Andreas Agerbech

Andreas Agerbech, nov. 1701-6.2.begr. 1770, læge, præst. Født i Varde, død i Svaneke. Efter at have stået i lære på et apotek kom A. i Kolding skole og blev 1725 student fra Nyborg. Universitetets teologiske forelæsninger førte ham til at fornægte al tro. Hans uro drev ham udenlands. Trosgreben ved at læse Det ny testamente i grundteksten kom han hjem, tog 20.5.1727 teologisk attestats og blev huslærer på dronningens gods Clausholm. Ny tvivl om trosbekendelsens tredje led bragte ham 1730 i vanry for galmands færd og tale, og for at studere medicin drog han med kgl. støtte s.å. til Halle. Her i pietismens højborg havde G. E. Stahl forkyndt lægevidenskabens evige fuldendelse i hans pietistiske lære. Over Holland hvor han hørte H. Boerhaaves lære om lægeplanterne kom A. hjem 1734 og skrev 1737 som glødende stahlianer en doktorafhandling, Sjælen som den bedste Doctor medicinæ, men fik den forkastet af fakultetet. Imod sit forsæt at virke som præst blev han s.å. udnævnt til resid. kapellan i Berg og Nordre Fredrikshald. Herfra lod Christian VI ham hente til Kbh. for at bruge ham som læge, og efter eget sigende tjente han over 3000 rdl. i sin lægedont. Af sit udtalte ønske om at kaste præsternes "babylonske horedragt" gjorde han dog aldrig alvor. En af provst J. Colds klager over hans upræstelige vandel og ukirkelige lære stemplede han som "så pur løgn, som om fanden selv havde indberettet det". For at undgå en tiltale til tab af præstekjolen lod Christian VI ham underskrive en forpligtelse til at følge ritualet og de kirkelige love og sendte ham 1739 som præst til det lille Povlsker sogn i det vante forvisningsland Bornholm. Også her blev A. en søgt læge, samlede en pietistisk menighed om sig og fik tilslutning af nogle præster og den dygtige amtmand J. C. Urne; hofpræst J. B. Bluhme nævnte sig hans amicus et promotor på grund af A.s virke for arbejdsløse og for skolevæsenet, og 1741 blev A. forfremmet til det store Klemensker sognekald. Da han nægtede to soldater den ved kongens forordning af 1740 hjemlede fritagelse fra kirketugt for første lejermål og mødte kommandantens, provstens og biskop Herslebs påtaler heraf med på prædikestolen at smæde dem og tilmed i en nødsituation brugte kirkens dåbsfad som sygebækken blev han stillet for en kirkelig kommission, for hvilken han jævnførte sig med Kristus for det jødiske råd. Den ene dommer ikendte ham 1744 svære bøder, den anden kun en lempelig pengestraf. Kongen fritog ham for pengebøder, men lod ham tildele en skarp irettesættelse for hans lovstridige opførsel. Først 1756 da A. forulempede kommandant Schepelern med indstævninger til tinge og uhøvisk tale om landets forsvarsforhold flyttede Frederik V ham over i det lille garnisonskald på Christiansø. Her rejste han grove sigtelser mod sin medarbejder degnen og skoleholderen, og da han ikke kunne gøre dem vidnefaste for den af den pietistisk sindede kommandant Stibolt satte krigsret, forordnede kongen at han skulle betale bøder, modtage en alvorlig advarsel om at se sig i spejl på tre til Christiansø forviste præster og underskrive en forpligtelse til at holde sig rolig og prædike intet andet end Guds ord rent og til opbyggelse, ikke til latter. A. undgik denne ydmygelse ved at søge og 1757 få sin afsked med ¹/₃ pension. Nu var han helt læge, bosatte sig i Svaneke, øvede kure også i Kbh. hvor han endnu en gang søgte om promovering til dr. med., udgav 1758 og 1764 fire vidtsvævende lægebøger, til sidst en markskrigersk efterretning om sin universalbalsam og foreholdt præsterne at bruge mindre tid på ordkrig og hjernespind som ikke gavnede deres tilhørere for en avne, og mere på botanik og den deraf følgende lægekunst, hvormed de kunne blive tilhørerne nyttige mænd både på deres ind- og udvortes menneske. Hans enke boede i Svaneke som kapitalist og med årpenge fra Christiansø til sin død. A. var, som Christian VI sandede, en selvrådig og stridbar mand "med en uordentlig indbildning om sig selv"; derfor satte hans virke som præst og som læge sig kun kortvarige spor.