Heinrich Lehmann

Heinrich Lehmann, Georg Carl Heinrich Lehmann, 27.10.1815-16.9.1890, læge. Født i Kbh. (Petri), død sst. (Jac.), begravet sst. (Ass.). L. blev student 1834 fra Borgerdydskolen i Kbh. og tog 1840 lægeeksamen. Som kandidat på Almindelig hospital begyndte han derefter at studere oftalmologi, og til videre uddannelse heri foretog han 1841 en studierejse til Paris og Wien. Derefter praktiserede han i Kbh., var 1842–64 underlæge ved kongens livkorps og 1843–72 distriktslæge, idet han tillige en tid tog livlig del i de lægevidenskabelige fremskridtsbevægelser, var sekretær i foreningen Philiatrien og 1844–45 medredaktør af Ugeskrift for Læger. 1846 tog han den medicinske doktorgrad ved en afhandling om betydningen af øjets vandvæske; den vakte megen opmærksomhed også i udlandet og gav anledning til fortsat videnskabelig diskussion, der imidlertid herhjemme til dels førtes på en uværdig og for L.s fine æresfølelse krænkende måde, hvorved hans lyst til videnskabelig virksomhed også synes at have lidt et knæk. I praktisk henseende var han derimod fremdeles meget virksom for sit specialfag, og efter afslutningen af den slesvigske krig, under hvilken han havde været overlæge ved forskellige lazaretter, foretog han igen en studierejse for i Prag og Berlin af studere fagets store nye fremskridt, og kom i forbindelse med den følgende tids leder heraf, Albrecht v. Graefe (1828–70). Efter forbillede fra dennes klinik oprettede han 1852 en poliklinik der 1855 udvidedes til en kommunal anstalt. 1853 var han koleralæge. Under epidemien af ægyptisk øjensygdom 1864–65 var han læge ved det på St. Annæ plads indrettede kommunale øjenhospital, 1864–77 læge ved den kommunale øjenklinik i Frelserens arbejdshus. 1872 blev han læge ved blindeinstituttet, 1874 ved døvstummeinstituttet. 1884 blev han medlem af blindeinstituttets bestyrelse. – Når L. ikke indfriede de i hans ungdom givne videnskabelige løfter og i sin senere periode næppe holdt sig på højde med den rivende udvikling i oftalmologien skyldtes det vistnok for en del hans mange andre, især æstetiske interesser. Han havde en poetisk åre, men musikken lå hans hjerte nærmest; ikke blot var han en fin udøvende musiker, men virkede på forskellig måde for at fremme denne kunst, således som bestyrelsesmedlem i Musikforeningen. Han påtog sig også filantropiske opgaver, blev tidligt knyttet til administrationen af de Puggaardske legater og udgav 1888 en levnedsbeskrivelse af legatstifteren med en dertil knyttet redegørelse for legatbestyrelsens virksomhed. – Tit. professor 1854.