P. W. Heiberg, Peter Wilken Heiberg, 24.7.1840-20.6.1920, læge. Født i Kbh. (Trin.), død på Petersdal i Almind bakker ved Hald sø, begravet i Viborg. H. blev student 1860 fra Metropolitanskolen, var som medicinsk student frivillig reservelæge i hæren 1863 og konst. underlæge ved ambulance under krigen 1864; de erfaringer han vandt her tillagde han selv megen betydning for sin udvikling til kirurg. 1867 tog han lægeeksamen, og samtidig med at han var kandidat på Almindelig hospital og kommunehospitalet 1867–68 udarbejdede han på fysiologisk laboratorium hos P. L. Panum en prisafhandling om ernæringsfysiologi, for hvilken han 1867 fik universitetets guldmedalje. Endvidere udarbejdede han her sin doktordisputats Bidrag til Læren om Stofskiftet som han forsvarede 1869. H.s videnskabelige virksomhed blev ikke fortsat idet han viede resten af sit liv til arbejdet som praktiserende læge og kirurg efter at han allerede 1868 havde nedsat sig som praktiserende læge i Thisted. Han begyndte her under yderst primitive forhold den kirurgiske og gynækologiske virksomhed der snart gjorde hans navn som læge og kirurg landskendt; således udførte han allerede 1869 -inden antiseptikkens indførelse – det i Danmark første heldigt forløbende kejsersnit hvor også moderen overlevede. Begavet med ualmindelig rige evner som læge og kirurg, parrede med en myndig, viljestærk personlighed og en usædvanlig arbejdskraft udfoldede H. en stor virksomhed i Thy og Thisted hvor han tillige var distriktslæge fra 1874. Han der var udpræget autodidakt udvidede stadig sin operative virksomhed, optog og gennemførte straks de Listerske antiseptiske metoder og arbejdede tidligt og silde på at dygtiggøre sig, både ved selvstudier og udenlandsrejser; af stor betydning for ham blev en studierejse 1871 til Amerika hvor han bl. a. lærte betydningen af "at vaske sig". Senere foretog han talrige studierejser til kirurgiske og gynækologiske klinikker i Europa. 1879 udnævntes han til overlæge ved amtssygehuset i Viborg hvor han kom til at virke i de følgende 37 år. Foruden den intense virksomhed som overlæge ved dette kirurgiskmedicinskepidemiske hospital bestred H. tillige embedet som distriktslæge i Viborg fra 1879 og som stiftsfysicus 1893–1915. Desuden var han jernbanelæge 1879–87. 1888 lykkedes det ham at få opført et nyt stort sygehus, og her udfoldede han en stedse voksende betydningsfuld kirurgisk virksomhed, stadig optaget og arbejdende med de nye kirurgiske landvindinger der faldt i hans tid; bl.a. var han mellem de første der vovede sig i kast med hjernekirurgi, Basedowkirurgi etc. Selve sygehuset efterlod H., da han tog sin afsked 1916, også i rig blomstring, således at en ny stor udvidelse kunne tages i brug samme dag han fratrådte, og sygehuset efter tidens krav deles i en kirurgisk og medicinskepidemisk afdeling. Sine sidste år levede H. på landstedet Petersdal som den store naturelsker, jæger, sportsmand og fuglekender, han alle dage havde været (han udgav 1886 Thylands Fugle). Han var formand for Thisted amts lægeforening 1870–79 og for Lægeforeningen for Viborg og Thisted amter 1895–1905.

Familie

Forældre: forstander for døvstummeinstituttet S. J. H. (1810–71) og Engelke Marie Rørdam (1814–55). Gift 1. gang 20.10.1868 i Hammel med Zara Margrethe Cathrine Krieger, født 18.11.1843 i Kbh. (Holmens), død 26.11.1870 i Thisted, d. af kaptajnløjtnant Christian K. (1809–49) og Vibekke Ragnhilde Haffner (1815–62, gift 2. gang 1854 med sognepræst i Støvring, Hans Christian Slamberg, 1816–89, gift 2. gang 1867 med Johanne Marie Severine Rindom, 1839–70). Gift 2. gang 8.8.1874 i Tilsted ved Thisted med Abelone Marie (Minna) Bonne, født 12.10.1856 i Thisted, død 8.6.1926 i Vordingborg, d. af jernstøber Marcus Sabinus Vilhelm B. (1829–76) og Ida Amalie Wittrup (1832–1905). -Bror til Frederik H. og Vilhelm H.

Udnævnelser

R. 1883. DM. 1899. K.2 1910.

Ikonografi

Træsnit 1896. Karikatur af Alfred Schmidt, 1910. Mal. af Knud Larsen, 1912 (Viborg amtssygehus). Buste af H. Quistgaard på monument, 1923 (sst.).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1870 75f. – V. Albeck i Ugeskr. for læger LXXXII, 1920 857f. K. S. Bøggild sst. 892–95. Johs. Ipsen i Hospitalstid. LXIII, s.å. 429–32. Jes Rossen og Johs. Ipsen i Anker Aggebo: Danske lægememoirer I, 1936 = Asklepios tjenere I 9–38. Sv. Aakjær: Viborg købstadshist. II, 1940 715. Bernh. Viking i Fra Viborg amt, 1962 114–34. Holger Nielsen og H. Skov: P. W. H., 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig