E. Meulengracht, Jens Einar Meulengracht, 7.4.1887-26.12.1976, læge. Født i Assens, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). M. blev student 1905 fra Sorø akademi og medicinsk kandidat 1912. Han var læge ved et serbisk krigslazaret i Valjevo under Balkankrigen 1912-13, derefter kandidat ved forskellige hospitaler, 2. reservelæge ved Rigshospitalet 1916-18, 1. reservelæge ved Bispebjerg hospital 1918-23. Han gjorde studierejser 1920 til Wien, Zürich og Berlin og 1927 til Boston og New York. 1928 blev han dr.med. (Studier over den kroniske, hereditære, hæmolytiske Ikterus (Konstitutionel Hyperspleni). Han deltog sammen med C. Lundsgaard, C. Sonne og Th. Hess Thaysen i konkurrencen om professoratet i teoretisk medicin sept. 1923 (forelæsning over arvelighedens betydning og anvendelse ved erkendelsen af sygdomsårsager). Fra 1918 praktiserede han i Kbh. som speciallæge i mave-, tarm- og blodsygdomme, blev overlæge ved Bispebjerg hospital afd. B 1924, professor i medicin ved den kliniske praktikantundervisning 1935. Han var medlem af den permanente farmakopékommission 1925-33, af bestyrelsen for Vejlefjord sanatorium fra 1926 og af bestyrelsen for Foreningen af kommunale overlæger fra 1926, formand fra 1934-36. Han var formand for Dansk selskab for intern medicin 1929-31, dansk hovedredaktør af Nordisk medicinsk Tidsskrift fra 1929, af Folia hæmatologica fra 1938, blev medstifter og medredaktør af Nordisk Medicin 1939 og af Acta hæmatologica 1948. Han blev medlem af hospitalskommissionen af 21.7.1932, af komiteen vedrørende islandske lægers uddannelse i Danmark, af den af indenrigsministeriet nedsatte farmakopékommission fra 1933-49, af Sundhedsstyrelsens ernæringsudvalg fra 1935 og præsident i Medicinsk selskab i Kbh. 1936-37, corresponding honorary member of the Royal Society of Medicine London fra 1934, udenlandsk medlem af Finska läkaresällskapet fra 1935. Endelig blev han formand for hovedbestyrelsen og direktionen for Landsforeningen til kræftens bekæmpelse fra 1938. 1939 blev han medlem af bestyrelsen for A. Hasselbalchs fond til leukæmiens bekæmpelse, 1957 kong Christian Xs fond og s.å. formand for Dansk-islandsk samfund. Han holdt gæsteforelæsninger i Reykjavik, Oslo, Stockholm, Helsingfors, London, Aberdeen, Wien, Budapest, Beograd, Madison, Rochester og San Francisco.

M. har publiceret en mængde videnskabelige arbejder om fordøjelses- og blodsygdomme, deraf nogle banebrydende, særlig angående den perniciøse anæmi til hvis ætiologi og terapi han har bidraget ved sine studier over lever- og ventrikelpræparaternes virkning samt ved studier over lokaliseringen af den antianæmiske faktor i ventriklen hvis produktionssted han har påvist at være pyloruskirtlerne. Endvidere har han angivet en målemetode for galdefarvestof i blodet udtrykt ved M.s ikterusindeks. Opmærksomhed og anerkendelse har han vundet ved sin behandling af blødende mavesår med rigelig madtilførsel. Sammen med H. C. Gram har han udgivet Hæmatologisk Teknik. 1922 (3. udg. 1949) og sammen med H. C. Gram og P. Iversen Klinisk Laboratorieteknik, 1937 (3. udg. 1948). For studenterne blev han en inspirerende og dygtig lærer i klinisk medicin ved sit sunde jugement og sine udprægede pædagogiske evner, og for sine reservelæger en inciterende foregangsmand og forsker. Talrige udenlandske lægeselskaber honorerede hans udadgående virke med æresmedlemskaber, 1939 blev M. dr.jur. h.c. ved Aberdeen universitet. Han blev en skattet læge for det danske kongehus, men forblev stedse lige hjælpsom over for rige som ubemidlede patienter.

Familie

Forældre: ingeniør, cand.polyt., sukkerfabrikbestyrer Rasmus Alfred M. (1852-1906) og Maria Theodora Mortensen (1859-1922). Gift 18.3.1920 i Kbh. (Jac.) med Olga Petra Rames Herbst, født 22.11.1885 i Kbh. (Garn.), død 15.5.1960 i Kbh. (gift 1º 1910 med læge Viggo Lund, 1865-1942, gift 1. gang 1900 med Ellen Emma Marie Anette Kauffmann, 1861-1931, ægteskabet opløst 1903), d. af kaptajn af infanteriet, senere oberst, kammerherre Peter Michael H. (1849-1930, gift 2. gang 1900 med Marie Ingerslev Bülow, 1858-1902) og Elisabeth Margrethe Rames (1853-97).

Udnævnelser

R. 1933. DM. 1939. K. 1952. K1. 1959.

Ikonografi

Karikatur af G. Østerberg. Mal. af Hans Henningsen, 1935. Tegn. af L. Kaganas, 1938 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1918 168. Ernst Schwencke: Samtaler med læger, 1941 122-26. E. M. i En terapis udvikl., 1965. - Oscar Meulengracht: Meulengracht, 1955. N. B. Krarup i Ugeskr. for læger CXXXIX, 1977 433f. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig