A. Thornval

A. Thornval, Anders Thornval, 15.12.1883-16.8.1969, læge. Født i Obbekjær, Ribe amt, død i Kbh. (Lundehus), begravet Obbekjær kgd. T. blev student fra Ribe 1901 og søgte straks ind på Polyteknisk læreanstalt for at blive ingeniør, men et halvt ars tid efter gik han over til at studere medicin. 1908 tog han medicinsk embedseksamen. I den tanke at uddanne sig som kirurg tog han plads på Esbjerg sygehus hvor han var reservelæge 1908–09 og rejste derpå til Wien på en måneds studieophold. Efter tre måneders kandidattjeneste på Blegdamshospitalet og turnustjeneste pa kommunehospitalets 3. og 1. afdeling 1910 fik han ansættelse i et år som 3. assistent på kommunehospitalets oto-laryngologiske afdeling hos professor H. Mygind. Her fik han gennem påvirkning af dr. Tetens Hald interessen vakt for det indre øres fysiologi og patologi og han påbegyndte nu indgående undersøgelser af labyrintens funktion, særlig af dens vestibulære del. Disse undersøgelser fortsattes på rigshospitalets oto-laryngologiske afdeling hvor han var assistent for professor E. Schmiegelow 1912–16, og hvor han fuldførte sin doktorafhandling om Funktionsundersøgelser af Vestibularorganet og Cerebellum der forsvaredes 1917. T. foretog den stadig nyttige differentialkaloriske prøve (7° over og under legemstemperaturen) som mærkelig nok fortsat bærer C. S. Hallpike's navn. Klar over at det oto-laryngologiske speciale stiller store fordringer til operativ færdighed besluttede han sig til at tage yderligere uddannelse i kirurgi og søgte ind på rigshospitalets afdeling D hos professor V. Schaldemose, hvor han først blev ansat som klinisk assistent og derpå to år som 2. reservelæge 1917–19. 1920–27 havde han ansættelse som oto-laryngolog ved Bispebjerg og Almindelig hospital. I disse år arbejdede han samtidig på universitetets institut for almindelig patologi med sine videnskabelige undersøgelser over labyrintens funktion, og resultaterne af disse meget vanskelige og subtile eksperimenter på duer fremlagdes i to afhandlinger Etudes expérimentales sur la fonction des organes des canaux semi-circulaires, 1926 og en fortsættelse deraf 1927; desuden publicerede han mindre afhandlinger om den kaloriske reaktion hos nyfødte og om Meniéres sygdom. Da Schmiegelow gik af 1927 blev T. Efter konkurrence hans efterfølger som fungerende professor i otolaryngologi og overlæge ved Rigshospitalet s.å.; 1931 blev han ordinær professor.

T. har ved siden af sit videnskabelige arbejde interesseret sig stærkt for den praktiske side af sit fag og holdt sig ved talrige rejser til de førende klinikker i Tyskland, Østrig, Frankrig og England à jour med, hvad nyt af betydning der kom frem. Med sin interesse for kirurgi gik han særlig op i studiet af operationsteknik som han selv mestrede til fuldkommenhed. Hans agitation mod overbehandling og ventilerende indgreb bidrog til at bringe ham i et vist modsætningsforhold til flere af hans kolleger der fandt ham for konservativ. Bortset fra den radikale svulstkirurgi gav tiden ham ret og han kom derved til at berede jordbunden for nutidig mere skånsom og rekonstruktiv otokirurgi. For foniatrien som specialområde fik T. Efter megen søgen efter den rette person denne plan realiseret før sin død. Også for otoneurologien etablerede T. en stilling kort før sin afgang. Som lærer for studenterne var han særpræget. Hans pudsige fortalelser var vel oprindelig ufrivillige, men blev efterhånden bevidste – og gentoges semester for semester for at holde studenterne fangne. 1944 skrev han en lærebog i øre-, næse- og halssygdomme og oprettede for honoraret et studenterlegat. T. kunne gennem årene glæde sig over et udmærket helbred – og som emeritus interesserede han sig for sit fags historie og skrev bl.a. om otologen Wilhelm Meyer (Arch. Oto-laryngolog., 1969). T. var formand for Dansk oto-laryngologisk selskab 1921–23, vicepræsident ved den internationale oto-laryngologkongres i Kbh. 1928 og præsident ved den nordiske oto-laryngologkongres sst. 1939 Ved professorkonkurrencen i Uppsala 1939 var han meddommer.