Han søgte samarbejde med kirurger, der på C.s sikre indikationer gennemførte vellykkede operationer på hjerne- og rygmarvssvulster, en omstændighed der i fremtrædende grad øgede respekten for hans fag. På poliklinikken fik hans sjældne evner som lærer for de unge lejlighed til at udfolde sig. Han samlede her i kraft af sin suggestive personlighed og sit livlige temperament en større tilhørerkreds til sine forelæsninger og fik hurtigt oplært en række elever der med begejstring sluttede op om ham, og under hans ledelse blev poliklinikken et centrum for studiet af neurologi ikke blot herhjemme men i hele Skandinavien.

C. stod i disse år som Rigshospitalets ypperste forelæser der som en scenekunstner med bevidst beregning og overraskende paradokser tilrettelagde sine ord. C. har inden for hospitalsvæsnet opbygget den moderne neurologi i Danmark. Hans utrættelige kamp for at få disciplinen knæsat og selvstændiggjort medførte omsider at han så det mål, han havde kæmpet for, blive virkeliggjort. 1929 oprettedes den neurologiske afdeling på Rigshospitalet og selv udnævntes han til docent. 1933 udvidedes afdelingen til sit dobbelte omfang og en neurokirurgisk service knyttedes til den, en af Europas førende. C.s stilling omdannedes til et ordinært professorat. Han nåede, 66 år gammel, hvad han havde stridt for hele livet (C.s egne bittert-stolte ord). - C. var flittig gæst ved internationale kongresser. Han var indleder ved Charcot-festen i Paris 1925 og har forelæst ved universiteterne i Strasbourg, Lyon og Reykjavik. Hans anseelse fæstnedes ved hans litterære produktion, især den fængslende bog om hjernesvulster, 1917 (1921 og 1925 udg. på fransk). Desuden flere kliniske detailstudier (om lipodystrofi, om den sekundære stasepapil, om betændelsestilstande). 1925 udsendtes en mindre bog om migrænen. 1927 hædredes han med et festskrift af tidligere elever. C. stod i sine modne år som en særpræget skikkelse i den danske lægeverden, sikker, kampdygtig og ikke uden selvfølelse. Stejlt forfulgte han sit mål med hård vedholdenhed og med rammende, fængende tale isprængt en smittende, usødet gaminagtig humor der udsprang af hans kunstnerisk anlagte natur, og som gav hans indlæg et indtryk af spontan autoritet. Evnerne lå i lægekunsten, ikke i videnskaben, og som den kliniske kunstner vil hans lægelige indsats længe blive husket. - C. var stifter af de skandinaviske neurologkongresser (1922). Han var membre associé af l'Académie de Médécine de Paris, æresmedlem af Royal Society i London og af Societé d'Ophthalmologie i Paris. Tit. professor 1911.

Familie

Forældre: løjtnant, senere kommandør Asmus Eduard C. (1831-84) og Karen Margrethe (Kamma) Hvidt (1837-1924). Gift 1 7.7.1897 i Kbh. (b.v.) med Marie Emma Bache, født 19.4.1875 i Kbh. (Frels.), død 15.1.1959 i Virum, d. af maler Otto B. (1839-1927) og Clara Charlotte Elise Haagensen (1846-1927). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 28.5.1905 med Marie Oline Petrea Olesen, født 12.10.1878 i Guldager, Ribe amt, død 8.9.1910 i Hellerup, d. af gårdejer Niels O. (1828-1914) og Kirstine Marie Nielsen (1854-1925). Gift 3. gang 24.10.1911 i Kbh. (b.v.) med Ingeborg Elisa Klein, født 3.1.1892 i Kbh., d. af premierløjtnant i infanteriet, senere kaptajn Anton Valdemar Carl K. (1864-1926) og Thyra Dagmar Mathiesen (1870-1958). - Bror til Einar C.

Udnævnelser

R. 1917. DM. 1922. K.2 1927. F.M.l. 1934.

Ikonografi

Maleri af Otto Bache, 1897, Bertha Dorph, s.å. og Mogens Gad, 1909. Kultegning af Marie Christiansen, f. Bache. Buste af Rud. Tegner, 1915. Karikaturer af Alfred Schmidt, 1919 (Fr.borg) og af G. Østerberg. Portrætmedaljon af Harald Salomon, skænket af elever til 70-årsdagen, 1937. Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Univ. progr. nov. 1898. Interview i Gads da. mag. 1935 353-62. - Loulou i Politiken 5.12.1927. Mogens Fog i Ugeskr. for læger, 1939 1321-25. Samtaler med da. læger, 1941 26-33. Samme: Sine meningers mod, 1964 44-57.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig