Carl Friderichsen, 5.6.1886-14.4.1982, læge. Født i Kbh, død i Kbh. (Pauls), begravet sst. (Holmens). F. blev student fra Metropolitanskolen 1905 og fik lægeeksamen 1912. Efter grundig klinisk uddannelse ved københavnske hospitaler, studierejser til England, Frankrig rog Tyskland samt surnummerære ansættelser ved universitetets institutter for patologisk anatomi og farmakologi vandt interessen for børnesygdomme overhånd, og fra 1915 havde F. reservelægevirke dels ved Dronning Louises børnehospital, dels ved Blegdamshospitalet. 1924-31 var han chef for Frederiksberg børnepoliklinik for endelig fra 1931-56 at være en inspirerende og forskningsfremmende overlæge for Sundby hospitals børneafdeling. Allerede fra 1923 havde han drevet stor speciallægepraksis med patienter fra alle kredse, bl.a. som betroet børnelæge for kongehuset – et virke han bevarede højt op i alderen.

1923 disputerede han med et værdifuldt arbejde Om Acidose hos speede Børn. Et Bidrag til de akute Ernæringsforstyrrelsers Klinik, men allerede 1918 var han blevet internationalt kendt ved sin beskrivelse af akut febril binyreblødning hos spædbørn, et syndrom der var blevet beskrevet hos voksne af Rupert Waterhouse (1873-1958) i 1911. Dette Waterhouse-Friderichsen syndrom var set første gang 1887 af englænderen Arthur Voelcher (1861-1946), men kun nævnet i et abstract uden titel. Syndromet viser sig med chok, blødninger og henfald af binyrerne hos spæde børn – ofte efter svære bakterieforgiftninger – og medfører hurtig død. F.s udprægede forskerevner og -trang gav sig udslag i en række værdifulde arbejder over diagnostik og behandling af lungebetændelser hos børn, af feberkramper og om behandlingen af A-vitaminmangeltilstande. I Haandbog i Diætetik, 1934 skrev F. et værdifuldt afsnit om kostformer i barnealderen. Samtidig med sit videnskabelige arbejde har F. været censor ved medicinsk embedseksamen i pædiatri og dommer ved konkurrencer til professorater i pædiatri i Oslo (1941), København (1943), samt medl. af specialistnævnet fra 1934-64 og formand for Danske børnelægers organisation fra 1928-33, for Dansk pædiatrisk selskab fra 1929-34. Socialt interesseret og hjertevarmt har han ved sit bestyrelsesarbejde inden for Christianshavns vuggestue og for Mødres og børns bespisning hjulpet talrige vanskeligt stillede mødre og spæde. Han er æresmedlem af en række nordiske og udenlandske pædiatriske selskaber og var vicepræsident for VIII. internationale kongres for børnesygdomme i København 1956. 1969 holdt han hædersforelæsning i Nordisk pædiatrisk forening og 1972 prof. Tissard-forelæsning i London. Hædret med Thorvald Madsens hæderslegat 1963, generalkonsul Ernst Carlsens fonds hædersgave 1967, Velux fondens hæderslegat 1972.

Familie

Forældre: stabslæge Carl F. (1845-1920) og Ady Henriette Pallisen (1857-1944). Gift 1. gang 7.2.1921 i Vedbæk med Kate Riise, født 22.5.1901 i Kbh., d. af fotograf, senere generalkommissær Fr. R. (1863– 1933) og Anna D. C. Westergaard (1863-1939). Ægteskabet opløst 1942. Gift 2. gang 20.4.1943 i Kbh. (Frederiks) med Ruth Skøde Billund, født 18.5.1918 i Fredericia, død 3.11.1981 i Kbh. (Pauls), d. af arkitekt Bodulf B. (1885-1964) og Inger Kirstine Jensen (1886-1954).

Udnævnelser

R. 1950. R.1 1955. K. 1969.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig