Carl Reisz, Carl Martinus Reisz, 6.2.1829-18.7.1902, læge. Carl Reisz blev student 1847 fra Viborg og medicinsk kandidat 1855. Under krigen 1848–50 tjente han først som frivillig sergent og derefter som underlæge i søværnet. 1853 fungerede han som koleralæge i Nyboder. Efter sin kandidattjeneste var han 1858–60 reservemedicus ved Frederiks hospital. 1858 disputerede han for doktorgraden med afhandlingen Om Bronchotomiens Indikationer der dannede udgangspunktet for hans specialstudium af strubens sygdomme og gjorde ham til den tidligste specialist i Danmark på dette område. 1860–61 var han prosector chirurgiæ ved universitetet. Han higede dog efter yderligere videnskabelig uddannelse og foretog 1861 en studierejse med hovedophold i Berlin for der at studere patologisk anatomi, det fag som dengang brød sig afgørende baner gennem Rudolf Virchows forskninger. Hans begejstring for faget og den store lærer gav sig udslag ved hans hjemkomst, og han blev Virchows talent- og indsigtsfulde fortolker og budbringer i den danske lægevidenskab. At han dog ikke tabte klinikken af syne fremgår af, at han 1862 konkurrerede til lektoratet i klinisk medicin uden dog at opnå stillingen. 1863 blev han imidlertid konstitueret som docent i patologisk anatomi og almindelig patologi, samtidig med at han blev prosector på det nye kommunehospital i København. 1865 blev han udnævnt til lektor og 1868 til professor ordinarius. I denne virksomhed satte han sig dybe spor og vakte ved sit overordentlige lærertalent, sin iver og begejstring for sit betydningsfulde lærefag hos sine disciple en videnskabelig sans og interesse der ikke alene kom selve faget, men i høj grad hele studiet til gode, idet den patologiske anatomi med dertil knyttet almindelig patologi udgjorde det nye stringente grundlag for hele den medicinske opfattelse. Men netop derfor var de fleste af Virchows talentfulde disciple – ligesom også Carl Reisz' københavnske lærer C.E. Fenger tillige klinikere, og om Carl Reisz gælder det i særlig grad, at hans evner og anlæg ikke mindre end hans hele uddannelse måtte føre ham i den retning til anvendelsen af hans omfattende patologiske indsigt ved sygesengen. Målet nåedes da han 1873 overtog professoratet i intern medicin og terapi og samtidig blev overmedicus ved Frederiks hospital.

Hermed begyndte det andet ikke mindre værdifulde afsnit af Carl Reisz' lærervirksomhed. Ved sit livlige og underholdende foredrag, ikke sjældent krydret med en anekdote eller vittighed, og ved sine interessante og lærerige eksaminatorier forstod han at samle og fængsle studenterne. Strubens og brystkassens sygdomme og navnlig tuberkulosen havde hans særlige interesse, og hans litterære arbejder, der ikke er synderlig omfattende, drejer sig specielt herom, navnlig om udviklingen af tuberkulosens patologi før og efter tuberkelbacillens opdagelse. Foruden sin lærervirksomhed havde Carl Reisz. en stor praksis, og hans kyndige bistand søgtes af læger fra nær og fjern. 1892 opgav han stillingen som overmedicus, men fungerede som professor til 1899. – 1881 indvalgtes han i konsistorium, var 1883–84, 1893–94 og 1898–99 rektor ved universitetet, og ved den internationale lægekongres i København. 1884 fungerede han som præsident for den patologisk-anatomiske sektion. 1885–90 var han medlem af sundhedskollegiet. Han var medredaktør af Nordiskt medicinskt archiv fra dets stiftelse 1869. Han var med til at stifte Forening for ligbrænding og var i nogle år medlem af dens bestyrelse. – Konferensråd 1900.

Familie

Carl Reisz blev født i Viborg, døde i Espergærde og er begravet i København (Garn.). Forældre: overlærer Jacob Frederik Reisz (1791–1860) og Birgitte Agathe Szybrowsky (1792–1879). Gift 14.10.1875 i København (Cit.) med Corinna Løvenfeldt, født 11.6.1853 på Frederiksberg, død 19.2.1944 i København, datter af afskediget major, kammerherre Christian Friederichsen Løvenfeldt (1803–66) og Camilla Adelaide Glahn (1816–1902).

Udnævnelser

R. 1877. DM. 1887. K.2 1890.

Ikonografi

Træsnit 1890 efter foto. Mal. af Otto Bache, 1890. Træsnit af A. Bork, 1899. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1858 56. – Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 862. Samme i Berl. tid. 20.6.1932 (om slægten). III. tid. 20.4.1890. Poul Videbech sst. 11.2.1900. Edv. Ehlers sst. 27.7.1902. Jul. Petersen i Nord. univ. t. III, 1902 27–32. Samme i Ugeskr. for læger, s.å. 697–700. Fr. Vermehren i Hospitalstid. 4.r.X, s.å. 774–76. Hans Kaarsberg: Memoirer, 1921 171–75. Th. R[ovsing] i Bibl. for læger CXVIII, 1926 302–06. Asklepios tjenere, udg. Anker Aggebo I, 1936 49 154; II, 1937 58. E. Snorrason i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj VIII, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig