Ludvig Jacobson, Ludvig Levin (egentlig Ludwig Lewin) Jacobson, 10.1.1783-29.8.1843, læge, zoolog. Født i Kbh. (Mos.), død sst. (Petri), begravet sst. (Ass.). J. fik privatundervisning, men da familien ved Kbh.s brand 1795 mistede alt og flyttede til Stockholm gik han i tysk lyceum der og begyndte 1799 det medicinske studium; han fortsatte dette i Kbh. 1800, blev 1802 privat student ved Kbh.s univ. og tog 1804 eksamen ved kirurgisk akademi; 1806 ansattes han her som reservekirurg, en stilling han beklædte til 1815. Han var desuden 1807–09 lektor i kemi sst. og 1806–07 kirurgisk kandidat ved Frederiks hospital samt 1807–10 lærer ved veterinærskolen. Under Kbh.s bombardement gjorde han tjeneste ved lazarettet i frimurerlogen for studenter og livjægere; efter kapitulationen besøgte han, der var interesseret i militærkirurgien, i okt. gentagne gange de engelske feltlazaretter uden for Kbh. hvoraf han gav en meget grundig og kritisk fremstilling Efterretning om Medicinalvæsenet ved den engelske Armé i Siælland (Bibliothek for Læger I, 1809). 1811 udnævntes han til regimentskirurg. J. interesserede sig dog ikke alene for kirurgien, men for hele lægevidenskaben og zoologien; med en tidligt udviklet, sjælden videnskabelig begavelse drev han lige fra begyndelsen af sit studium og hele livet igennem jævnsides med sin praktiske gerning som læge og kirurg omfattende studier af den menneskelige anatomi og patologi, den komparative anatomi, embryologi og zoologi foruden af farmakologi, fysiologi og kemi. På de fleste af disse felter formåede han i årenes løb at gøre betydelige indsatser hvoraf ikke få blev af klassisk værdi.

For sin meddelelse til Videnskabernes selskabs skrifter 1809 om det senere efter ham opkaldte J.ske organon vomero-nasale belønnedes han 1811 med Videnskabernes selskabs sølvmedalje; s.å. foretog han med kgl. understøttelse en rejse til Paris hvor han hos G. Cuvier, datidens største naturforsker, videreførte sine naturvidenskabelige studier og publikationer hvorved han med rastløs flid kom til at stå som den Cuvierske retnings mest typiske og mest fremragende repræsentant inden for dansk zoologi. Tillige dyrkede J. den praktiske kirurgi og medicin på hospitalerne hos samtidens ypperste læger. 1813 fik J. af den danske regering ordre til at studere medicinalvæsenet ved den franske hær; i Gotha sluttede han sig til de ledende feltkirurger D. Larrey og Desgenettes og fik ansættelse ved et lazaret uden for Leipzig; her lå han syg af sårfeber da lazarettet erobredes af de allierede, men professor Schwägrichen i Leipzig der kendte J. som videnskabsmand skaffede ham nu ansættelse ved den engelsk-hannoveranske legion indtil han efter freden 1814 vendte hjem til Kbh.

J. fortsatte nu sin praksis som læge og kirurg, og hans ry bredte sig hurtigt, også til nabolandene; men til trods herfor fandt han dog – indtil det sidste – tid til stadig at fortsætte sine til dels epokegørende komparativ-anatomiske undersøgelser og sin litterære virksomhed. Hans navn er således knyttet til opdagelsen af det J.ske organ, et sanseorgan, hvis tilstedeværelse i næsehulen hos pattedyrene, navnlig de planteædende, han belyste 1811 (på fransk) og 1818 (på dansk). I tilslutning hertil kan nævnes hans nærmere beskrivelse af den Stensenske næsekirtel hos en række pattedyr og fugle (Nouveau Bulletin de la Société Philomatomique III, 1813) samt den sst. offentliggjorte påvisning af at de slimafsondrende små rør på hovedet af hajer og rokker er et sanseorgan, ligeledes en videre udarbejdelse af et af Niels Stensens arbejder. Af stor betydning er en række småafhandlinger om nyreportåresystemet hos krybdyr og lavere hvirveldyr fra årene 1813–21; selve den egentlige hovedpublikation udkom aldrig, men tegninger og optegnelserne findes opbevaret i landbohøjskolens bibliotek. Endvidere har J. påvist at urnyrerne (primordialnyrerne) er selvstændige organer der intet har med de blivende nyrer eller med genitalorganerne at skaffe (Vidensk. Selsk. Forhandl. 1829–30; sammes skrifter 1832), samt endelig for første gang vist hvorledes hvirveldyrkraniets knogler dannes dels ved forbening af en oprindelig bruskkapsel (J.s primordialkranium), dels ved dannelsen af dækknogler (Oversigt over Vidensk. Selsk. Forhandl., 1842). Også inden for de lavere dyrs anatomi har J. skrevet betydelige afhandlinger, navnlig har han fra 1818 (Oversigt over Vidensk. Selsk. Forhandl.: Hovedpublikation i Vidensk. Selsk. Skr. 1828) for første gang konstateret og beskrevet ekskretionsorganet hos sneglene. Foruden de ovennævnte særlig betydningsfulde undersøgelser har J. desuden skrevet adskillige andre arbejder såvel over hvirveldyrenes som over bløddyrenes anatomi, i enkelte tilfælde også fysiologi. Han har også beskæftiget sig med indvoldsorme – bl.a. på en meget taktfuld måde påvist D. F. Eschrichts fejltagelse ved at beskrive en morbærkerne, fundet i en patients afføring, som en snylter. J. begik i øvrigt selv en lignende fejltagelse ved at mistyde dammuslingernes larver der sidder mellem gællerne hos moderdyret, som snyltere.

1815 udnævntes han til æresdoktor i Kiel, og 1816 gav Frederik VI ham, trods Kbh.s univ.s modstand fordi han var jøde, titel af professor. 1819 blev han medlem af Videnskabernes selskab, 1822 ansattes han ved kongens eget regiment med kaptajnsrang, 1827 ved de kgl. livgarder til hest og til fods og 1842 som overlæge ved livgarden til fods; s.å. udnævntes han til kgl. livlæge. Af J.s talrige og forskelligartede arbejder inden for lægevidenskaben skal her kun, foruden hans beskrivelse af et underbindings-instrument (Bibliothek for Læger, 1823 169) nævnes at han i en årrække skænkede blæren og specielt blærestenssygdommen en særlig interesse, og at han her gjorde en stor og blivende indsats. J. holdt sit første foredrag herom i Det kgl. medicinske selskab 1826, Et Instrument til uden Lithotomi at udtrække Sten af Blæren med og syslede videre med problemet at knuse blæresten således at man kunne undgå den farlige stensnitsoperation; to år efter kunne han i Vidensk. selskab fremlægge den endelige, geniale løsning, et instrument til knusning af blæresten, den J.ske litoklast. I de videnskabelige selskaber holdt han nu i årene indtil 1836 en del foredrag om sin metodus lithoclasticus som navnlig i Frankrig blev påskønnet som et betydeligt fremskridt for de hidtil brugte boreapparater (civiale). 1831 modtog han fra akademiet i Paris en mindre opmuntringspræmie og 1833, efter at akademiet havde nedsat en særlig kommission til undersøgelse af metodens værdi, en Prix Monthyon. 1833 udnævntes han til korresponderende medlem af Institut de France og 1836 til æresmedlem af Det kgl. medicinske selskab i Kbh. J. var af sin samtids ypperste højt skattet både som værdig personlighed, fremragende læge og operatør samt som lødig videnskabsmand, og han øvede stor indflydelse både i Det kgl. medicinske selskab og i Videnskabernes selskab lige til sin ret uventede død af tyfus. Et smukt vidnesbyrd om hans høje værd gives af D. F. Eschricht i mindetalen i Videnskabernes selskab og af H. C. Ørsted i talen ved hans ligfærd. – Tit. professor 1816.

Familie

Forældre: ædelstenskærer, medaljør Salomon Ahron M. (1755–1830) og Merle v. Halle (1763–1803). Gift 9.10.1823 i Kbh. (Petri) med Angelique Jacobine Vilhelmine Marie Petzholdt, født 4.2.1799 i Kbh. (Nic), død 25.3.1870 sst. (Petri), d. af grosserer Johan Jacob P. (1766–1836, gift 1. gang 1794 med Amalie Wiingaard, død 1799; ægteskabet opløst 1797) og Josephine Marie Fontaine (1770–1812). – Bror til Albert J.

Udnævnelser

R. 1829. DM. 1836.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, 1831 (Fr.borg), litograferet af D. Monies tre gange, den ene 1840. Afbildet på Sophus Schacks mal. 1843 af salvingen 1840 (St. mus.). Mal. af C. A. Jensen 1845 eller 1846 (Fr.borg). Litografi fra 1840erne efter forlæg af C. A. Jensen, efter dette litografi 1854.

Bibliografi

[Emil Paulli:] Johann Jacob Petzholdts efterslægt, [1937.] [P. L. Moller] i Dansk pantheon X, 1843 (upag.). D. F. Eschricht i Oversigt over vidensk.s selsk.s forhandl. 1844 33–41. H. C. Ørsted: Saml. og efterl. skr. VIII, 1852 77–81. M. L. Nathanson: Hist. fremstilling af jødernes forhold, 1860 93 101. E. C. Werlauff i Hist. t. 4. r. IV, 1873–74 354. C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.szool. lit. 11,2, 1875 21–43; II, 1878 263–79 (bibliografi). G. Norrie i Bibi. for læger, 1892 117–38. Ove Wulff i Festskr. til Th. Rovsing, 1922 685–724 (fransk overs, i Janus XXX, Leiden 1926 301–41). R. H. Stamm i Vald. Meisen: Prominent Danish scientists, 1932 97–99. E. Schmiegelow i Nord. medicin V, Helsingfors 1940 499–511. O. C. Hollnagel-Jensen og Erik Andreasen i L. J.: Ouvrages sur l'organe voméro-nasal, 1948. E. Dahl-Iversen: Vor kirurgiske arv, 1960 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. maj 1960 41–50. V. Paulli i Medicinsk forum XXI, 1968 65–71.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig