Th. N. Krabbe, Thomas Neergaard Krabbe, 2.8.1861-9.1.1936, læge, ornitolog, fotograf. Født i Kirke-Hvalsø, død i Kbh. (Højdevangs), begravet Sundby kgd. K. blev student som privatist sommeren 1879, cand.med. juni 1889, 1889–1909 var han syv gange i Grønland, deraf elleve år som bosiddende, i øvrigt udsendt af sundhedsvæsenet. Han fik herved set hovedparten af de da beboede områder og benyttede fra 1893 lejligheden til at fotografere landet og dets befolkning. Nok var han amatør i den forstand at fotografien ikke var hans levevej; men de store, 18 x 24 cm kontaktaftryk af hans yndlingsoptagelser, hvoraf Det kongelige bibliotek har et sæt på 57, hører til det bedste inden for dansk fotografi. Af glasnegativerne findes 116 på Nationalmuseet i etnografisk samling. 170 af sine billeder udgav han 1929 som tavleafsnit til sin bog Grønland, dets Natur, Beboere og Historie der dobbeltspaltet har parallel dansk og engelsk tekst og tillige findes med engelsk titelblad: Greenland, Its Nature, Inhabitants. And History samt årstallet 1930. Fotografierne er desværre gengivet i kun halv størrelse og i en nu forældet autotypiteknik der ikke yder forlæggene retfærdighed. Dette samt den ændring i opfattelsen af Grønland som var sket siden K.s virke dér gjorde at den kyndigt skrevne, gennemarbejdede og statelige bog ikke fik den ventede succes.

K. var 1906 stiftende medlem af Dansk ornithologisk forening og 1921–29 medlem af dens bestyrelse. En indgående undersøgelse om grønlandske jagtfalke publicerede han i Vidensk. Medd. fra Dansk naturhist. foren. IIC, 1934 49–108. Ivrig deltagelse i dyrebeskyttelsesarbejde medførte hans æresmedlemskab af dyreværns-foren. Svalen og Foren. til værn for værgeløse dyr. Det grønlandske selskab havde ham som bestyrelsesmedlem 1912–19.

Familie

Forældre: bogholder Mads Nikolai K. (ca. 1835–1901) og Elvine Johanne Neergaard (ca. 1839– 87). Gift 13.6.1891 i Kbh. med Emilie Louise Johanne Schlegel, født 27.10.1864 i Kbh., død 25.2.1952 på Frbg., d. af metaltrykker Carl Louis S. (ca. 1825–96) og Johanne Nielsen (ca. 1825–81).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

O. Helms i Dansk ornithologisk foren.s t. XXX, 1936 69–73. P. Jespersen i Vidensk. medd. fra da. naturhist. foren. IC, s.å. VIIf. Thomas Thomsen i Det grønlandske selsk.s årsskr. s.å. 206–08.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig