Grethe Hartmann

Grethe Hartmann, Grethe Benedicte Hartmann, 7.4.1910-21.3.1976, læge, forfatter. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Garn.). Det intellektuelle miljø Hartmann voksede op i førte hendes interesser både mod de eksakte videnskaber og humaniora. Da hun var blevet student 1928 fra Hanna Adlers fællesskole valgte hun at studere kunsthistorie, men de usikre fremtidsudsigter med denne uddannelse i forbindelse med utilstrækkelige kundskaber i de klassiske sprog fik hende efter to år til at skifte over til lægestudiet. 1937 tog hun medicinsk embedseksamen, var 1938–39 på studierejse i New York og disputerede 1941 ved Kbh.s univ. om Group antigens in human organs. A discussion of the "secreter" "nonsecreter" phenomenon. Dette arbejde inden for den begyndende forståelse af vævstypeforskning er blevet særdeles højt værdsat, og Hartmann havde den glæde kort før sin død at se det genoptrykt i USA. Som læge arbejdede hun på en række hospitaler og institutioner som retsmedicinsk institut, De gamles by, Sundby hospital, Stadslægens medicinskstatistiske kontor, Rigshospitalet, men hendes ansættelser var næsten alle af kortere varighed og hun opnåede aldrig den karriere hendes uddannelse skulle give baggrund for. Hun havde vanskeligt ved at samarbejde og stødte ofte kolleger og andre ved sine utraditionelle synspunkter og sin væremåde. 1948–49 studerede hun ved Johns Hopkins University, Baltimore og blev Master of Public Health. Herhjemme fik hun 1951 speciallægeanerkendelse i dermatovenerologi og 1952 i patologisk anatomi og histologi. Desuden tog hun embedslægeeksamen 1954.

Gennem sine bøger af medicin-social og historisk karakter blev Hartmann kendt i videre kredse. 1946 kom The Girls they left behind om tyskerpigerne – en undersøgelse hovedsagelig foretaget på Politigården i Kbh. 1943–45 af de tyske besættelsestroppers seksuelle forbindelser med danske kvinder. Boliger og Bordeller fra 1949 er en dansk prostitutionens historie skrevet yderst fordomsfrit og med lune, men præget af social forståelse og uden sentimentalitet – en ny udvidet udgave kom 1967. Endelig skrev hun sammen med Fini Schulsinger 1952 en afhandling om udvikling af åreforkalkning hos de danske jøder som følge af fysisk og mentalt pres.

1952–53 var Hartmann ansat ved WHO i Geneve, og for denne organisation offentliggjorde hun 1955 en epidemiologisk undersøgelse over import af syfilis samt spredning og eksport af sygdommen fra en større havneby, Rotterdam. Hun opholdt sig i denne by i en periode og da hun senere udtalte sig om sine erfaringer og oplevelser her, bl.a. om personalet ansat under WHO, førte dette til voldsomme skriverier også i dansk presse, og hun blev af WHO erklæret for sindssyg. Hjemme i Danmark var det nu endnu vanskeligere end før at finde arbejde. Hun var henvist til at leve af mere eller mindre tilfældige vikariater, og hendes eneste faste indtægt var gennem år den lægebrevkasse hun redigerede i Tidens Kvinder hvor hendes saglige og bramfri besvarelser på læserspørgsmål var højt vurderet og altid præget af dyb social indsigt og forståelse. 1965–66 blev Hartmann leder af en klinik for hud- og kønssygdomme i Libyen, men måtte forlade landet da oberst Gaddafi overtog magten. Efter hjemkomsten var hun et par år inspektør ved Medicinskhistorisk museum og herefter gennem fem år leder af kommunehospitalets vederlagsfri klinik for hud- og kønssygdomme.

I sine senere år beskæftigede Hartmann sig med forskellige medicinhistoriske emner som optog hende meget og gav hende personlig tilfredsstillelse, men hun nåede ikke før sin død at fuldende disse arbejder. Hun var tillige en udmærket tegner og en række skitser hun i sine yngre dage havde lavet af lærere og kolleger inden for det medicinske fakultet blev udsendt fra Medicinskhistorisk museum 1975. Hun var en højt begavet og yderst særpræget personlighed med umådelig viden på mange felter, men også et menneske der stod strid om. Havde hun været lidt mere diplomatisk ville hendes skæbne sikkert have formet sig mere blidt.