P.A. Madvig, Poul Anton Madvig, 18.12.1816-8.2.1899, læge. Født i Svaneke, død i Haderslev, begravet sst. M.s far døde kort før sønnens fødsel, og under små kår voksede drengen op. 1829 kom han i huset hos sin ældre bror i Kbh. og blev elev i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvorfra han blev student 1835. 1841 tog han lægeeksamen og blev kort efter praktiserende læge i Frederiksværk. 1853 tog han slesvigsk fysikateksamen og blev n.å. udnævnt til fysikus i Haderslev østeramt. 1864 afsattes han af de tyske civilkommissærer. Umiddelbart efter modtog han en udvisningsordre som dog blev annulleret efter en henvendelse fra en kreds af borgere til civilkommissærerne. Han fik i de følgende år en overordentlig stor praksis hvad der for en del skyldtes hans stilling som byens eneste danske læge, men også hans store faglige dygtighed. I Haderslevs danske borgerskab blev hans hjem toneangivende, og i byens nationale liv efter 1864 fik han hurtigt en ledende stilling. Uden at indtage en førers plads hørte han til den inderkreds der igennem en årrække før de nationale foreningers dannelse traf de politiske afgørelser under den nationale kamp. Et nært venskab forbandt ham med H. A. Krüger, J. P. Junggreen og Jens Jessen som han 1886 forgæves søgte at lancere som Junggreens efterfølger i den tyske rigsdag. Han var medvirkende både ved sprogforeningens og vælgerforeningens tilblivelse og sad i begge disse foreningers bestyrelse. I sin hjemby deltog han i oprettelsen af Haderslev Bank (1875), for hvis tilsynsråd han var formand til 1883. Æresmedlem i Den danske lægeforening 1875.

Familie

Forældre: by- og herredsskriver Poul Anthoni M. (1764-1816) og Margrethe Benedicte Kofod (1777-1852). Gift 6.5.1848 i Vinderød med Camilla Mathilde Kühl, født 2.7.1826 i Lyngby, død 21.4.1903 i Haderslev, d. af kancelliråd, kgl. assistent Matthias Christian K. (1797-1874) og Beate Mathilde Weel (1790-1879, gift 1. gang 1814 med grosserer Nathan Levin Nathanson, ca. 1792-1820). -Bror til J. N. M.

Ikonografi

Tegn. af Albert Johannsen. Foto.

Bibliografi

Laurids Skau: Brevveksl, med politiske venner i Sønderjylland I-II, 1970. - Flensborg avis 14.12.-15.12.1896 og 9.2.1899. III. tid. 20.12.1896. J. Jessen i Håbets mænd, ved H. Lausten Thomsen og Nic. Svendsen, Flensb. 1923 99-105. [Chr. Hübbe og Jons. Andersen:] Haderslev Bank 1875-1925, 1925 169-71. A. Svensson: Red. J. Jessen I-III, 1955-60. - Papirer i Landsark., Åbenrå.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig