Oluf Thomsen

Oluf Thomsen, 21.8.1878-19.5.1940, læge. Født i Odense, død i Kbh., urne sst. (Ass.). T. blev student 1895 fra Borgerdydskolen på Østerbro. Straks efter 1902 at have taget lægevidenskabelig embedseksamen påbegyndte han sin videnskabelige løbebane, først som prosektor i patologisk anatomi hos Johannes Fibiger, derefter som retsmedicineren Knud Pontoppidans medarbejder. Allerede tre år efter eksamen erhvervede han doktorgraden for en nu klassisk afhandling om de patologisk-anatomiske forandringer i efterbyrden ved syfilis. 1909–20 var han knyttet til Slatens seruminstitut i Kbh. som Thorvald Madsens nærmeste medarbejder, og her havde han en væsentlig andel i den store udvikling som instituttet med dets mange praktiske og teoretiske opgaver gennemgik i denne periode. Fra denne tid stammer en række arbejder, for en stor del udført i samarbejde med andre, om Wassermanns reaktion og andre serologiske emner, om allergi og anaphylaxi, om forsøg på overføring af menneskeleukæmi til aber samt om spørgsmål vedrørende den bakteriologiske og hæmatologiske teknik. De forskellige epidemier der blussede op under den første verdenskrig bragte T ind på omfattende undersøgelser, navnlig vedrørende meningokokinfektion og influenza. Sammen med andre undersøgte han også spørgsmålet om bakteriernes typeinddeling; også andre spørgsmål på grænsen mellem bakteriologi og serologi fangede efterhånden hans interesse. 1920 blev han udnævnt til professor i almindelig patologi som C. J. Salomonsens efterfølger, og nu fattede han tillige stor interesse for arvelighedsforskningen som han indførte som undervisningsfag for de medicinske studenter. I 20 år virkede T. som professor og chef for universitetets institut for almindelig patologi hvor der under hans ledelse udfoldede sig en livlig videnskabelig virksomhed. Et håndgribeligt vidnesbyrd herom er de 20 tykke bind Contributions from thr University Institute for General Pathology, I-XX, 1923–41, som udgik fra instituttet i de år T. ledede det. Instituttet var det første i Europa som i større omfang arbejdede med den Carrelske vævsdyrkningsteknik som Albert Fischer, der i nogle år var knyttet til instituttet, havde bragt med fra Amerika. Endvidere blev blodtypeforskningen et af instituttets store arbejdsfelter; her forenedes T.s serologiske kunnen med hans arvebiologiske indsigt, og denne lykkelige kombination medførte at han på dette område vistnok kom til at yde sin største videnskabelige indsats, bl.a. ved opdagelse af nye blodtyper. Endvidere beskæftigede han sig i disse år med seksual-patologiske problemer, og da de store opdagelser om hypofysens overordnede funktion og renfremstilling af kønskirtelhormoner i årene for 1930 kom frem, søgte han samarbejde med Løvens kemiske Fabrik på dette område. I sine senere år kom han også ind på undersøgelser over leukæmiens årsagsforhold og viste bl.a., at man med tjæreindsprøjtning i knoglemarven hos høns kunne fremkalde leuko-selignende tilstande, hvad der tydede på at leukæmien er af svulstagtig karakter.

I de år T. virkede som leder af almindelig patologisk institut arbejdede et stort antal unge læger, danske og udenlandske, på instituttet, og det var T. en stor glæde og tilfredsstillelse at hjælpe og vejlede sine unge medarbejdere med sin enestående viden og arbejdsevne. Han var en inspirerende og idérig lærer, fuld af videnskabelig entusiasme parret med sund kritik og nøgtern dømmekraft. Studenterne fulgte med interesse hans forelæsninger som var præget at klarhed og aldrig kedelige, og han skrev flere stærkt påskønnede lærebøger. T. fik i tidens løb talrige officielle opgaver og tillidshverv. Han var universitetets prorektor (1937–38), medlem af Videnskabernes selskab (1928) og af flere andre videnskabelige selskaber, i bestyrelsen for forskellige legater og videnskabelige fonds, æresdoktor ved det karolinske institut, i perioder formand for Medicinsk selskab (1928–30), Dansk patologforening, Biologisk selskab, medredaktør af Hospitalstidende, hovedredaktør af Acta pathologica og meget andet. Da han blev 50 år stiftedes et legat som bærer hans navn, og da han fyldte 60, blev der udsendt et festskrift med ca. 50 medarbejdere fra alle de skandinaviske lande (Acta pathologica et microbiologica Scandinavica Suppl. 1938). – T. havde mange andre interesser end det videnskabelige arbejde; intet menneskeligt var ham fremmed. Han skrev flere mindre bøger og pjecer om filosofisk-historiske emner (således Livsanskuelse, 1923 (sammen med Harald Westergaard), Religiøs og biologisk Opfattelse, 1924 og F. G. Howitz (1789–1826) og hans Strid om " Viljens Frihed", s.å.), var en mester i at skrive biografier, udfoldede en meget påskønnet populærvidenskabelig virksomhed i skrift og tale (bl.a. Koppevaccinationen, 1929, Arvelighedsforhold hos Mennesket, 1930, Vore Sygdomme, 1928–30 (sammen med Frode Rydgaard), Menneskets Blodtyper og deres Betydning i Retssager, 1932, Menneskets Infektionssygdomme, 1933); også kunstneriske emner skrev han om (fx i polemik med C. J. Salomonsen Moderne Kunst og Sindssygdom, 1919, Jais Nielsen, 1931). Kunsten, særlig malerkunsten og kunstindustri og -håndværk havde han en levende interesse for, og han havde en stor samling af forskellige kunstgenstande. Med stort åndeligt format og alsidig humanistisk indstilling ydede han på sit specielle område en stor, værdifuld arbejdsindsats. Han var en af sin tids mest betydelige videnskabsmænd cg en af den danske lægestands førende skikkelser.